Vi kan meget, men ikke alt

Leder i magasinet Sceneliv #1 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Kære coronatrætte medlemmer

Jeg vil gerne bruge årets første leder til at sige lidt om, hvad forbundet kan og ikke kan. For mens disse linjer skrives, raser den anden bølge af corona, og stort set hele Danmark er lukket. Alligevel er vi i forbundet nødt til at insistere på, at der også er en hverdag ude på den anden side.

Den klemme presser os på Tagensvej til det yderste. Men det er også derfor, vi er her, og det er i tider som disse, man bliver glad for dygtige medarbejdere. Alligevel er vi nødt til at prioritere benhårdt og vælge vores kampe med omhu. Det bliver ind imellem tydeligt, når velmenende medlemmer kommer til os med sager, der optager dem, i håb om at inddrage os.

Det er ellers noget af det, jeg elsker ved vores forbund: At vi udgør et kalejdoskop af holdninger og altid har noget på hjerte. Men det er ikke alt engagement, der udfolder sig bedst gennem sekretariatet – og det er ikke alle sager, som vi kan gå ind i. Derfor minder jeg i al fredsommelighed om, at vi ikke er en interesseorganisation, men en fagforening.

Vores kerneopgave er at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det formål tager vi dybt alvorligt. Lige nu er vi for eksempel i fuld gang med at genforhandle fire overenskomster. Vi er også i gang med at bane vejen for en fælles aftale med streamingtjenesterne. Sammen med Producentforeningen forsøger vi at præge det kommende medieforlig, og samtidigt skal der implementeres et EU-direktiv, som er afgørende for, om vores medlemmer får de samme rettigheder på nettet, som de har ude i virkeligheden.

Alt det arbejde har blandt andet betydning for Filmex-midlerne, som gør, at vi hvert år kan sende omkring 150 millioner kroner videre til vores medlemmer og andre rettighedshavere. Filmex betyder også, at vi kan dele produktionsstøtte ud, have DSF Studio og drive en hjælpefond, som har gavnet mange medlemmer her under coronakrisen.

For mig er det magtpåliggende, at vi servicerer vores medlemmer bedst muligt og hele tiden forsøger at forbedre vores kerneydelser. Det er, hvad I som medlemmer retmæssigt kan kræve af os, der knokler på Tagensvej – eller som nu hjemme i selvisolation. Kerneopgaverne skal altid have mindst 80 procent af vores opmærksomhed.

Når det er sagt, er der også en masse vigtige værdipolitiske spørgsmål, vi er nødt til at bruge ressourcer på. Ligebehandling, ligestilling og identitetspolitik er noget af det, der betyder meget for mange af vores medlemmer. Jeg ville ønske, at vi havde muskler til at yde 100 procent over hele linjen. Det har vi ikke, men vi prøver at byde ind, hvor det gør den største forskel.

Debatten om grænseoverskridende adfærd er et eksempel, hvor jeg synes, det er lykkedes os at skabe stor opmærksomhed. Men jeg vil også gerne fremhæve vores grønne udvalg, som består af tre bestyrelsesmedlemmer, der har besluttet at skabe fokus på bæredygtigt teater. Vi har støttet dem økonomisk, men de har selv sørget for at samle branchen i et stærkt initiativ for klima og miljø.

Jeg kan også nævne Copenhagen Pride, hvor vi i mange år har været synlige. Og vores sociale udvalg, der skaber fællesskab mellem medlemmerne på en megafed måde. De sidste tre eksempler er medlemsbårne og til stor inspiration for andre, der også gerne vil ændre verden til medlemmernes bedste.

Som forbund har vi brug for en stærk fælles erkendelse og accept af, hvor vi er nødt til at skyde med skarpt. Men når det er sagt, er alle velkommen i et af vores udvalg eller til selv at gribe en fakkel og bede om en håndsrækning. Hvis bestyrelsen synes, formålet er godt, støtter vi op. Og på den måde får vi en ægte, moderne fagforening med masser af udfoldelse, så vi kan vise verden, hvem vi er.

Alle skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv

Tech-giganter som Google, Apple og Amazon truer dansk indholdsproduktion, hvis de kan køre friløb i forhold til at betale for det indhold, man kan finde på deres platforme. Det skal der politisk sættes en stopper for, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv.

