Streamingtjenesterne udhuler den danske rettighedsmodel

Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund og Jakob Fauerby, næstformand i Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 17. november 2021.

Sammen med Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere foreslår vi, at streamingtjenester skal pålægges at betale et kulturbidrag på syv procent af deres omsætning, som skal gå til dansk indholdsproduktion, skriver Benjamin Boe Rasmussen og Jakob Fauerby.

Vi var noget chokerede, da Danmarks Radio i slutningen af august meddelte, at de efter tre års arbejde, og blot få måneder før optagelserne skulle begynde, valgte at lægge den milliondyre dramaserie om Leonora Christina Ulfeldt ned på ubestemt tid.

Baggrunden – som vi forstår det – var, at der er et massivt udbud på fiktionsmarkedet i øjeblikket, så DR's
produktion var kommet i modvind.

Når der er høj efterspørgsel globalt på tv-fiktion, giver det prisstigninger i hele produktionsapparatet og kombineret med en konkurrence om, hvem der kan få de bedste og mest erfarne produktionsledere, kan DR åbenbart ikke følge med. Sådan lød forklaringen fra DR's side.

Vi har bemærket, at flere medier mener, at nedlukningen af DR-serien også skyldes inkompetence og dårlig budgetstyring, men uanset hvad er der ingen tvivl om, at både tv- og filmbranchen herhjemme er presset.

Presset kommer særligt fra internationale streamingtjenester som Netflix, HBO, Disney+ og Amazon Prime, der alle er begyndt at poste enorme summer i produktionen af originalt indhold i Norden og i Danmark. Inden vi når nytår, vil danskerne være præsenteret for tre nye danske tv-serier, produceret af henholdsvis HBO og Netflix.

Det kulturelle kredsløb
Vi ved, at der er flere på vej – ikke kun fra HBO og Netflix, men også fra Disney+ og Amazon Prime, der begge har annonceret, at de satser på at producere indhold specifikt i Norden.

Selvfølgeligt er det positivt, at de internationale streamingtjenester viser meget stor interesse for at producere dansk indhold, da det er en cadeau til niveauet af tv- og filmskabere herhjemme.

Det mener vi ikke blot som skuespillere. Producenterne er enige med os: Jørgen Ramskov, der er direktør i Producentforeningen, er meget klar om, at det giver mulighed for, at vi får fortalt vores historier til et stort publikum ude i verden og samtidig får sat flere skuespillere, manuskriptforfattere, producenter og instruktører i arbejde.

Producenterne rejser dog også det flag, at den øgede interesse giver udfordringer i branchen, da det er vanskeligt at finde nok kvalificerede hænder til at løfte de mange nye opgaver. Og det er på den korte bane.

På den lange bane står den danske tv- og filmbranche over for nogle større problemer, hvis ikke vi får tæmmet streaminggtjenesterne. Store budgetter og en høj grad af frihed lyder tillokkende for mange producenter, men det udhuler på sigt den danske rettighedsmodel og det kulturelle kredsløb.

Internationale streamingtjenesters frikøbsmodel
Kredsløbet er enkelt: Producenter som for eksempel DR eller Zentropa betaler et relativt lille beløb til produktionsholdet og de medvirkende skuespillere for deres arbejde. Når tv-serien eller filmen bliver vist i biografen eller sendt – og genudsendt – på tv, får de ansatte på produktionen en supplerende betaling: betaling for deres rettigheder.

I bund og grund er der tale om en risikodeling mellem alle aktører: producenter, forfattere, skuespillere og så videre. Vi deler upsides og downsides.

Det danske kulturelle kredsløb forvaltes af Copydan Verdens TV, som opkræver betalinger hos de pågældende distributører og derefter udbetaler pengene til de respektive forbund, som endeligt sørger for at betale den enkelte rettighedshaver.

For os som skuespillere betyder det, at producenterne skal have relativt færre penge op af lommerne, når de skal realisere en film eller tv-serie, så der er ikke så langt fra tanke til handling i den danske film- og tv-branche.

Når HBO, Netflix og andre internationale streamingtjenester laver kontrakter med produktionsselskaber i Danmark, er det typisk gennem en såkaldt frikøbsmodel. Det betyder, at de up front betaler et engangsbeløb til producenten, skuespillerne, instruktøren og forfatteren. Der er ikke betaling for rettigheder derefter.

Det sætter en barriere for, hvor meget dansk indhold vi kan få produceret.

I Danmark har vi altid været optaget af at sikre, at vi i et lille land som Danmark kan producere så meget dansksproget indhold, der afspejler vores kultur, samfund og demokrati, som muligt.

Det giver den danske rettighedsmodel mulighed for, da den økonomiske barriere for at producere ikke er så høj som i andre lande. Derfor har vi på tværs af produktionerne et ønske om, at de internationale streamingtjenester respekterer dette.

Kulturbidrag til dansk indholdsproduktion
Vores frygt er kort og godt, at de internationale streamingtjenester kommer til at støvsuge den danske tv- og filmbranche for talent og derved gøre det sværere at producere originalt dansk indhold med et stærkt kulturelt aftryk.

