Skuespillere, sportsudøvere, journalister, artister og musikere går sammen om kampagne mod hadbeskeder

Pressemeddelelse udsendt 9. nov. 2022 af Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Håndbold Spiller Foreningen, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Spillerforeningen.

Man må aldrig frygte at åbne sin indbakke efter en udsendelse, en koncert, en optræden eller en sportspræstation. Derfor går seks forbund nu i kamp mod hadbeskeder.

Du er netop færdig på skærmen. Har forladt banen. Trådt ned fra scenen. Paraderne er nede, du har præsteret, givet dit bedste, og kan nu puste ud. Men så. Ding, ding lyder det fra din telefon. Ikke en besked fra en god ven eller et familiemedlem. Men en ondskabsfuld besked fra en person, du aldrig har mødt, sender dig til tælling med en mavepuster.

’Jeg håber at møde dig på et tidspunkt, hvor du er isoleret og helt alene.’

’Havde det været for 100 år siden, så var du blevet hængt på stedet.’

’Fuck dig. Jeg vil dræbe dig. Dig og din familie.’

Den slags beskeder er blevet hverdag for journalister, musikere, skuespillere og sportsudøvere. Beskeder, hvis kendte, barske konsekvenser kan være et højt psykisk stressniveau eller psykiske traumer som PTSD, angst og frygt for ens liv eller sine nærmestes.

De får hadbeskederne, fordi de går på arbejde. Og de opfatter dem i stigende grad som en del af jobbet. Det er de ikke. Ingen mennesker fortjener – eller skal acceptere – at opleve mental mistrivsel, fordi de passer deres arbejde. Derfor har Spillerforeningen, Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musiker Forbund og Håndbold Spiller Foreningen netop lanceret en fælles kampagne, der skal sætte fokus på hadbeskeder. 

Hadsk og usaglig tone

De seks forbund er alle afsendere på en kampagnevideo, hvor blandt andre skuespiller Jakob Fauerby optræder. Han har lidt for ofte oplevet hadbeskeder i sin indbakke.

- Jeg tror ikke, alle tænker over, at der i den anden ende af hadbeskederne er et rigtigt menneske.
De fleste mennesker ønsker jo ikke at være onde. De tænker sig simpelthen bare ikke om. Det vil jeg gerne være med til sætte fokus på.

Samme holdning har FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko.

- Jeg mener, at tonen er alt for hadsk og usaglig. I stedet for at anerkende, bygge broer, løfte hinanden op i fællesskaber, så har man en tendens til at skulle ud med sine negative ytringer på SoMe.

Derfor er opfordringen også klar fra fodboldspilleren med ukrainske rødder:

- Hold negativiteten indenfor jeres eget hjem. Tænk, før I skriver, og tænk jer til, om I mon ville sige det ansigt til ansigt.

Han bakkes op af Kathrine Heindahl, der lige nu er med det danske kvindelandshold i håndbold til EM, og som tidligere i karrieren har været udsat for hadbeskeder.

- Det er vigtigt at lave et statement om, at nok er nok, og at vi står sammen og beskytter hinanden på tværs af erhverv. Jeg håber, at det kan sætte fokus på, at vi ønsker at udleve vores drøm og passion, men at vi også er helt almindelige mennesker, der kan blive følelsesmæssigt påvirket, når så hårde ord rammer ens private indbakke. Jeg håber, at kampagnen kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de trykker ‘send’.

Spolerer den offentlige debat

De mange hadbeskeder, som fyger af sted online, kan udover store, mentale konsekvenser også gøre debatten fattigere.
 
- Allerede nu er der mange mennesker, der ikke der ikke tør deltage i den offentlige debat på grund af tonen. Det gør, at den demokratiske samtale bliver fattigere og i sidste ende mere polariseret, og det er farligt.
 
- Alle skal kunne udføre deres arbejde uden at være bange for at åbne deres telefon. Uenighed er smuk, det kan vi alle blive klogere af. Men ingen er blevet klogere af at blive mødt med had og sproglig vold, siger Jakob Fauerby.

Musikeren Shaka Loveless ser også en stor udfordring i den selvcensur, som kan blive en konsekvens af hadbeskeder.

- Internethate er både et samfundsmæssigt problem, da det rammer den demokratiske samtale og folks muligheder for at gøre deres arbejde. Derudover er det et kæmpe problem for den enkelte, der bliver ramt. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvor ødelæggende det kan være for for eksempel et ungt menneske, der lever en meget stor del af sit liv online. På nettet kan du ikke bare vende dig om og gå, siger Shaka Loveless.

Han har selv været forskånet for voldsomme hadbeskeder, men netop derfor synes han, det er vigtigt at stå op for sin kolleger.

- Jeg har været så heldig ikke at have oplevet det store, når det kommer til hate på nettet. Netop derfor synes jeg, det er vigtigt at støtte op som en ally. Bare fordi, at jeg ikke selv har oplevet det værste, betyder det ikke, at jeg ikke føler et ansvar for bedre trivsel på nettet - tværtimod.

Link til Youtubevideo.

 

 

Sammenhold & solidaritet giver et stærkt forbund

Leder i magasinet Sceneliv #5 2022
Benjamin Boe Rasmussen


Som jeg skriver disse linjer, har vi netop uddelt rettighedsmidlerne gennem Filmex til alle jer medlemmer. Samtidigt er vi midt i den største storm, forbundet har oplevet i de 10 år, jeg har været tilknyttet bestyrelsen og været formand. Udbetalingerne og stormen hænger selvfølgelig tæt sammen, for hvis ikke andre før nutidens forbund havde kæmpet for ophavsretten og den danske rettighedsmodel, havde vi ikke kunnet sende pengene ud. Den betaling, der er en del af lønnen for jeres medvirken i at gøre dansk film og tv til den internationale succes, som det er.  