Det siger sig selv, at jeg skal betale for den mad, jeg spiser. Og at jeg skal betale, når jeg køber et stykke tøj, en bog eller en biografbillet. Men hvad, når jeg lytter til musik på en musiktjeneste? Eller når jeg ser en film eller tv-serie derhjemme. Hvem er det så egentlig, jeg betaler til? YouSee, Stofa eller en anden udbyder vil være et naturligt svar - og et delvist rigtigt svar. Men ikke hele svaret. For YouSee eller andre, som sæl-ger indholdet til mig, har ikke lavet indholdet og ejer det derfor ikke. Alle de gode film, alle de gode drama-serier, den gode musik osv. er ejet af dem, der har skabt det: Skuespillere, producenter, scenografer, mu-sikselskaber, dramatikere, artister, filmfotografer, musikere, instruktører, journalister og mange andre.

Når YouSee eller Stofa tjener penge på at videresælge indholdet, skal der betales tilbage til dem, der skabte det; til kunstnere og kulturproducenter, dvs. til rettighedshaverne. Det er det kulturelle kredsløb, og det er det system, der har fungeret godt og er anerkendt her i Danmark i mange år. Men markedet er blevet glo-balt, og de store internationale aktører spiller ikke efter samme regler som de danske. Det kan skabe en ubalance og en skæv konkurrence, som i sidste ende vil true hele den danske indholdsproduktion. Derfor skal politikerne tage affære og få rettet op på denne ulig kamp, så alle aktører kommer til at bidrage. Bran-cheorganisationen Danske Medier har meldt klart ud om dette budskab, og det samme ønske støtter vi som skabende og udøvende kunstnere og tv-, musik- og filmproducenter op om.

Det kulturelle kredsløb, hvor alle virksomheder betaler for brug af andres indhold og rettigheder, er den må-de, vi sikrer, at vi - i et lille land som Danmark - kan producere så meget dansksproget indhold. Indhold, som er et spejl på vores kultur, samfund og demokrati og som er en del af vores dannelse og det, der binder os sammen. Hver gang vi alle bruger kunst og kultur, bidrager vi med en lille sum tilbage til kunstnere og kul-turproducenter, der så kan finansiere ny kunst, nye produktioner, ny musik og ny litteratur. Det er det kultu-relle kredsløb - den danske rettighedsmodel - som ophavsretsloven er med til at sikre. Og det er en god og stabil finansiel ramme for skabelse og produktion af dansk kvalitets- og public service-indhold.

I disse dage er ophavsretsloven til diskussion, da EU’s copyright reform skal implementeres i dansk lovgiv-ning. Copyright-reformen er blevet til med en stor indsats fra danske politikere; Europaudvalget i Folketinget, skiftende danske regeringer og danske medlemmer af Europa-Parlamentet har gjort alt for, at det danske kulturelle kredsløb kan bevares, så vi fortsat har dansk produceret og dansksproget indhold. Fokus er på, at ophavsretten skal gælde for alle - også for Google, Apple og Amazon.

Det danske ophavsretssystem har fungeret godt i mange år. Men mange af de nye aktører bidrager ikke automatisk til det kulturelle kredsløb. Og når de driver forretning på indholdet, men ikke betaler, så får kunstnere og kulturproducenter ingen betaling, og der kommer ikke penge til nyt dansk indhold. Det er ikke ret og rimeligt, hverken over for kunstnere eller kulturproducenter, eller over for dem, som fx YouSee, der faktisk betaler for at tjene penge på andres indhold.

Derfor skal vi sørge for, at reglerne på området følger med den teknologiske udvikling. Ophavsretsloven skal skabe ens spilleregler for alle aktører. Alle skal bidrage, hvis vi skal bevare det stærke kreative miljø i Dan-mark, som skaber godt indhold for både hjemmepublikum og ude i den store verden. Det skal ikke være muligt at omgå reglerne, fordi en aktør benytter sig af en anden ny teknologi eller platform. Hvis ikke vi får rettet op på det, risikerer vi, at der bliver mindre dansk indhold til os alle sammen: færre danske film, tv-udsendelser, musiknumre eller litteratur.

Når ophavsretsloven ændres, er det afgørende, at vi sikrer teknologineutralitet, og at sammenlignelige di-stributionssituationer behandles ens. Reglerne skal tilpasses, så de gælder for alle streamingtjenester, uan-set hvem der ejer dem. Tilsvarende skal det gælde, at distributører, som driver den samme forretning, ikke behandles forskelligt i ophavsretsloven, blot fordi de benytter forskellig teknisk setup og platforme. En for-skelsbehandling på grund af teknologi vil underminere den danske rettighedsmodel og opbakningen til op-havsretten i det hele taget, og derved den danske indholdsbranche.

Nye aktører kræver, at vi indretter vores lovgivning, så alle aktører bidrager på samme vilkår. Lad det være vores opfordring ved både revisionen af ophavsretsloven og de kommende forhandlinger om et nyt medie-forlig. Alle aktører skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film og tv, musik og litteratur.

