Streaminggiganter truer dansk indhold

Af Jørgen Ramskov, Christina Rosendahl, Benjamin Boe Rasmussen og Nikolaj Scherfig
Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikere. Debatindlæg i Altinger 24. november 2020.

Danske Mediedistributører kalder film- og tv-branchens forslag om et kulturbidrag på streamingtjenesters omsætning et ”dumt selvmål”. Men de har ikke selv nogen forslag til, hvordan vi sikrer dansk indholdsproduktion.

Replik: Streaminggiganter truer dansk indhold. Lad os sammen finde en løsning, mediedistributører

Vi venter spændt på regeringens medieudspil og forhandlingerne om en ny medieaftale. Det er vigtigere end nogensinde at finde en model, der sikrer os alle fortsat adgang til masser af dansk indhold i den høje kvalitet, vi kender i dag. Det er langt fra givet.

Der sker store ændringer i både medieforbruget og i markedet, hvor en række store internationale streaminggiganter vinder frem. De er netop internationale og satser på indhold med international appel - før de satser dansk. Det vil presse finansieringen af dansk indhold.

Ros til kulturministeren
Derfor er der også god grund til at rose kulturminister Joy Mogensen, der allerede i august meddelte, at forhandlingerne om en ny medieaftale vil omhandle, hvordan de store kommercielle streamingtjenester kan bidrage økonomisk til produktion af dansk indhold.

Modellen findes allerede i en række europæiske lande - herunder store lande som Tyskland og Frankrig, og senest har Canada netop fremlagt et lovforslag, der skal sikre tjenesternes bidrag til canadisk indhold.

Det er en spændende og nødvendig debat, og selvfølgelig er der forskellige holdninger til, hvordan finansieringen af dansk indhold sikres bedst mulig.

En ærgerlig reaktion fra Danske Mediedistributører

Senest har Danske Mediedistributører i Altinget reageret på et samlet udspil fra film og tv-branchens organisationer om et kulturbidrag på syv procent af kommercielle streamingtjenesters omsætning.
Danske Mediedistributører er enige i, at finansieringsgrundlaget for dansk indhold er truet – men ender paradoksalt nok med at betegne vores forslag om et kulturbidrag som et ”dumt selvmål”.

Herefter opregner de en række katastrofescenarier for danskerne, hvis det gennemføres, uden selv at følge op med egne forslag, og uden at forholde sig til, at en række europæiske lande har indført samme model, uden de forudsagte katastrofer.

Det er ærgerligt, for debatten om dansk indholdsproduktion er enorm vigtig. Vi er enige om, at dansk indholdsproduktion er under pres, og det er en bunden opgave at sikre og beskytte dansk kultur - det kan vi ikke overlade til markedet og streamingtjenesterne.

I Danmark har vi heldigvis en solid tradition for politiske forlig, der sikrer en stærk og mangfoldig dansk indholdsproduktion - er udbuddet alene et styret af internationale tjenesters efterspørgsel, så har vi absolut ingen sikkerhed for, at indholdet afspejler vores danske virkelighed.  

Derfor bør vi alle i mediebranchen finde konstruktive løsninger og forslag til politikerne.

Kulturbidrag på syv procent

Forslaget fra en samlet film- og tv-branche vil bidrage til at fremtidssikre dansk indholdsproduktion.

Vi foreslår, at der indføres et kulturbidrag på syv procent af alle kommercielle streamingtjenesters danske omsætning.

Bidraget skal indgå i den eksisterede Public service-pulje og finansiere dansk film og tv. Bidraget skal kun gælde for tjenester med en omsætning på over 30 millioner kroner.

Til gengæld har alle, som bidrager til puljen, mulighed for at søge midler til produktion af nyt dansk indhold, uanset om de hører hjemme i Danmark eller i udlandet.

Enkelt og gennemførligt – men vi bliver samtidig nødt til at opklare nogle af de misforståelser, der indgår i Danske Mediedistributører kritik af forslaget om et kulturbidrag.

1. Kulturbidraget går til en pulje, som alle kan søge fra

Danske Mediedistributører skriver, at kulturbidraget er en ”dobbelt beskatning”. Det kunne ikke være mere forkert.