Kunst er også arbejde

Alle organisationer i Create Denmark er under et gigantisk pres udefra. Nye teknologier og nye måder at formidle på kræver, at vi konstant skal være klar til at kigge på, hvordan vi taler om rettigheder og den danske rettighedsmodel. Og som den seneste tid har vist, udmønter presset sig også i en reel trussel mod vores og andre kunstneres levebrød. Derfor betyder dette års Filmex-udbetaling meget mere for mig. Den er et håndfast bevis på, hvad vi kæmper for: Nemlig retten til en ordentlig betaling for vores arbejde. For det er kunst jo også – et arbejde, hvor lønnen skal få familiens husholdning til at hænge sammen.

Det er også i Filmex-dagene, jeg er ekstra stolt over både sekretariatet og jer medlemmer. Sekretariatet, fordi de har knoklet med at få de rigtige beløb ud til de rigtige rettighedshavere, så de ved frokostbordet ligner nogen, der har løbet et firdobbelt maraton. Og medlemmerne, fordi jeg oplever ægte sammenhold, solidaritet og taknemmelighed. Vi har ligefrem medlemmer, som kommer ind med blomster og gaver til personalet.

Så når nogen spørger mig, hvad der får mig til at stå oprejst i stormen, så er det svaret – medlemmerne og kollegerne. Og historien om den danske rettighedsmodel – at ophavsret og overenskomster også er kulturpolitik. Og at opskriften, hvor en del af betalingen for vores arbejde falder på et senere tidspunkt, gør det muligt at producere langt mere, end Danmarks lille sprogområde berettiger til – og dermed skaber mere arbejde til os selv. Populært sagt betyder det, at man får vores arbejde på afbetaling – afhængig af værkets succes.

Et bredt forbund

Balladen om Producentforeningsaftalen om streaming har også været vigtig for mig, for jeg har i den grad oplevet, hvor blandet medlemsskaren er, og hvor forskelligartede jeres holdninger er. Vi skal være et forbund for jer alle – og I skal alle kunne se jer selv i forbundet. Derfor er det vigtigt at være lydhøre også overfor jer, som stiller kritiske spørgsmål til vores håndtering af situationen. Men selv om det har været nogle tunge år med både corona og streamingaftale, er jeg glad ind i knoglerne over at være jeres formand. For når lokummet brænder, rykker vi sammen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har opbakning til at kæmpe for vores ret til en fair betaling for vores arbejde. Både fra jer, der står øverst på plakaten, og os der fylder resten af rollelisten op.  når jeg smider mine trætte stænger op i sofaen om aftenen. Vi har verdens bedste job, og som fagforening for næsten alle professionelle skuespillere, operasangere, musicalperformere, dansere og koreografer i Danmark er det vores pligt at sørge for ordnede og bæredygtige arbejdsforhold. Skal vi fortsat stå stærkt, er vores sammenhold centralt. Det sammenhold giver mig kraft til at tackle de udfordringer, der tårner sig op.

Medlemmerne undgår momspligten – men kulturen står stadig som taberen

Første sværdslag vandt vi – det bliver ikke jer udøvende kunstnere, der skal bakse med cvr-numre, momsregnskaber og afregning. Til gengæld vil politikerne nu placere momspligten på forvaltningsorganisationerne, hvilket desværre blot flytter problemet fra ét hjørne af kulturen til et andet. Derfor kæmper vi i forbundet videre! Her får du en opdatering på, hvor sagen står lige nu.


Indrømmet, det virker fuldstændig vanvittigt, at vi som udøvende kunstnere – efter snart to år med corona og tilhørende nedlukninger af kulturlivet – igen skal holde for. Men som lovforslaget om kulturmomsen står skrevet lige nu, med håndslag fra et flertal i folketinget, så er det vores branche, der får regningen for lejen af et fængsel i Kosovo.

Helt grotesk!


For det er ikke kun os kunstnere, der taber. Det bliver hele den danske public service. Den public service, som vi bryster os af i udlandet og får tårer i øjnene over, når vi holder skåltaler – men som åbenbart er knap så vigtig, når det handler om penge.

Medlemmerne slipper for momsen

I første ombæring var der lagt op til, at momsen ville blive pålagt den enkelte kunstners rettigheder – at I, kære medlemmer, ville skulle fungere som en cvr-registreret virksomhed og selv sidde og rode med momsregnskaber og afregning med staten. Det fik vi heldigvis afværget. Så langt, så godt. Eller skidt.

For i løbet af en mørk decembernat flyttede politikerne rettighedsmomsen over til forvaltningsorganisationerne – og det kan godt være, at det er en anden kasse, men resultatet bliver uden tvivl det samme: Kulturen skal endnu engang betale regningen!

Naive regnestykker

For moms på kulturens rettigheder vil altid betyde, at kulturen bliver dyrere – og så vil der være færre kunder. Enhver kan sige sig selv, at tv-pakkerne bliver dyrere, når der skal betales mere for de enkelte programmer, og når de i forvejen meget dyre tv-pakker stiger i pris, vil der være flere, der siger deres abonnement op.

Alligevel arbejder man på Christiansborg med regnestykker, der tager udgangspunkt i, at man kan hæve priserne uden en nedgang i abonnenttallet. Det er, mener vi, en naiv tilgang – særligt i en virkelighed, hvor man bare kan streame det hele hos de udenlandske streaminggiganter.

Kampen er ikke slut

I sidste ende betyder det, at der kommer færre penge ind i det kulturelle kredsløb. Færre penge til Filmex, færre penge til medlemmerne, færre penge til producenterne, færre penge til produktioner. Og dermed færre opgaver til jer. Kan du se den nedadgående spiral? Det kan vi – og vi kæmper videre for, at også de med magten kommer til at kunne se hele billedet.