Debatinlæg i Politiken 15. februar 2021 af Jørgen Ramskov (Direktør i Producentforeningen), Benjamin Boe Rasmussen (Formand for Dansk Skuespillerforbund), Christina Rosendahl (Formand for Danske Filminstruktører), Henrik Daldorph (Formand for IFPI Danmark), Nikolaj Scherfig (Formand for Danske Dramatikere), Tine Johansen (Formand for Dansk Journalistforbund), Sara Indrio (Formand for Dansk Artist Forbund), Søs Nyengaard (Formand for Dansk Musiker Forbund), Peter Adolphsen (Formand for Danske Skønlitterære Forfattere), Jan Weincke (Formand for Dansk Filmfotograf Forbund), Carsten Kristensen (Formand for Danske Scenografer), Jesper Grove Jørgensen (Formand for Dansk Kapelmesterforening), Anders Knudsen (Formand for Film- og TV-Arbejderforeningen), Søren Fleng (Formand for Animationssammenslutningen), Ole Dreyer (Formand for Musikforlæggerne i Danmark), Morten Visby (Formand for Dansk Forfatterforening), Christoffer Berdal (Formand for Foreningen af Danske Sceneinstruktører).

Blankmedieordningen

Det er faktisk i al ubemærkethed en stor dag for danske kunstnere. Efter 15 års kamp for en legitim modernisering af blankmedieordningen er der endelig kommet en politisk aftale og løsning på at finde en fair kompensation for privatkopiering til kunsterne.

Indtil i dag har det helt forrykt kun være næsten forældede kopieringsmedier som cd-skiver og usb-stik, der har været omfattet. Fremover skal den også dække tablets og smartphones og harddiske. Det, som man bruger i dag og som EU for længe siden har besluttet skal være gældende for ordningen. Diskussionen har været betændt og skiftende regeringer har skiftedes til at stå i kø ved syltekrukkerne – men i dag har regeringen og støttepartierne taget ansvar og lavet en ordning.

Helt faktuelt bliver ordningen på 93. mio. Det er under hvad de øvrige lande, vi sammenligner os med, har fået indført ift gældende EU-lov, men vi anerkender, at det var det muliges kunst og det smukke ved et politisk kompromis: Alle har givet sig, men alle står også tilbage med en følelse af, at det er ok. Vi skal bestemt heller ikke glemme, hvad det er for en udfordrende tid dette kompromis er indgået under.

Tak til regeringen og dets støttepartier. Og tillykke til kunstnerne. Det kan godt fejres med en makrelmad.

Dræb tavshedskulturen og send Aalbæk på museum

Leder i magasinet Sceneliv #6 2020
Benjamin Boe Rasmussen


Kære venner

Nu kom den længe ventede rapport om det psykiske arbejdsmiljø i vores branche. Det er skræmmende læsning, men det, som gør størst indtryk på mig, er, at der ingen sammenhæng er mellem alle beskrivelserne af overgreb i rapporten, og det antal af henvendelser vi modtager i forbundet. Det betyder, at der er en tavshedskultur.

Det er der mange årsager til. For det første er det ofte forbundet med skam at opleve grænseoverskridende adfærd, og samtidig har flertallet af os i branchen ikke en fast tilknytning til en bestemt arbejdsplads og bestemte kolleger. Derfor kommer vi nemt til at gå og nørkle med problemerne selv og se dem som en uundgåelig del af gamet. Rapporten siger også, at vi føler en enorm kærlighed og loyalitet over for vores fag. Det kan betyde, at vi bider alt for meget i os for kunstens skyld.

Men uanset alle forklaringer, så er det pinedød nødvendigt, at vi i skuespillerforbundet nu sammen med arbejdsgiverne – både teatre og filmproducenter – sørger for, at det bliver klokkeklart, hvad der forventes af både ledere og medarbejderne. Og det skal naturligvis have konsekvenser, hvis retningslinjerne for ordentlig adfærd ikke bliver overholdt.

I forbundet er vi også gået i gang med at uddanne både vores egne medarbejdere og tillidsmændene ude i landet til at håndtere indrapporteringer, så alle, der kontakter os, føler, at de bliver taget alvorligt og får behandlet deres sag på en forsvarlig og indsigtsfuld måde. Det vil sige på en måde, der passer til sværhedsgraden af det, der er sket, og hvor vi aldrig går længere med en sag, end den krænkede part er indstillet på. Det skal være trygt at søge hjælp.

