Christian Iversen: En stemme på fællesskabets styrke og fokus på nyuddannede

Mit navn er Christian Iversen, og jeg stiller op til bestyrelsen med et stærkt drive for at forbedre vilkårene for de nyuddannede og de nye medlemmer i vores branche.

Som skuespiller er jeg uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2022, og jeg har selv oplevet udfordringerne ved overgangen fra studerende til professionel kunstner. Noget handler om økonomi, noget handler om kultur og noget handler om vidensdeling og tilgængelighed.

Derfor vil jeg i bestyrelsen arbejde for, at vores forbund bliver bedst muligt rustet til at støtte alle nye medlemmer – uanset om du er autodidakt, nyuddannet fra DDSKS eller fra en privat skole eller er prøvemedlem.

Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen for en mindre idrætsforening, og jeg ser frem til at få mere erfaring med organisatorisk arbejde og erfaring med at styrke samarbejdet på tværs af medlemmerne og de enkelte faggruppers udfordringer.

Jeg tror på, at vi kan blive bedre til at videndele og tilgængeliggøre de ressourcer, der er nødvendige for at støtte det enkelte medlem og branchen i fællesskab. For vores branche er i konstant udvikling, og det kræver, at vi støtter hinanden og arbejder sammen. En stemme på mig er derfor en stemme på fællesskabets styrke samt et fokus på de nyuddannedes vilkår.