For selv om en flertal rundt om regeringen har givet hinanden håndslag på, at pengene til leje af det famøse fængsel i Kosovo skal hentes i vores coronaslunkne lommer, så er kampen ikke slut endnu. Ikke før det sidste punktum er sat og den sidste stemme er afgivet!

Streamingtjenesterne udhuler den danske rettighedsmodel

Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund og Jakob Fauerby, næstformand i Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 17. november 2021.

Sammen med Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere foreslår vi, at streamingtjenester skal pålægges at betale et kulturbidrag på syv procent af deres omsætning, som skal gå til dansk indholdsproduktion, skriver Benjamin Boe Rasmussen og Jakob Fauerby.

Vi var noget chokerede, da Danmarks Radio i slutningen af august meddelte, at de efter tre års arbejde, og blot få måneder før optagelserne skulle begynde, valgte at lægge den milliondyre dramaserie om Leonora Christina Ulfeldt ned på ubestemt tid.

Baggrunden – som vi forstår det – var, at der er et massivt udbud på fiktionsmarkedet i øjeblikket, så DR's
produktion var kommet i modvind.

Når der er høj efterspørgsel globalt på tv-fiktion, giver det prisstigninger i hele produktionsapparatet og kombineret med en konkurrence om, hvem der kan få de bedste og mest erfarne produktionsledere, kan DR åbenbart ikke følge med. Sådan lød forklaringen fra DR's side.

Vi har bemærket, at flere medier mener, at nedlukningen af DR-serien også skyldes inkompetence og dårlig budgetstyring, men uanset hvad er der ingen tvivl om, at både tv- og filmbranchen herhjemme er presset.

Presset kommer særligt fra internationale streamingtjenester som Netflix, HBO, Disney+ og Amazon Prime, der alle er begyndt at poste enorme summer i produktionen af originalt indhold i Norden og i Danmark. Inden vi når nytår, vil danskerne være præsenteret for tre nye danske tv-serier, produceret af henholdsvis HBO og Netflix.

Det kulturelle kredsløb
Vi ved, at der er flere på vej – ikke kun fra HBO og Netflix, men også fra Disney+ og Amazon Prime, der begge har annonceret, at de satser på at producere indhold specifikt i Norden.

Selvfølgeligt er det positivt, at de internationale streamingtjenester viser meget stor interesse for at producere dansk indhold, da det er en cadeau til niveauet af tv- og filmskabere herhjemme.

Det mener vi ikke blot som skuespillere. Producenterne er enige med os: Jørgen Ramskov, der er direktør i Producentforeningen, er meget klar om, at det giver mulighed for, at vi får fortalt vores historier til et stort publikum ude i verden og samtidig får sat flere skuespillere, manuskriptforfattere, producenter og instruktører i arbejde.

Producenterne rejser dog også det flag, at den øgede interesse giver udfordringer i branchen, da det er vanskeligt at finde nok kvalificerede hænder til at løfte de mange nye opgaver. Og det er på den korte bane.

På den lange bane står den danske tv- og filmbranche over for nogle større problemer, hvis ikke vi får tæmmet streaminggtjenesterne. Store budgetter og en høj grad af frihed lyder tillokkende for mange producenter, men det udhuler på sigt den danske rettighedsmodel og det kulturelle kredsløb.

Internationale streamingtjenesters frikøbsmodel
Kredsløbet er enkelt: Producenter som for eksempel DR eller Zentropa betaler et relativt lille beløb til produktionsholdet og de medvirkende skuespillere for deres arbejde. Når tv-serien eller filmen bliver vist i biografen eller sendt – og genudsendt – på tv, får de ansatte på produktionen en supplerende betaling: betaling for deres rettigheder.

I bund og grund er der tale om en risikodeling mellem alle aktører: producenter, forfattere, skuespillere og så videre. Vi deler upsides og downsides.

Det danske kulturelle kredsløb forvaltes af Copydan Verdens TV, som opkræver betalinger hos de pågældende distributører og derefter udbetaler pengene til de respektive forbund, som endeligt sørger for at betale den enkelte rettighedshaver.

For os som skuespillere betyder det, at producenterne skal have relativt færre penge op af lommerne, når de skal realisere en film eller tv-serie, så der er ikke så langt fra tanke til handling i den danske film- og tv-branche.

Når HBO, Netflix og andre internationale streamingtjenester laver kontrakter med produktionsselskaber i Danmark, er det typisk gennem en såkaldt frikøbsmodel. Det betyder, at de up front betaler et engangsbeløb til producenten, skuespillerne, instruktøren og forfatteren. Der er ikke betaling for rettigheder derefter.

Det sætter en barriere for, hvor meget dansk indhold vi kan få produceret.

I Danmark har vi altid været optaget af at sikre, at vi i et lille land som Danmark kan producere så meget dansksproget indhold, der afspejler vores kultur, samfund og demokrati, som muligt.

Det giver den danske rettighedsmodel mulighed for, da den økonomiske barriere for at producere ikke er så høj som i andre lande. Derfor har vi på tværs af produktionerne et ønske om, at de internationale streamingtjenester respekterer dette.

Kulturbidrag til dansk indholdsproduktion
Vores frygt er kort og godt, at de internationale streamingtjenester kommer til at støvsuge den danske tv- og filmbranche for talent og derved gøre det sværere at producere originalt dansk indhold med et stærkt kulturelt aftryk.

Deres fokus er naturligt nok at producere historier, der kan fungere på tværs af landegrænser og kulturer. Og det sætter produktionen af originalt dansk indhold med et stærkt afsæt i vores samfund og kultur under pres.

Derfor er det vigtigt at finde en model for at håndtere globale streamingtjenester. Vi har en model parat.

Sammen med Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere foreslår vi, at streamingtjenester – både danske og internationale – skal pålægges at betale et kulturbidrag på syv procent af deres omsætning, som skal gå til dansk indholdsproduktion.