Selv om rapporten er hård læsning, er jeg er stolt over, at vi har fået lavet denne kortlægning – den største af sin art i Danmark – sammen med Producentforeningen, Dansk Teater og Danske Filminstruktører. Det betyder, at vi også står sammen på tværs af branchen om at lave den kulturforandring, som vi har ønsket os og kæmpet for siden #metoo startede i 2017.

Debatten har været betændt alt for længe. Flirt, magtmisbrug og Peter Aalbæks julefrokoster er blevet blandet sammen i én, stor pærevælling. Men nu er der hul på dæmningen, og i den seneste tid er historierne skyllet ind over os som en tsunami. Men den betændte debat skyldes også frygt.

Der er forståeligt nok nogle, der er bekymrede for, hvad de kan have gjort forkert eller været stiltiende vidner til i fortiden. Der kan være angst for, at en kulturforandring betyder, at en masse mennesker skal udskammes og straffes. Men intet er mere forkert. Vi er ikke specielt interesserede i at fælde dom over nogen eller lægge nogen på hjul og stejle.

Mest af alt ønsker vi at kigge fremad og skabe en ordentlig måde at være sammen og arbejde sammen på. En tryg arbejdskultur er et gode for os alle og for den kunst, vi arbejder med. I dag er der jo heller ingen, der føler det som et indgreb mod den personlige eller kunstneriske frihed, at man ikke må drikke en bajer, når vi møder kl. 7 om morgenen, eller føler sig krænkede over, at restauranterne er røgfri, og man i øvrigt skal have sikkerhedssele på i bilen.

På samme måde er de forandringer, der nu strømmer ind over os, noget vi skal rumme og omfavne. Og så må vi se, hvor mange fisk, der egentlig ligger og gisper på stranden, når vandet igen trækker sig tilbage. Regler er noget, vi laver for at beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Dem, der ikke bare kan sige fra, mande sig op og spise sig mætte i tudekiks.

Vi vil gerne have et arbejdsliv, hvor man ikke behøver have det sorte bælte i judo – hverken fysisk eller mentalt – for at gå på arbejde. Så skal vi ikke hjælpes ad med at køre Peter Aalbæk på museum?

Og god jul i øvrigt!

 

Streaminggiganter truer dansk indhold

Af Jørgen Ramskov, Christina Rosendahl, Benjamin Boe Rasmussen og Nikolaj Scherfig
Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikere. Debatindlæg i Altinger 24. november 2020.

Danske Mediedistributører kalder film- og tv-branchens forslag om et kulturbidrag på streamingtjenesters omsætning et ”dumt selvmål”. Men de har ikke selv nogen forslag til, hvordan vi sikrer dansk indholdsproduktion.

Replik: Streaminggiganter truer dansk indhold. Lad os sammen finde en løsning, mediedistributører

Vi venter spændt på regeringens medieudspil og forhandlingerne om en ny medieaftale. Det er vigtigere end nogensinde at finde en model, der sikrer os alle fortsat adgang til masser af dansk indhold i den høje kvalitet, vi kender i dag. Det er langt fra givet.

Der sker store ændringer i både medieforbruget og i markedet, hvor en række store internationale streaminggiganter vinder frem. De er netop internationale og satser på indhold med international appel - før de satser dansk. Det vil presse finansieringen af dansk indhold.

Ros til kulturministeren
Derfor er der også god grund til at rose kulturminister Joy Mogensen, der allerede i august meddelte, at forhandlingerne om en ny medieaftale vil omhandle, hvordan de store kommercielle streamingtjenester kan bidrage økonomisk til produktion af dansk indhold.

Modellen findes allerede i en række europæiske lande - herunder store lande som Tyskland og Frankrig, og senest har Canada netop fremlagt et lovforslag, der skal sikre tjenesternes bidrag til canadisk indhold.

Det er en spændende og nødvendig debat, og selvfølgelig er der forskellige holdninger til, hvordan finansieringen af dansk indhold sikres bedst mulig.

En ærgerlig reaktion fra Danske Mediedistributører

Senest har Danske Mediedistributører i Altinget reageret på et samlet udspil fra film og tv-branchens organisationer om et kulturbidrag på syv procent af kommercielle streamingtjenesters omsætning.
Danske Mediedistributører er enige i, at finansieringsgrundlaget for dansk indhold er truet – men ender paradoksalt nok med at betegne vores forslag om et kulturbidrag som et ”dumt selvmål”.

Herefter opregner de en række katastrofescenarier for danskerne, hvis det gennemføres, uden selv at følge op med egne forslag, og uden at forholde sig til, at en række europæiske lande har indført samme model, uden de forudsagte katastrofer.