Kulturbidraget er et bidrag til en fælles pulje. Alle der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og TV 2 have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt indhold.

Det vil være med til at fremtidssikre det økosystem, som finansierer dansk indhold.

2. Et konkurrencepræget marked vil holde priserne lave
Der er intet, der taler for, at kulturbidraget vil føre til, at streamingtjenesterne vil øge abonnementsprisen, som Danske Mediedistributører påstår.

Som nævnt betyder kulturbidraget, at for eksempel Netflix, Viaplay og andre selv vil kunne søge fra puljen, og dermed vil de kunne få det samme ud af kulturbidraget, som de bidrager med.

Desuden styres prispunkter primært af konkurrencesituationen, og den må siges at være benhård på det danske marked for streamingtjenester.

3. Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion

Danske Mediedistributører kritiserer kulturbidraget for ikke at løse udfordringen med faldende annonceomsætning hos danske virksomheder.

Vi har aldrig påstået, at kulturbidraget løste det problem. Det er en trussel skabt af store internationale virksomheder som Google og Facebooks indtog på det danske marked.

Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion mod truslen fra internationale streaminggiganter, og den model udelukker jo ikke andre løsninger, der kan sikre danske mediers annonceomsætning.

Debatten om dansk indholdsproduktion er vigtig. Vi bør sammen finde konstruktive løsninger.

Vi har fremlagt vores og tager gerne debatten. Men man bliver nødt til at pege på løsninger.

Det mangler Danske Mediedistributører at gøre.

Create Denmark er et godt svar på et svært spørgsmål

Leder i magasinet Sceneliv #5 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner
For fire år siden skabte skuespillerforbundet sammen med blandt andet dramatikerne og filminstruktørerne Create Denmark. Missionen var, at få lavet nogle ordentlige rammeaftaler med de streamingtjenester, som i stigende omfang er kommet til vores del af verden for at producere.

’The Rain’ var den første store danske produktion lavet til streaming. Det var fantastisk og starten på et nyt i eventyr, som næsten kan sammenlignes med den store guldfeber i USA i slutningen af forrige århundrede. Pludselig så det ud, som om det væltede ind med arbejde og projekter – og det gør det fortsat.

Problemet var bare, at der ikke fandtes en overenskomst eller en rammeaftale på området, og amerikanerne kom med en kultur, som ikke anerkendte den skandinaviske rettighedsmodel. De danske producenter så også nogle fordele ved at gå efter en ”buy out-model”, hvor kunstnerne afgiver deres rettigheder mod en engangsbetaling.

Det blev starten på en slags religionskrig, hvor vi længe stod i hver vores skyttegrav. Men her fire år senere ser det ikke så skidt ud endda. For i den tid har Create Denmark været involveret i over 30 aftaler med 30 forskellige produktioner. Tredive! Det tør jeg godt kalde en succes.

Det betyder overhovedet ikke, at vi er i mål, men det viser, at vi er lykkedes med at etablere Create Denmark som institution og som en reel forhandlingspartner. Og der er ingen tvivl om, at vi har forhandlet langt bedre aftaler, end vi havde kunnet uden samarbejdet.

Der er ikke længere nogen producenter, der ikke anerkender Creates eksistens. I dag er det blevet standardprocedure, at man henvender sig til Create Denmark, når man vil indlede forhandlinger om rettighedsbetaling. Også selv om vores medlemmer stadig ind imellem bliver belært om, hvor pissebesværligt og gammelkommunistisk det er, når vi kunstnere holder på vores rettigheder.

Og ja, det er besværligt! Men, tænker jeg, når vi vækker så meget harme bare ved at udføre det arbejde, vi er sat i verden for, så er det vel, fordi vi kradser det rigtige sted. Til gengæld kradser vi ansvarligt. For vi ved jo godt, at producenterne og udbyderne er vigtige arbejdsgivere for vores medlemmer.

Til dato har vores forhandlinger heller ikke givet anledning til en eneste lukket produktion. For vores modparter forstår også godt, hvor vi kommer fra med vores krav. Men alligevel kan vi stadig ikke blive enige om at lægge snittet til en egentlig rammeaftale.