Det vil gøre det muligt for os at fastholde talentmassen i Danmark og fortsat have en stærk produktion af originalt dansk indhold i fremtiden.

Vi forestiller os, at bidraget ryger over i Public Service Puljen, og alle, der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og Viaplay have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt, originalt dansk indhold.

Vi kender ordningen fra andre lande, hvor for eksempel Netflix i for eksempel Frankrig og Tyskland bidrager med henholdsvis 5-15 og 2,4 procent af deres omsætning.

Vi er ikke i tvivl om, at det er vejen frem. Og vi håber, at vores politikere kan se, at dette er muligheden for at sikre fremtidig produktion af originalt, dansk indhold, når der skal forhandles et medieforlig i nærmeste fremtid. Det er en samlet branche, der foreslår dette.

Og når streamingtjenesterne kan betale kulturbidrag andre steder i Europa - hvorfor så ikke i Danmark?

 

 

 

 

Dansk Skuespillerforbunds fem ønsker til medieforliget

#1 Indfør en bidragspligt til streamingtjensterne på syv procent af omsætningen. Dette bidrag skal gives til public service-puljen, hvorfra streamingtjenesterne kan søge projektstøtte. Forudsætningen for støtten er, er de bidrager til produktion af dansk indhold og den danske fortælling. Dermed håber vi, at vi kan undgå en udvaskning som den, vi så i musikbranchen i 00’erne.

#2 Stil krav om at dem, der får støtte fra public service-puljen, producerer på overenskomst eller under overenskomstlignende forhold (man er vel en fagforening). Sådan er det på alle offentlige byggekontrakter – du kan for eksempel ikke stille et pissoir op på en jysk pløjemark uden at opfylde et lignende krav. Hvorfor skulle kulturen være anderledes?

#3 Stil krav om at dem, der får støtte, respekterer rettighedshaverne og den danske rettighedsmodel.

#4 Hav skarpt fokus på at sikre, at de fortællinger, der får støtte, afspejler hele vores samfund – hvad enten det gælder køn, etnicitet, alder og geografi.

#5 Etabler en støttepulje, som går til initiativer, der hjælper til at skabe bæredygtige produktionsformer. Vores branche er en af dem der – forholdsmæssigt – producerer mest uhensigtsmæssigt i forhold til klimamålene. Og derfor skal vi gribe i egen løgpose – om jeg så må sige.

Det har forbundet allerede gjort:

Uddannet personale og tillidsrepræsentanter i, hvordan man tackler henvendelser om grænseoverskridende adfærd og formuleret faste procedurer for processen. Det betyder, at vi har en konsekvent håndtering af de sager, vi får ind. Vi har stadig kun få henvendelser, men når det sker, bliver det taget meget seriøst.

Teatrene har haft kurser for deres ledere i, hvordan de har fokus på fortsat at ændre arbejdsmiljøet.

Producenterne har lavet tillæg til skuespillerkontrakterne, der præciserer reglerne for social omgang.

Tillidsfolk på teatre og sikkerhedsrepræsentanter på filmset bliver udpeget til også at være dem, man skal gå til, hvis man oplever noget – også hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er grænseoverskridende adfærd.

Vi arbejder på en flok fyraftensarrangementer og andre tiltag, så vi kan få skabt en konsensus om, at det er ok at kontakte sin tillidsmand, fagforening eller producent.

Vi har besøgt skolerne og talt med eleverne og dem, der er ansvarlige for uddannelserne.

Tak for initiativet om regulering af tech-giganterne. Dansk Skuespillerforbund og DJ erklærer sig klar til at følge op

Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund og Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund. Kommentar i Dansk Journalistforbund 2. juli 2021.

De to kreative forbund er glade for regeringens hvidbog og forslag om regulering af tech-giganterne. Men ordene skal følges op med handling.

Regeringen – med kulturminister Joy Mogensen og erhvervsminister Simon Kollerup i front – lægger i en ny hvidbog op til en seriøs diskussion om, hvordan tech-giganternes rolle i det danske samfund skal reguleres. I hvidbogen introducerer regeringen således ni principper for tech-giganternes færden i et frit, demokratisk samfund som det danske.  

To af de fagforbund, hvis medlemmer hver dag mærker konsekvenserne af tech-giganternes stigende dominans, er Dansk Skuespillerforbund og Dansk Journalistforbund. Særligt to af de ni principper i hvidbogen har opmuntret formændene for de to forbund, Benjamin Boe Rasmussen og Tine Johansen, til at gå sammen om en fælles erklæring om at bakke regeringens initiativ op – og samtidig holde politikerne fast på at følge principperne på papiret op med handling i virkeligheden.

De to principper er formuleret sådan her:

  • Frie, velfungerende medier bidrager til at understøtte den demokratiske samtale, og hvor alle får en fair betaling for deres kreative arbejde
  • Arbejdstagerrettighederne beskyttes – også på digitale platforme
  • Oplagt samarbejde

Tine Johansen, formand for ca. 18.000 medlemmer i Dansk Journalistforbund:

”Tech-giganterne har stor indflydelse på medlemmernes arbejdsliv. Det handler om ophavsret og ordentlig betaling for arbejdet, men også om, at tech-giganterne er meget utilgængelige og samtidig knudepunkter i den offentlige debat, men uden at vi har viden om de algoritmer, der styrer platformene”

Benjamin Boe Rasmussen, formand for ca. 2200 medlemmer i Dansk Skuespillerforbund:

”I en verden hvor flere og flere arbejdstagere bliver freelancere, er ophavsretten og retten til vores arbejde en hjørnesten. Det er utroligt vigtigt i en digital tidsalder, at vi får de samme rettigheder på nettet, som vi har i virkeligheden.