Det er ærgerligt, for debatten om dansk indholdsproduktion er enorm vigtig. Vi er enige om, at dansk indholdsproduktion er under pres, og det er en bunden opgave at sikre og beskytte dansk kultur - det kan vi ikke overlade til markedet og streamingtjenesterne.

I Danmark har vi heldigvis en solid tradition for politiske forlig, der sikrer en stærk og mangfoldig dansk indholdsproduktion - er udbuddet alene et styret af internationale tjenesters efterspørgsel, så har vi absolut ingen sikkerhed for, at indholdet afspejler vores danske virkelighed.  

Derfor bør vi alle i mediebranchen finde konstruktive løsninger og forslag til politikerne.

Kulturbidrag på syv procent

Forslaget fra en samlet film- og tv-branche vil bidrage til at fremtidssikre dansk indholdsproduktion.

Vi foreslår, at der indføres et kulturbidrag på syv procent af alle kommercielle streamingtjenesters danske omsætning.

Bidraget skal indgå i den eksisterede Public service-pulje og finansiere dansk film og tv. Bidraget skal kun gælde for tjenester med en omsætning på over 30 millioner kroner.

Til gengæld har alle, som bidrager til puljen, mulighed for at søge midler til produktion af nyt dansk indhold, uanset om de hører hjemme i Danmark eller i udlandet.

Enkelt og gennemførligt – men vi bliver samtidig nødt til at opklare nogle af de misforståelser, der indgår i Danske Mediedistributører kritik af forslaget om et kulturbidrag.

1. Kulturbidraget går til en pulje, som alle kan søge fra

Danske Mediedistributører skriver, at kulturbidraget er en ”dobbelt beskatning”. Det kunne ikke være mere forkert.

Kulturbidraget er et bidrag til en fælles pulje. Alle der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og TV 2 have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt indhold.

Det vil være med til at fremtidssikre det økosystem, som finansierer dansk indhold.

2. Et konkurrencepræget marked vil holde priserne lave
Der er intet, der taler for, at kulturbidraget vil føre til, at streamingtjenesterne vil øge abonnementsprisen, som Danske Mediedistributører påstår.

Som nævnt betyder kulturbidraget, at for eksempel Netflix, Viaplay og andre selv vil kunne søge fra puljen, og dermed vil de kunne få det samme ud af kulturbidraget, som de bidrager med.

Desuden styres prispunkter primært af konkurrencesituationen, og den må siges at være benhård på det danske marked for streamingtjenester.

3. Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion

Danske Mediedistributører kritiserer kulturbidraget for ikke at løse udfordringen med faldende annonceomsætning hos danske virksomheder.

Vi har aldrig påstået, at kulturbidraget løste det problem. Det er en trussel skabt af store internationale virksomheder som Google og Facebooks indtog på det danske marked.

Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion mod truslen fra internationale streaminggiganter, og den model udelukker jo ikke andre løsninger, der kan sikre danske mediers annonceomsætning.

Debatten om dansk indholdsproduktion er vigtig. Vi bør sammen finde konstruktive løsninger.

Vi har fremlagt vores og tager gerne debatten. Men man bliver nødt til at pege på løsninger.

Det mangler Danske Mediedistributører at gøre.

Create Denmark er et godt svar på et svært spørgsmål

Leder i magasinet Sceneliv #5 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner
For fire år siden skabte skuespillerforbundet sammen med blandt andet dramatikerne og filminstruktørerne Create Denmark. Missionen var, at få lavet nogle ordentlige rammeaftaler med de streamingtjenester, som i stigende omfang er kommet til vores del af verden for at producere.

’The Rain’ var den første store danske produktion lavet til streaming. Det var fantastisk og starten på et nyt i eventyr, som næsten kan sammenlignes med den store guldfeber i USA i slutningen af forrige århundrede. Pludselig så det ud, som om det væltede ind med arbejde og projekter – og det gør det fortsat.

Problemet var bare, at der ikke fandtes en overenskomst eller en rammeaftale på området, og amerikanerne kom med en kultur, som ikke anerkendte den skandinaviske rettighedsmodel. De danske producenter så også nogle fordele ved at gå efter en ”buy out-model”, hvor kunstnerne afgiver deres rettigheder mod en engangsbetaling.

Det blev starten på en slags religionskrig, hvor vi længe stod i hver vores skyttegrav. Men her fire år senere ser det ikke så skidt ud endda. For i den tid har Create Denmark været involveret i over 30 aftaler med 30 forskellige produktioner. Tredive! Det tør jeg godt kalde en succes.