Det handler blandt andet om, at der er et nyt EU-direktiv om rettigheder på vej, som vi endnu ikke aner, hvordan bliver implementeret. Det handler også om, at vi hellere vil undvære en aftale, end vi vil have en aftale, som udfordrer de producenter, der allerede producerer i Danmark og til andre platforme – og dermed underminerer hele rettighedsmodellen. Endelig vil vi ikke acceptere en aftale, som forringer vores medlemmers økonomi.

Alligevel er Create Denmark, og den kamp vi valgte at tage sammen, godt på vej. Relationerne er et godt sted, og vi har et positivt samarbejde med Producentforeningen. Det har vi også mærket under Coronakrisen, hvor vi i fællesskab har arbejdet for at undgå økonomisk ruin for både producenterne og medlemmerne her i butikken.

Det samarbejde skal fremover danne grundlag for, at vi kan bevare det tårnhøje kvalitetsniveau, vi har herhjemme. Dansk indhold og produktioner kommer ikke af sig selv. De skal have et gunstigt miljø at spire i, og det har de med den danske rettighedsmodel.

Gud bevare den danske rettighedsmodel … og Create Denmark!

 

Lad os grine, græde og blive klogere sammen

Leder i magasinet Sceneliv #4 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner

Normalt holder vi Dansk Skuespillerforbunds generalforsamling og fest inden vi går på sommerferie. Men intet er normalt længere. Faktisk tror jeg, det er første gang i vores historie, at vi har været nødt til at udsætte generalforsamlingen. Og vi ved ikke engang præcis, hvordan vi må holde den – MEN vi ved, at den bliver til noget, og hvor vi skal mødes! Og I skal også nok få at vide, om vi skal have masker på, og om vi eventuelt er nødt til at lukke lidt tidligere.

Men hvad er status ellers lige nu? Det har været nogle sindssyge måneder både for jer og for os her på Tagensvej, hvor vi har kæmpet med at samle en af de hårdest ramte brancher op fra en blodbestænkt boksering. Samtidig har vi knoklet for at hjælpe jer medlemmer.

Det har været en vild, men også opløftende proces at bygge bro mellem politikerne, branchen og vores medlemmer. Og I har været megaseje. Alle har kunnet se, hvordan I har spredt mod og glæde på de sociale medier, på altaner og pladser. Og det har i den grad været med til at holde humøret oppe i hele Danmark og ikke mindst her i sekretariatet.

Mod har vi også brug for nu, hvor der igen er gang i hverdagen. Der prøves, filmes, spilles, danses og synges igen, selvom ingen af os ved, hvordan verden ser ud om nogle uger. Der er fortsat restriktioner på vores måde at være sammen på, som betyder, at teatre og tv- og filmproducenter er udfordrede på økonomien – og det smitter af på os. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst hjælper hinanden, når ingen kender den politiske og sundhedsfaglige udvikling. Alle har uden tvivl de bedste intentioner, men det kan være svært at finde vejen, når producenterne har brug for at tjene penge, og kunstnerne har brug for at betale husleje.

Samtidig udnytter tech-giganter som Google desværre krisen til at skamride Koda og de rettighedsbærende musikkunstnere. Det vil også gå ud over vores medlemmer på sigt, for de store medier er selvfølgelig afhængige af at kunne publicere deres produktioner. Derfor bakker vi op om Kodas kamp for kunstnerne. Det er et kæmpeslag, der skal slås på politisk niveau både herhjemme og internationalt.

Men der er flere kampe: I løbet af efteråret vil vi – igen – forsøge at få genåbnet medieforliget, så producenterne kan få mulighed for at skabe en troværdig økonomi på de fremtidige tv- og filmproduktioner. Vi venter også på undersøgelsen om det psykiske arbejdsmiljø i vores branche fra Aarhus Universitet, hvor de foreløbige resultater desværre viser, at vi har nogle problemer i branchen, som vi bliver nødt til at handle på.