Deres fokus er naturligt nok at producere historier, der kan fungere på tværs af landegrænser og kulturer. Og det sætter produktionen af originalt dansk indhold med et stærkt afsæt i vores samfund og kultur under pres.

Derfor er det vigtigt at finde en model for at håndtere globale streamingtjenester. Vi har en model parat.

Sammen med Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere foreslår vi, at streamingtjenester – både danske og internationale – skal pålægges at betale et kulturbidrag på syv procent af deres omsætning, som skal gå til dansk indholdsproduktion.

Det vil gøre det muligt for os at fastholde talentmassen i Danmark og fortsat have en stærk produktion af originalt dansk indhold i fremtiden.

Vi forestiller os, at bidraget ryger over i Public Service Puljen, og alle, der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og Viaplay have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt, originalt dansk indhold.

Vi kender ordningen fra andre lande, hvor for eksempel Netflix i for eksempel Frankrig og Tyskland bidrager med henholdsvis 5-15 og 2,4 procent af deres omsætning.

Vi er ikke i tvivl om, at det er vejen frem. Og vi håber, at vores politikere kan se, at dette er muligheden for at sikre fremtidig produktion af originalt, dansk indhold, når der skal forhandles et medieforlig i nærmeste fremtid. Det er en samlet branche, der foreslår dette.

Og når streamingtjenesterne kan betale kulturbidrag andre steder i Europa - hvorfor så ikke i Danmark?

 

 

 

 

Mediepolitik er også kulturpolitik

Leder i magasinet Sceneliv #5 2021
Benjamin Boe Rasmussen


C.V. Jørgensens ‘Sæsonen er slut’ fra 1980 flyder ud af mine højttalere. Coronaen er også slut (i hvert fald som officiel epidemi), selvom vi stadig bruger mundbind og bliver testet på tv- og filmproduktionerne. Det er en ny hverdag, vi er vendt tilbage til.

Hverdag er det også i forbundet, og forude venter en politisk sæson. Vores næste store udfordring er genåbningen af det lidet elskede medieforlig fra 2019, og derfor har vi gjort noget helt nyt. Vi har formuleret en række helt konkrete ønsker til det mediepolitiske miljø på Christiansborg.

Det gør vi, fordi mediepolitik også er kulturpolitik – en kulturpolitik som skal tage ansvar for at værne om vores demokrati. For med den hastighed globaliseringen har, er det helt vildt vigtigt at passe på den danske fortælling, det danske indhold og det danske demokrati.

Bare rolig! Jeg er ikke gået hen og er blevet nationalromantiker, men lad mig forklare, hvorfor vi bruger så mange kræfter på at kæmpe for den danske rettighedsmodel, og hvorfor jeg ævler om den i leder efter leder.

Med internettets muligheder og streamingtjenesternes indtog – som vi er glade for, da det er en kæmpe cadeau til branchen – er vores danske model under pres. Modellen sikrer, at vi har et tårnhøjt niveau i produktionen af danske film og tv-serier – kvalitativt og kvantitativt – og derfor er det vigtigt, at vi fortæller politikerne, at vi er afhængige af, at der bliver slået ring om den model. Derfor har Dansk Skuespillerforbund fremsat en række helt konkrete ønsker til kulturministeren og medieordførerne. Vi fortsætter naturligvis vores gode samarbejde med blandt andre Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere om at få gennemført andre tiltag, som vi har fælles interesse i – men det er vigtigt for os at markere os på de punkter, der især handler om jer.

Den gode nyhed er, at politikerne allerede er bevidste om det her. For nogle uger siden var der i Copydan-regi en konference på Christiansborg, og for mig var det tydeligt, at de relevante politikere er med på, hvad den enorme digitalisering betyder: Nemlig at vi risikerer en kulturel udviskning, og at det demokrati, som vi er så stolte af her i Skandinavien, er truet.

Derfor er jeg optimist! Det seneste år med løsningen af det oldgamle problem med blankmedieordningen, og den vedtagne modernisering af ophavsretten, viser, at den politiske kapital og viden om vores branche er større nu, end den har været længe. Det skal vi bruge til at sikre os, vores nye kolleger og vores branche mange år frem.

Dansk Skuespillerforbunds fem ønsker til medieforliget

#1 Indfør en bidragspligt til streamingtjensterne på syv procent af omsætningen. Dette bidrag skal gives til public service-puljen, hvorfra streamingtjenesterne kan søge projektstøtte. Forudsætningen for støtten er, er de bidrager til produktion af dansk indhold og den danske fortælling. Dermed håber vi, at vi kan undgå en udvaskning som den, vi så i musikbranchen i 00’erne.

#2 Stil krav om at dem, der får støtte fra public service-puljen, producerer på overenskomst eller under overenskomstlignende forhold (man er vel en fagforening). Sådan er det på alle offentlige byggekontrakter – du kan for eksempel ikke stille et pissoir op på en jysk pløjemark uden at opfylde et lignende krav. Hvorfor skulle kulturen være anderledes?