Det betyder overhovedet ikke, at vi er i mål, men det viser, at vi er lykkedes med at etablere Create Denmark som institution og som en reel forhandlingspartner. Og der er ingen tvivl om, at vi har forhandlet langt bedre aftaler, end vi havde kunnet uden samarbejdet.

Der er ikke længere nogen producenter, der ikke anerkender Creates eksistens. I dag er det blevet standardprocedure, at man henvender sig til Create Denmark, når man vil indlede forhandlinger om rettighedsbetaling. Også selv om vores medlemmer stadig ind imellem bliver belært om, hvor pissebesværligt og gammelkommunistisk det er, når vi kunstnere holder på vores rettigheder.

Og ja, det er besværligt! Men, tænker jeg, når vi vækker så meget harme bare ved at udføre det arbejde, vi er sat i verden for, så er det vel, fordi vi kradser det rigtige sted. Til gengæld kradser vi ansvarligt. For vi ved jo godt, at producenterne og udbyderne er vigtige arbejdsgivere for vores medlemmer.

Til dato har vores forhandlinger heller ikke givet anledning til en eneste lukket produktion. For vores modparter forstår også godt, hvor vi kommer fra med vores krav. Men alligevel kan vi stadig ikke blive enige om at lægge snittet til en egentlig rammeaftale.

Det handler blandt andet om, at der er et nyt EU-direktiv om rettigheder på vej, som vi endnu ikke aner, hvordan bliver implementeret. Det handler også om, at vi hellere vil undvære en aftale, end vi vil have en aftale, som udfordrer de producenter, der allerede producerer i Danmark og til andre platforme – og dermed underminerer hele rettighedsmodellen. Endelig vil vi ikke acceptere en aftale, som forringer vores medlemmers økonomi.

Alligevel er Create Denmark, og den kamp vi valgte at tage sammen, godt på vej. Relationerne er et godt sted, og vi har et positivt samarbejde med Producentforeningen. Det har vi også mærket under Coronakrisen, hvor vi i fællesskab har arbejdet for at undgå økonomisk ruin for både producenterne og medlemmerne her i butikken.

Det samarbejde skal fremover danne grundlag for, at vi kan bevare det tårnhøje kvalitetsniveau, vi har herhjemme. Dansk indhold og produktioner kommer ikke af sig selv. De skal have et gunstigt miljø at spire i, og det har de med den danske rettighedsmodel.

Gud bevare den danske rettighedsmodel … og Create Denmark!

 

Lad os grine, græde og blive klogere sammen

Leder i magasinet Sceneliv #4 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner

Normalt holder vi Dansk Skuespillerforbunds generalforsamling og fest inden vi går på sommerferie. Men intet er normalt længere. Faktisk tror jeg, det er første gang i vores historie, at vi har været nødt til at udsætte generalforsamlingen. Og vi ved ikke engang præcis, hvordan vi må holde den – MEN vi ved, at den bliver til noget, og hvor vi skal mødes! Og I skal også nok få at vide, om vi skal have masker på, og om vi eventuelt er nødt til at lukke lidt tidligere.

Men hvad er status ellers lige nu? Det har været nogle sindssyge måneder både for jer og for os her på Tagensvej, hvor vi har kæmpet med at samle en af de hårdest ramte brancher op fra en blodbestænkt boksering. Samtidig har vi knoklet for at hjælpe jer medlemmer.

Det har været en vild, men også opløftende proces at bygge bro mellem politikerne, branchen og vores medlemmer. Og I har været megaseje. Alle har kunnet se, hvordan I har spredt mod og glæde på de sociale medier, på altaner og pladser. Og det har i den grad været med til at holde humøret oppe i hele Danmark og ikke mindst her i sekretariatet.

Mod har vi også brug for nu, hvor der igen er gang i hverdagen. Der prøves, filmes, spilles, danses og synges igen, selvom ingen af os ved, hvordan verden ser ud om nogle uger. Der er fortsat restriktioner på vores måde at være sammen på, som betyder, at teatre og tv- og filmproducenter er udfordrede på økonomien – og det smitter af på os. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst hjælper hinanden, når ingen kender den politiske og sundhedsfaglige udvikling. Alle har uden tvivl de bedste intentioner, men det kan være svært at finde vejen, når producenterne har brug for at tjene penge, og kunstnerne har brug for at betale husleje.

Samtidig udnytter tech-giganter som Google desværre krisen til at skamride Koda og de rettighedsbærende musikkunstnere. Det vil også gå ud over vores medlemmer på sigt, for de store medier er selvfølgelig afhængige af at kunne publicere deres produktioner. Derfor bakker vi op om Kodas kamp for kunstnerne. Det er et kæmpeslag, der skal slås på politisk niveau både herhjemme og internationalt.