Det er oplagt for os i Dansk Skuespillerforbund at samarbejde med DJ, for vores medlemmer har fælles interesser. Både når det gælder at finde sig tilrette i verden som freelancere, men især også fordi, at som reglerne er i dag, kan vores arbejde nemt bruges og misbruges på internettet, uden at vi er herre over det."

De to forbund vil de kommende måneder holde politikerne op på, at der skal kigges grundigt på mulighederne for regulering af tech-giganterne. Kulturminister Joy Mogensen har allerede modtaget DJ's anbefalinger til en ny medieaftale positivt, og DJ og Dansk Skuespillerforbund vil forsøge at komme i tæt dialog med både hende og andre relevante politikere.

Åbent brev til justitsminister Nick Hækkerup om digital chikane

Fra Benjamin Boe Rasmussen. 17. maj 2021

I efteråret sendte foreningen Digitalt Ansvar et brev om digital chikane til justitsminister Nick Hækkerup. Et brev ansporet af en DR-dokumentar om døds- og voldtægtstrusler mod en debattør og med en lang række markante interesseorganisationer som medunderskrivere.

En central pointe i brevet var de hovedløse besparelser, der har ramt Politiets Nationale Center for Cybercrime (NC3) – den specialiserede enhed, der er sat i verden netop for at håndtere sager om digital vold.

Justitsministeren vendte tilbage efter fem uger med tænkehatten på – med et klassisk svar om at vente på et udspil fra den tværministerielle gruppe, der arbejder på løsningsmodeller ift. at regulere de sociale medier. Udspillet skulle komme i den første halvdel af 2021. Det venter vi stadig på.

Flere bliver chikaneret, mens vi venter på regeringens udspil

Men mens vi venter på bemeldte udspil, bliver der chikaneret i stadig større stil online – og ikke bare på de sociale medier. Også via email og sms’er. Det ved vi i Dansk Skuespillerforbund, for mange af vores medlemmer står desværre i forreste række, når der bliver sendt døds-, volds- og voldtægtstrusler ud i den digitale sfære.

Digital chikane rammer mange danskere – både ukendte og kendte. Men der er for os at se ingen tvivl om, at medlemmerne af Dansk Skuespillerforbund oplever det ekstra hårdt. Det er, som om troldenes tolerancetærskel er stort set ikke-eksisterende, når det gælder skuespillere og andre udøvende kunstneres ytringsfrihed. Eller bare deres mulighed for at fortælle om sig selv.

En del af vores medlemmer er ansigter, som mange danskere kender og elsker. Ansigter fra tv-serier, film, teaterforestillinger og reklamer. Og dermed personer, som mange mener at kende, netop fordi de er kendte. Måske er det det, der gør, at den digitale chikane mod dem går endnu længere end i andre tilfælde? Faktum er i hvert fald, at vores medlemmer ofte henvender sig til os i forbundet, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre med de ondsindede og til tider meget alvorlige trusler, der havner i deres forskellige digitale indbakker.

Her i Skuespillerforbundet modtog vi for nylig en mordtrussel mod Peter Mygind, og da vi kontaktede ham, viste det sig, at han ofte oplever at blive truet via mails og kommentarspor, fordi han udtaler sig om ligeløn og ligestilling. Vi har naturligvis meldt mordtruslen til politiet.
Dorte Rømer lever stadig på skjult adresse, efter hun i 2017 modtog dødstrusler, fordi hun lavede kampagnen Stop Stilheden om #metoo. Politiet har verificeret dødstruslerne, men kan ikke finde identiteten på den eller de, der står bag.
Også forbundets egen næstformand, Jakob Fauerby, har oplevet at få dødstrusler og trusler af seksuel karakter både i forbindelse med sin deltagelse i tv-programmet Vild med Dans og efter. Heldigvis er det stilnet lidt af, efter Ekstra Bladet lukkede Nationen.

Uanset platform, så er resultatet, at flere af vores medlemmer afholder sig fra at mene noget offentligt – både i form af debatindlæg og i ellers vigtige interviews med medierne – fordi de ikke orker den syndflod af chikanerende kommentarer, de bliver mødt med. Nogle gange er det truende indhold, andre gange er det mængden af ondsindede og grimme kommentarer, der gør vores medlemmer utrygge. Dermed betaler de en urimeligt høj pris for blot at deltage i den offentlige samtale om den verden, vi lever i. Uden at de har et sted at gå hen, hvor de er sikre på at få hurtig og kompetent hjælp.

En trussel mod den demokratiske samtale

Den demokratiske samtale er noget af det, hele det danske samfund bygger på. Meningsudveksling er præcis fundamentet for demokratiet, og udøvende kunstnere har altid været en væsentlig del af netop den offentlige debat. Hvorfor vil vi acceptere, at visse borgere ikke har samme frie adgang til at udtrykke deres meninger som andre?

Det er nemlig præcis det, der foregår lige nu – mens arbejdsgruppen stadig ikke er kommet med sit udspil. For dem, der truer vores medlemmer til tavshed, er det i praksis gratis at spy de digitale trusler ud. I modsætning til dem, der fx hænger en dukke af vores statsminister op i en lygtepæl i forbindelse med en demonstration – for her falder sigtelsen prompte.

Og det er det, fordi dem, der burde bremse troldehæren ikke får de nødvendige midler eller ikke har den opdaterede viden om det område, de skal efterforske.

Indsatsen mod internettets troldehær

For det går simpelthen ikke at lade så vigtig en opgave som en sober, demokratisk samtale være op til de sociale mediers samvittighed (eller rettere en flok A.I.-robotter) eller tilfældige online-moderatorer. Og det er i øvrigt heller ikke nok, for som nævnt kryber internettets troldehær også ind i emails og sms’er.

Der skal en samlet, målrettet, vidensbaseret og ikke mindst velfinansieret indsats til, der sikrer, at vi er lige så beskyttede online som fysisk. Derfor giver det absolut ingen mening, at man fra politisk hold sparer på bevillingerne til den ene instans, der rent faktisk har til opgave at holde trit med den online trusselshær.