På det seneste har vores branche også oplevet at blive omtalt som elitær og ligegyldig af forskellige meningsdannere, selvom intet er mere forkert. Jeg sidder for eksempel lige og hører Bent Fabricius-Bjerres livsværk på DR, der rummer den ene perle efter den anden af musik fra film og tv, som vi alle kender. Dansk indhold har aldrig været mere populært, men for nylig var der alligevel en spade i tv, der sagde, at flere vil se håndbold end teater. Så som fun fact kan jeg nævne, at der blev solgt flere teaterbilletter end billetter til Superligaen og Håndboldligaen i sidste sæson.

Jeg kunne aldrig selv finde på at sætte sport og kunst op som modsætninger. Flertallet af os elsker jo begge dele, og tilsammen binder sport og kunst os sammen, uanset om det sker på Silkeborg Stadion, i Det Kongelige Teater eller på Netflix! Kultur handler jo i bund og grund om at give alle os i hamsterhjulet håb og mening med det korte liv, vi har fået lov at låne.

Så lad os udnytte, at vi skal have generalforsamling her i efteråret. KOM 13. september – lad os mødes og tale om den fremtid, vi kigger ind i. Det er så vigtigt, det vi gør!

 

Teater, film og koncerter er ikke lig med natteliv

Af Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund og Benjamin Boe Rasmussen, formand Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Kulturmonitor.dk 9. august.

Verden er på vej tilbage fra sommerferie, og Corona-debatten er i fuld gang igen. Smittetallene går desværre i den helt forkerte retning flere steder i landet, og statsminister Mette Frederiksen har udsat 4. fase af genåbningen. For ja, vi skal stadig passe på hinanden, men vi skal også huske at debattere på det rette grundlag.

Lige nu er der fokus på genåbning af kulturlivet, og i den debat ser vi en ærgerlig tendens til, at debattører, politikere og journalister slår teater, biografer og koncerter med siddende publikum i hartkorn med nattelivets barer og diskoteker. Det mener vi i Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund er meget ærgerligt for både publikum og kulturbranchen.

Det siger sig selv, at forholdene og dermed smittefaren ved en siddende koncert og på et diskotek er vidt forskellige, og det skal der naturligvis tages højde for i en gennemtænkt og meningsfuld genåbningsproces. Vi har jo alle en fælles samfundsinteresse i at holde døren åben til alle de tilbud og aktiviteter, der ikke udgør en sundhedsrisiko.

Og netop underholdningserhvervet er simpelthen så gennemreguleret i forhold til publikumsadfærd, at vi vil vove den påstand, at det er mere sikkert at gå i biffen, i teatret eller til en siddende koncert, end det er at gå i storcenter eller byggemarked. Derfor appellerer vi til beslutningstagerne om at trække vejret, inden de lukker kulturlivet ned over en bred kam uden en reel fremtidsplan.

For selvfølgelig skal der gøres det, der skal gøres, for at inddæmme smitten. Det mål og den pligt bakker vi alle op om – men som kulturlivs repræsentanter ønsker vi at minde om, at store at dele af underholdningsbranchen længe har været i gang med at skabe de nødvendige rammer om publikums sikkerhed. Spillesteder og kunstnere har gennem krisen været kreative, dygtige og meget tålmodige.

Samtidig hungrer borgerne efter oplevelser, der giver fællesskab og mening. Det er det, som blandt andet teatrenes høje billetsalg viser os – og de oplevelser vil vi som branche selvfølgelig gerne give dem. Men kulturvirksomhederne kæmper med økonomien og mange er lukningstruede på grund af restriktionerne og har selvfølgelig fortsat brug for hjælp – men det er en anden debat.

Derfor håber vi, at politikerne – inden det næste pressemøde – kommer i hu, både at kende forskel på spillesteder/teatre /biografer og natteliv, samt, at en vigtig del af samfundet er vores kultursektor med en masse kulturarbejdere, som er i fuld gang med at tilpasse sig den nye Corona-virkelighed og gøre teatersalen, koncertsalen og biffen til et trygt sted at være. Så døm ikke kulturen ude på ubestemt tid, men lav en langsigtet plan hvor arbejdsrammer og økonomiske rammer er et reelt indsatsområde – og meld den ud meget snart.

Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Af Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller, Christina Rosendahl, instruktør og Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter. Debatindlæg i Politiken 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.
Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner. Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

Vi står i dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold. På Netflix ser man serier som ’Tiger King’, ’Stranger Things’, ’The Crown’, internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret iDanmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, ’The Rain’. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen. Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

Dansk indhold er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv. Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd’er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

Prisen for denne udvikling blev konkretiseret i analysen ’Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion’ fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR’s budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes. Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise – uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

Der er brug for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.

Post corona: tilbage til fremtiden

Leder i magasinet Sceneliv #3 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Mens I sidder og læser lederen her, skal I være opmærksomme på, at den er skrevet midt i maj.
For mig føles det lige nu lidt som at være med i en film, hvor jeg skal skrive om fremtiden, og når vi når derhen, skal vi se om det hele passer.

Eller måske er det mere som at udfylde en tipskupon, som man gjorde det i gamle dage med Tipslørdag: Leeds-Wolverhampton, et 1-tal … For lige nu er det svært at se bare nogle få dage ud i fremtiden. Verden er ikke længere den samme – og alt det på grund af en eller anden elendig kok, der glemte at koge en flagermus i Kina. Eller hvad der nu skete.

Nå, men mens disse linjer skrives, er vi fra forbundets side i dialog med Kulturministeriet. Det drejer sig om en lempelse af retningslinjerne for genåbningens 3. fase, som jo ifølge planen indbefatter kulturlivet. Så mens disse linjer læses, håber jeg, at der igen er nogle af jer medlemmer, der går til prøver på forestillinger og er ude at filme. At tandhjulene så småt er begyndt at dreje igen.

Jeg vil ikke skrive en masse her om coronavirus og politik, for det er bladet allerede fyldt med. Jeg vil hellere koncentrere mig om jer medlemmer. Vi hungrer jo alle efter at komme i gang igen, men samtidig er vi også usikre på, hvordan vi skal forholde os til netop det: at komme i gang.

For hvad med smitterisiko, smittetryk og sundhedsmyndighedernes retningslinjer? Hvordan fanden forholder vi os til at give et knus, når vi filmer, og hvordan kysser vi og slås på scenen? Hvordan kan vi i det hele taget være til stede i et prøverum sammen? Jeg håber inderligt på, at vi har fundet løsninger, der er både sikre og mulige at overholde, når bladet her lander i postkasserne.

Og hvis jeg skal sige noget som helst pænt om hele det her coronalort, så er det måske, at vi har fået et tættere samarbejde med Dansk Teater og Producentforeningen på trods af, at nogle af arbejdsgiverne har været svære at danse med under nedlukningen. Men på organisationsplan er vi i hvert fald i sync, når det kommer til de udfordringer, der er i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet.

Vi bakker alle op om, at vi skal gå på arbejde, men vi er også enige om, at det skal foregå forsvarligt, og at det er arbejdsgiverens ansvar at skabe rammerne. Så skal vi andre nok tage ja-hatten på – den hat får vi nok alle sammen brug for i den kommende tid. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi skal vænne os til nye måder at arbejde på og være sammen med publikum på.

Vi skal også være opmærksomme på nye opfindsomme tiltag fra nogle arbejdsgiveres side såsom særlige coronakontrakter og mærkelige force majeure-tiltag, som ikke nødvendigvis er rimelige eller meningsfulde. Det er klart, at når der er så meget uvished, kan der også nemt opstå nogle uhensigtsmæssige panikløsninger.

Også derfor er det vigtigt, at vi fastholder et stærkt organisatorisk samarbejde mellem os og arbejdsgiverorganisationerne, så vi i fællesskab kan holde styr på tropperne og finde løsninger som alle kan se sig selv i – og skabe en tryg og produktiv hverdag for alle.

Til dem af jer, som er ulykkelige over IKKE at skulle bekymre sig om coronasmitte lige nu, fordi I ikke har et arbejde eller har mistet det arbejde, som I skulle have lavet nu: kæmpe varme kram og tanker til jer. Vi knokler for at få hjulene i gang, så I forhåbentlig får mulighed for at indhente lidt af det tabte snarest muligt.

I læsende stund skulle vi også have haft vores generalforsamling og fest i forbundet. De er desværre også ramt af corona, så vi ses først til sensommer. Men jeg glæder mig usigeligt til at møde jer igen på en absolut analog måde.