Men der er flere kampe: I løbet af efteråret vil vi – igen – forsøge at få genåbnet medieforliget, så producenterne kan få mulighed for at skabe en troværdig økonomi på de fremtidige tv- og filmproduktioner. Vi venter også på undersøgelsen om det psykiske arbejdsmiljø i vores branche fra Aarhus Universitet, hvor de foreløbige resultater desværre viser, at vi har nogle problemer i branchen, som vi bliver nødt til at handle på.

På det seneste har vores branche også oplevet at blive omtalt som elitær og ligegyldig af forskellige meningsdannere, selvom intet er mere forkert. Jeg sidder for eksempel lige og hører Bent Fabricius-Bjerres livsværk på DR, der rummer den ene perle efter den anden af musik fra film og tv, som vi alle kender. Dansk indhold har aldrig været mere populært, men for nylig var der alligevel en spade i tv, der sagde, at flere vil se håndbold end teater. Så som fun fact kan jeg nævne, at der blev solgt flere teaterbilletter end billetter til Superligaen og Håndboldligaen i sidste sæson.

Jeg kunne aldrig selv finde på at sætte sport og kunst op som modsætninger. Flertallet af os elsker jo begge dele, og tilsammen binder sport og kunst os sammen, uanset om det sker på Silkeborg Stadion, i Det Kongelige Teater eller på Netflix! Kultur handler jo i bund og grund om at give alle os i hamsterhjulet håb og mening med det korte liv, vi har fået lov at låne.

Så lad os udnytte, at vi skal have generalforsamling her i efteråret. KOM 13. september – lad os mødes og tale om den fremtid, vi kigger ind i. Det er så vigtigt, det vi gør!

 

Teater, film og koncerter er ikke lig med natteliv

Af Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund og Benjamin Boe Rasmussen, formand Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Kulturmonitor.dk 9. august.

Verden er på vej tilbage fra sommerferie, og Corona-debatten er i fuld gang igen. Smittetallene går desværre i den helt forkerte retning flere steder i landet, og statsminister Mette Frederiksen har udsat 4. fase af genåbningen. For ja, vi skal stadig passe på hinanden, men vi skal også huske at debattere på det rette grundlag.

Lige nu er der fokus på genåbning af kulturlivet, og i den debat ser vi en ærgerlig tendens til, at debattører, politikere og journalister slår teater, biografer og koncerter med siddende publikum i hartkorn med nattelivets barer og diskoteker. Det mener vi i Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund er meget ærgerligt for både publikum og kulturbranchen.

Det siger sig selv, at forholdene og dermed smittefaren ved en siddende koncert og på et diskotek er vidt forskellige, og det skal der naturligvis tages højde for i en gennemtænkt og meningsfuld genåbningsproces. Vi har jo alle en fælles samfundsinteresse i at holde døren åben til alle de tilbud og aktiviteter, der ikke udgør en sundhedsrisiko.

Og netop underholdningserhvervet er simpelthen så gennemreguleret i forhold til publikumsadfærd, at vi vil vove den påstand, at det er mere sikkert at gå i biffen, i teatret eller til en siddende koncert, end det er at gå i storcenter eller byggemarked. Derfor appellerer vi til beslutningstagerne om at trække vejret, inden de lukker kulturlivet ned over en bred kam uden en reel fremtidsplan.

For selvfølgelig skal der gøres det, der skal gøres, for at inddæmme smitten. Det mål og den pligt bakker vi alle op om – men som kulturlivs repræsentanter ønsker vi at minde om, at store at dele af underholdningsbranchen længe har været i gang med at skabe de nødvendige rammer om publikums sikkerhed. Spillesteder og kunstnere har gennem krisen været kreative, dygtige og meget tålmodige.

Samtidig hungrer borgerne efter oplevelser, der giver fællesskab og mening. Det er det, som blandt andet teatrenes høje billetsalg viser os – og de oplevelser vil vi som branche selvfølgelig gerne give dem. Men kulturvirksomhederne kæmper med økonomien og mange er lukningstruede på grund af restriktionerne og har selvfølgelig fortsat brug for hjælp – men det er en anden debat.

Derfor håber vi, at politikerne – inden det næste pressemøde – kommer i hu, både at kende forskel på spillesteder/teatre /biografer og natteliv, samt, at en vigtig del af samfundet er vores kultursektor med en masse kulturarbejdere, som er i fuld gang med at tilpasse sig den nye Corona-virkelighed og gøre teatersalen, koncertsalen og biffen til et trygt sted at være. Så døm ikke kulturen ude på ubestemt tid, men lav en langsigtet plan hvor arbejdsrammer og økonomiske rammer er et reelt indsatsområde – og meld den ud meget snart.

Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Af Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller, Christina Rosendahl, instruktør og Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter. Debatindlæg i Politiken 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.
Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner. Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

Vi står i dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold. På Netflix ser man serier som ’Tiger King’, ’Stranger Things’, ’The Crown’, internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret iDanmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, ’The Rain’. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen. Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

Dansk indhold er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv. Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd’er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

Prisen for denne udvikling blev konkretiseret i analysen ’Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion’ fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR’s budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes. Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise – uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

Der er brug for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.

Post corona: tilbage til fremtiden

Leder i magasinet Sceneliv #3 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Mens I sidder og læser lederen her, skal I være opmærksomme på, at den er skrevet midt i maj.
For mig føles det lige nu lidt som at være med i en film, hvor jeg skal skrive om fremtiden, og når vi når derhen, skal vi se om det hele passer.

Eller måske er det mere som at udfylde en tipskupon, som man gjorde det i gamle dage med Tipslørdag: Leeds-Wolverhampton, et 1-tal … For lige nu er det svært at se bare nogle få dage ud i fremtiden. Verden er ikke længere den samme – og alt det på grund af en eller anden elendig kok, der glemte at koge en flagermus i Kina. Eller hvad der nu skete.

Nå, men mens disse linjer skrives, er vi fra forbundets side i dialog med Kulturministeriet. Det drejer sig om en lempelse af retningslinjerne for genåbningens 3. fase, som jo ifølge planen indbefatter kulturlivet. Så mens disse linjer læses, håber jeg, at der igen er nogle af jer medlemmer, der går til prøver på forestillinger og er ude at filme. At tandhjulene så småt er begyndt at dreje igen.

Jeg vil ikke skrive en masse her om coronavirus og politik, for det er bladet allerede fyldt med. Jeg vil hellere koncentrere mig om jer medlemmer. Vi hungrer jo alle efter at komme i gang igen, men samtidig er vi også usikre på, hvordan vi skal forholde os til netop det: at komme i gang.

For hvad med smitterisiko, smittetryk og sundhedsmyndighedernes retningslinjer? Hvordan fanden forholder vi os til at give et knus, når vi filmer, og hvordan kysser vi og slås på scenen? Hvordan kan vi i det hele taget være til stede i et prøverum sammen? Jeg håber inderligt på, at vi har fundet løsninger, der er både sikre og mulige at overholde, når bladet her lander i postkasserne.

Og hvis jeg skal sige noget som helst pænt om hele det her coronalort, så er det måske, at vi har fået et tættere samarbejde med Dansk Teater og Producentforeningen på trods af, at nogle af arbejdsgiverne har været svære at danse med under nedlukningen. Men på organisationsplan er vi i hvert fald i sync, når det kommer til de udfordringer, der er i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet.

Vi bakker alle op om, at vi skal gå på arbejde, men vi er også enige om, at det skal foregå forsvarligt, og at det er arbejdsgiverens ansvar at skabe rammerne. Så skal vi andre nok tage ja-hatten på – den hat får vi nok alle sammen brug for i den kommende tid. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi skal vænne os til nye måder at arbejde på og være sammen med publikum på.

Vi skal også være opmærksomme på nye opfindsomme tiltag fra nogle arbejdsgiveres side såsom særlige coronakontrakter og mærkelige force majeure-tiltag, som ikke nødvendigvis er rimelige eller meningsfulde. Det er klart, at når der er så meget uvished, kan der også nemt opstå nogle uhensigtsmæssige panikløsninger.

Også derfor er det vigtigt, at vi fastholder et stærkt organisatorisk samarbejde mellem os og arbejdsgiverorganisationerne, så vi i fællesskab kan holde styr på tropperne og finde løsninger som alle kan se sig selv i – og skabe en tryg og produktiv hverdag for alle.

Til dem af jer, som er ulykkelige over IKKE at skulle bekymre sig om coronasmitte lige nu, fordi I ikke har et arbejde eller har mistet det arbejde, som I skulle have lavet nu: kæmpe varme kram og tanker til jer. Vi knokler for at få hjulene i gang, så I forhåbentlig får mulighed for at indhente lidt af det tabte snarest muligt.

I læsende stund skulle vi også have haft vores generalforsamling og fest i forbundet. De er desværre også ramt af corona, så vi ses først til sensommer. Men jeg glæder mig usigeligt til at møde jer igen på en absolut analog måde.