Derfor bakker vi i Dansk Skuespillerforbund 100 procent op om de kloge pointer fra Digitalt Ansvar. Vi kan kun opfordre justitsministeren til at genlæse Digitalt Ansvars brev af 28. oktober 2020 og se realistisk på, hvorvidt arbejdsgruppens udspil reelt imødekommer de mange og alvorlige digitale trusler, som danske debattører og altså også skuespillere og andre udøvende kunstnere dagligt må leve med.

Alle skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv

Tech-giganter som Google, Apple og Amazon truer dansk indholdsproduktion, hvis de kan køre friløb i forhold til at betale for det indhold, man kan finde på deres platforme. Det skal der politisk sættes en stopper for, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv.

Det siger sig selv, at jeg skal betale for den mad, jeg spiser. Og at jeg skal betale, når jeg køber et stykke tøj, en bog eller en biografbillet. Men hvad, når jeg lytter til musik på en musiktjeneste? Eller når jeg ser en film eller tv-serie derhjemme. Hvem er det så egentlig, jeg betaler til? YouSee, Stofa eller en anden udbyder vil være et naturligt svar - og et delvist rigtigt svar. Men ikke hele svaret. For YouSee eller andre, som sæl-ger indholdet til mig, har ikke lavet indholdet og ejer det derfor ikke. Alle de gode film, alle de gode drama-serier, den gode musik osv. er ejet af dem, der har skabt det: Skuespillere, producenter, scenografer, mu-sikselskaber, dramatikere, artister, filmfotografer, musikere, instruktører, journalister og mange andre.

Når YouSee eller Stofa tjener penge på at videresælge indholdet, skal der betales tilbage til dem, der skabte det; til kunstnere og kulturproducenter, dvs. til rettighedshaverne. Det er det kulturelle kredsløb, og det er det system, der har fungeret godt og er anerkendt her i Danmark i mange år. Men markedet er blevet glo-balt, og de store internationale aktører spiller ikke efter samme regler som de danske. Det kan skabe en ubalance og en skæv konkurrence, som i sidste ende vil true hele den danske indholdsproduktion. Derfor skal politikerne tage affære og få rettet op på denne ulig kamp, så alle aktører kommer til at bidrage. Bran-cheorganisationen Danske Medier har meldt klart ud om dette budskab, og det samme ønske støtter vi som skabende og udøvende kunstnere og tv-, musik- og filmproducenter op om.

Det kulturelle kredsløb, hvor alle virksomheder betaler for brug af andres indhold og rettigheder, er den må-de, vi sikrer, at vi - i et lille land som Danmark - kan producere så meget dansksproget indhold. Indhold, som er et spejl på vores kultur, samfund og demokrati og som er en del af vores dannelse og det, der binder os sammen. Hver gang vi alle bruger kunst og kultur, bidrager vi med en lille sum tilbage til kunstnere og kul-turproducenter, der så kan finansiere ny kunst, nye produktioner, ny musik og ny litteratur. Det er det kultu-relle kredsløb - den danske rettighedsmodel - som ophavsretsloven er med til at sikre. Og det er en god og stabil finansiel ramme for skabelse og produktion af dansk kvalitets- og public service-indhold.

I disse dage er ophavsretsloven til diskussion, da EU’s copyright reform skal implementeres i dansk lovgiv-ning. Copyright-reformen er blevet til med en stor indsats fra danske politikere; Europaudvalget i Folketinget, skiftende danske regeringer og danske medlemmer af Europa-Parlamentet har gjort alt for, at det danske kulturelle kredsløb kan bevares, så vi fortsat har dansk produceret og dansksproget indhold. Fokus er på, at ophavsretten skal gælde for alle - også for Google, Apple og Amazon.

Det danske ophavsretssystem har fungeret godt i mange år. Men mange af de nye aktører bidrager ikke automatisk til det kulturelle kredsløb. Og når de driver forretning på indholdet, men ikke betaler, så får kunstnere og kulturproducenter ingen betaling, og der kommer ikke penge til nyt dansk indhold. Det er ikke ret og rimeligt, hverken over for kunstnere eller kulturproducenter, eller over for dem, som fx YouSee, der faktisk betaler for at tjene penge på andres indhold.

Derfor skal vi sørge for, at reglerne på området følger med den teknologiske udvikling. Ophavsretsloven skal skabe ens spilleregler for alle aktører. Alle skal bidrage, hvis vi skal bevare det stærke kreative miljø i Dan-mark, som skaber godt indhold for både hjemmepublikum og ude i den store verden. Det skal ikke være muligt at omgå reglerne, fordi en aktør benytter sig af en anden ny teknologi eller platform. Hvis ikke vi får rettet op på det, risikerer vi, at der bliver mindre dansk indhold til os alle sammen: færre danske film, tv-udsendelser, musiknumre eller litteratur.

Når ophavsretsloven ændres, er det afgørende, at vi sikrer teknologineutralitet, og at sammenlignelige di-stributionssituationer behandles ens. Reglerne skal tilpasses, så de gælder for alle streamingtjenester, uan-set hvem der ejer dem. Tilsvarende skal det gælde, at distributører, som driver den samme forretning, ikke behandles forskelligt i ophavsretsloven, blot fordi de benytter forskellig teknisk setup og platforme. En for-skelsbehandling på grund af teknologi vil underminere den danske rettighedsmodel og opbakningen til op-havsretten i det hele taget, og derved den danske indholdsbranche.

Nye aktører kræver, at vi indretter vores lovgivning, så alle aktører bidrager på samme vilkår. Lad det være vores opfordring ved både revisionen af ophavsretsloven og de kommende forhandlinger om et nyt medie-forlig. Alle aktører skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film og tv, musik og litteratur.

Debatinlæg i Politiken 15. februar 2021 af Jørgen Ramskov (Direktør i Producentforeningen), Benjamin Boe Rasmussen (Formand for Dansk Skuespillerforbund), Christina Rosendahl (Formand for Danske Filminstruktører), Henrik Daldorph (Formand for IFPI Danmark), Nikolaj Scherfig (Formand for Danske Dramatikere), Tine Johansen (Formand for Dansk Journalistforbund), Sara Indrio (Formand for Dansk Artist Forbund), Søs Nyengaard (Formand for Dansk Musiker Forbund), Peter Adolphsen (Formand for Danske Skønlitterære Forfattere), Jan Weincke (Formand for Dansk Filmfotograf Forbund), Carsten Kristensen (Formand for Danske Scenografer), Jesper Grove Jørgensen (Formand for Dansk Kapelmesterforening), Anders Knudsen (Formand for Film- og TV-Arbejderforeningen), Søren Fleng (Formand for Animationssammenslutningen), Ole Dreyer (Formand for Musikforlæggerne i Danmark), Morten Visby (Formand for Dansk Forfatterforening), Christoffer Berdal (Formand for Foreningen af Danske Sceneinstruktører).

Blankmedieordningen

Det er faktisk i al ubemærkethed en stor dag for danske kunstnere. Efter 15 års kamp for en legitim modernisering af blankmedieordningen er der endelig kommet en politisk aftale og løsning på at finde en fair kompensation for privatkopiering til kunsterne.

Indtil i dag har det helt forrykt kun være næsten forældede kopieringsmedier som cd-skiver og usb-stik, der har været omfattet. Fremover skal den også dække tablets og smartphones og harddiske. Det, som man bruger i dag og som EU for længe siden har besluttet skal være gældende for ordningen. Diskussionen har været betændt og skiftende regeringer har skiftedes til at stå i kø ved syltekrukkerne – men i dag har regeringen og støttepartierne taget ansvar og lavet en ordning.

Helt faktuelt bliver ordningen på 93. mio. Det er under hvad de øvrige lande, vi sammenligner os med, har fået indført ift gældende EU-lov, men vi anerkender, at det var det muliges kunst og det smukke ved et politisk kompromis: Alle har givet sig, men alle står også tilbage med en følelse af, at det er ok. Vi skal bestemt heller ikke glemme, hvad det er for en udfordrende tid dette kompromis er indgået under.

Tak til regeringen og dets støttepartier. Og tillykke til kunstnerne. Det kan godt fejres med en makrelmad.

Streaminggiganter truer dansk indhold

Af Jørgen Ramskov, Christina Rosendahl, Benjamin Boe Rasmussen og Nikolaj Scherfig
Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikere. Debatindlæg i Altinger 24. november 2020.

Danske Mediedistributører kalder film- og tv-branchens forslag om et kulturbidrag på streamingtjenesters omsætning et ”dumt selvmål”. Men de har ikke selv nogen forslag til, hvordan vi sikrer dansk indholdsproduktion.

Replik: Streaminggiganter truer dansk indhold. Lad os sammen finde en løsning, mediedistributører

Vi venter spændt på regeringens medieudspil og forhandlingerne om en ny medieaftale. Det er vigtigere end nogensinde at finde en model, der sikrer os alle fortsat adgang til masser af dansk indhold i den høje kvalitet, vi kender i dag. Det er langt fra givet.

Der sker store ændringer i både medieforbruget og i markedet, hvor en række store internationale streaminggiganter vinder frem. De er netop internationale og satser på indhold med international appel - før de satser dansk. Det vil presse finansieringen af dansk indhold.

Ros til kulturministeren
Derfor er der også god grund til at rose kulturminister Joy Mogensen, der allerede i august meddelte, at forhandlingerne om en ny medieaftale vil omhandle, hvordan de store kommercielle streamingtjenester kan bidrage økonomisk til produktion af dansk indhold.

Modellen findes allerede i en række europæiske lande - herunder store lande som Tyskland og Frankrig, og senest har Canada netop fremlagt et lovforslag, der skal sikre tjenesternes bidrag til canadisk indhold.

Det er en spændende og nødvendig debat, og selvfølgelig er der forskellige holdninger til, hvordan finansieringen af dansk indhold sikres bedst mulig.

En ærgerlig reaktion fra Danske Mediedistributører

Senest har Danske Mediedistributører i Altinget reageret på et samlet udspil fra film og tv-branchens organisationer om et kulturbidrag på syv procent af kommercielle streamingtjenesters omsætning.
Danske Mediedistributører er enige i, at finansieringsgrundlaget for dansk indhold er truet – men ender paradoksalt nok med at betegne vores forslag om et kulturbidrag som et ”dumt selvmål”.

Herefter opregner de en række katastrofescenarier for danskerne, hvis det gennemføres, uden selv at følge op med egne forslag, og uden at forholde sig til, at en række europæiske lande har indført samme model, uden de forudsagte katastrofer.

Det er ærgerligt, for debatten om dansk indholdsproduktion er enorm vigtig. Vi er enige om, at dansk indholdsproduktion er under pres, og det er en bunden opgave at sikre og beskytte dansk kultur - det kan vi ikke overlade til markedet og streamingtjenesterne.

I Danmark har vi heldigvis en solid tradition for politiske forlig, der sikrer en stærk og mangfoldig dansk indholdsproduktion - er udbuddet alene et styret af internationale tjenesters efterspørgsel, så har vi absolut ingen sikkerhed for, at indholdet afspejler vores danske virkelighed.  

Derfor bør vi alle i mediebranchen finde konstruktive løsninger og forslag til politikerne.

Kulturbidrag på syv procent

Forslaget fra en samlet film- og tv-branche vil bidrage til at fremtidssikre dansk indholdsproduktion.

Vi foreslår, at der indføres et kulturbidrag på syv procent af alle kommercielle streamingtjenesters danske omsætning.

Bidraget skal indgå i den eksisterede Public service-pulje og finansiere dansk film og tv. Bidraget skal kun gælde for tjenester med en omsætning på over 30 millioner kroner.

Til gengæld har alle, som bidrager til puljen, mulighed for at søge midler til produktion af nyt dansk indhold, uanset om de hører hjemme i Danmark eller i udlandet.

Enkelt og gennemførligt – men vi bliver samtidig nødt til at opklare nogle af de misforståelser, der indgår i Danske Mediedistributører kritik af forslaget om et kulturbidrag.

1. Kulturbidraget går til en pulje, som alle kan søge fra

Danske Mediedistributører skriver, at kulturbidraget er en ”dobbelt beskatning”. Det kunne ikke være mere forkert.

Kulturbidraget er et bidrag til en fælles pulje. Alle der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og TV 2 have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt indhold.

Det vil være med til at fremtidssikre det økosystem, som finansierer dansk indhold.

2. Et konkurrencepræget marked vil holde priserne lave
Der er intet, der taler for, at kulturbidraget vil føre til, at streamingtjenesterne vil øge abonnementsprisen, som Danske Mediedistributører påstår.

Som nævnt betyder kulturbidraget, at for eksempel Netflix, Viaplay og andre selv vil kunne søge fra puljen, og dermed vil de kunne få det samme ud af kulturbidraget, som de bidrager med.

Desuden styres prispunkter primært af konkurrencesituationen, og den må siges at være benhård på det danske marked for streamingtjenester.

3. Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion

Danske Mediedistributører kritiserer kulturbidraget for ikke at løse udfordringen med faldende annonceomsætning hos danske virksomheder.

Vi har aldrig påstået, at kulturbidraget løste det problem. Det er en trussel skabt af store internationale virksomheder som Google og Facebooks indtog på det danske marked.

Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion mod truslen fra internationale streaminggiganter, og den model udelukker jo ikke andre løsninger, der kan sikre danske mediers annonceomsætning.

Debatten om dansk indholdsproduktion er vigtig. Vi bør sammen finde konstruktive løsninger.

Vi har fremlagt vores og tager gerne debatten. Men man bliver nødt til at pege på løsninger.

Det mangler Danske Mediedistributører at gøre.

Teater, film og koncerter er ikke lig med natteliv

Af Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund og Benjamin Boe Rasmussen, formand Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Kulturmonitor.dk 9. august.

Verden er på vej tilbage fra sommerferie, og Corona-debatten er i fuld gang igen. Smittetallene går desværre i den helt forkerte retning flere steder i landet, og statsminister Mette Frederiksen har udsat 4. fase af genåbningen. For ja, vi skal stadig passe på hinanden, men vi skal også huske at debattere på det rette grundlag.

Lige nu er der fokus på genåbning af kulturlivet, og i den debat ser vi en ærgerlig tendens til, at debattører, politikere og journalister slår teater, biografer og koncerter med siddende publikum i hartkorn med nattelivets barer og diskoteker. Det mener vi i Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund er meget ærgerligt for både publikum og kulturbranchen.

Det siger sig selv, at forholdene og dermed smittefaren ved en siddende koncert og på et diskotek er vidt forskellige, og det skal der naturligvis tages højde for i en gennemtænkt og meningsfuld genåbningsproces. Vi har jo alle en fælles samfundsinteresse i at holde døren åben til alle de tilbud og aktiviteter, der ikke udgør en sundhedsrisiko.

Og netop underholdningserhvervet er simpelthen så gennemreguleret i forhold til publikumsadfærd, at vi vil vove den påstand, at det er mere sikkert at gå i biffen, i teatret eller til en siddende koncert, end det er at gå i storcenter eller byggemarked. Derfor appellerer vi til beslutningstagerne om at trække vejret, inden de lukker kulturlivet ned over en bred kam uden en reel fremtidsplan.

For selvfølgelig skal der gøres det, der skal gøres, for at inddæmme smitten. Det mål og den pligt bakker vi alle op om – men som kulturlivs repræsentanter ønsker vi at minde om, at store at dele af underholdningsbranchen længe har været i gang med at skabe de nødvendige rammer om publikums sikkerhed. Spillesteder og kunstnere har gennem krisen været kreative, dygtige og meget tålmodige.

Samtidig hungrer borgerne efter oplevelser, der giver fællesskab og mening. Det er det, som blandt andet teatrenes høje billetsalg viser os – og de oplevelser vil vi som branche selvfølgelig gerne give dem. Men kulturvirksomhederne kæmper med økonomien og mange er lukningstruede på grund af restriktionerne og har selvfølgelig fortsat brug for hjælp – men det er en anden debat.

Derfor håber vi, at politikerne – inden det næste pressemøde – kommer i hu, både at kende forskel på spillesteder/teatre /biografer og natteliv, samt, at en vigtig del af samfundet er vores kultursektor med en masse kulturarbejdere, som er i fuld gang med at tilpasse sig den nye Corona-virkelighed og gøre teatersalen, koncertsalen og biffen til et trygt sted at være. Så døm ikke kulturen ude på ubestemt tid, men lav en langsigtet plan hvor arbejdsrammer og økonomiske rammer er et reelt indsatsområde – og meld den ud meget snart.

Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Af Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller, Christina Rosendahl, instruktør og Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter. Debatindlæg i Politiken 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.
Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner. Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

Vi står i dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold. På Netflix ser man serier som ’Tiger King’, ’Stranger Things’, ’The Crown’, internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret iDanmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, ’The Rain’. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen. Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

Dansk indhold er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv. Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd’er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

Prisen for denne udvikling blev konkretiseret i analysen ’Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion’ fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR’s budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes. Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise – uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

Der er brug for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.


      Ledere - arkiv