#3 Stil krav om at dem, der får støtte, respekterer rettighedshaverne og den danske rettighedsmodel.

#4 Hav skarpt fokus på at sikre, at de fortællinger, der får støtte, afspejler hele vores samfund – hvad enten det gælder køn, etnicitet, alder og geografi.

#5 Etabler en støttepulje, som går til initiativer, der hjælper til at skabe bæredygtige produktionsformer. Vores branche er en af dem der – forholdsmæssigt – producerer mest uhensigtsmæssigt i forhold til klimamålene. Og derfor skal vi gribe i egen løgpose – om jeg så må sige.

Uligeløn og grænseoverskridende adfærd skal af plakaten!

Leder i magasinet Sceneliv #4 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Efter Birthe Neumann afslørede sin løn for ’Pagten’, og flere end 400 filmfolk skrev under på et brev om grænseoverskridende adfærd i vores branche, kan jeg kun sige – nok er nok! Vi skal have en branche, der sætter lige pris på arbejdskraft og behandler de ansatte ordentligt. Alt andet vil være en falliterklæring!

Endelig er vi i gang med sæsonen. Der er kæmpe gang i grønærterne på film- og tv-fronten, og nu hvor restriktionerne bliver udfaset sammen med hjælpepakkerne, holder vi vejret i spænding og afventer scenepublikummets lyst til at gå i teatret post-corona.

I august var jeg til premiere på Pagten – en skidegod film med et fremragende cast! Men i kølvandet på Birthe Neumanns afsløring af sin løn, blussede den gamle snak op igen om forskellen på mænd og kvinders løn i vores branche.

De gamle undersøgelser fra 2015 og 2018 viser et gab på over 30 procent mellem kønnene. Denne gang er der flere seje kollegaer, der er stillet op i trykte medier og på radio og tv og har sat navne og tal på den groteske lønforskel. Her i forbundet har vi besluttet at indhente nye tal, så vi kan se, om der er sket en forandring. Men det, at vi har tallene sort på hvidt, viser jo bare en forskel. Derfor vil vi prøve at få analyseret løntallene, så vi kan forstå, hvordan den forskel opstår. Årsagen er central for, at vi bagefter kan strikke en mulig løsning sammen.

Men knap var artiklerne om løngabet udgivet, før der dukkede et åbent brev op fra flere end 400 branchefolk. Brevet er et opråb om rådden arbejdspladskultur – og det er jo desværre et velkendt problem. Allerede da vi fik den rapport om grænseoverskridende adfærd, som Aarhus Universitet lavede for os, kunne vi se, hvor alvorligt et problem vi har haft og desværre stadig har i vores branche!

Noget af det vigtigste at få udbredt er, at vi alle har et ansvar. Et ansvar for at tage godt imod nye kolleger og for at passe på dem, vi har arbejdet sammen med i årevis. For nogle af de sager, vi ser, handler om kolleger, der har overskredet andre kollegers grænser.

Vi arbejder helt naturligt sammen med arbejdsgiverne. Sammen har vi søsat en kampagne, der går live om kort tid. Den sætter fokus på at få brudt tavshedskulturen – hos dem, der oplever grænseoverskridende adfærd – og dem der er vidner til det.

Jeg kan selv huske en situation, fra da jeg var nyuddannet. Vi sad i kantinen og så instruktøren tage en ung elev på røven. Hun sagde fra, men blev skældt hæder og ære fra. Vi andre – unge, gamle, ukendte, stjerner – kiggede ned i kaffekopperne. Ingen sagde noget, ingen kom hende til hjælp. Og mit gæt er, at dig der læser det her, har oplevet noget lignende.

Men den slags skal være slut. For først når der bliver sat ord på, kan vi skabe forandring.

Det har forbundet allerede gjort:

Uddannet personale og tillidsrepræsentanter i, hvordan man tackler henvendelser om grænseoverskridende adfærd og formuleret faste procedurer for processen. Det betyder, at vi har en konsekvent håndtering af de sager, vi får ind. Vi har stadig kun få henvendelser, men når det sker, bliver det taget meget seriøst.

Teatrene har haft kurser for deres ledere i, hvordan de har fokus på fortsat at ændre arbejdsmiljøet.

Producenterne har lavet tillæg til skuespillerkontrakterne, der præciserer reglerne for social omgang.

Tillidsfolk på teatre og sikkerhedsrepræsentanter på filmset bliver udpeget til også at være dem, man skal gå til, hvis man oplever noget – også hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er grænseoverskridende adfærd.

Vi arbejder på en flok fyraftensarrangementer og andre tiltag, så vi kan få skabt en konsensus om, at det er ok at kontakte sin tillidsmand, fagforening eller producent.

Vi har besøgt skolerne og talt med eleverne og dem, der er ansvarlige for uddannelserne.

Tak for initiativet om regulering af tech-giganterne. Dansk Skuespillerforbund og DJ erklærer sig klar til at følge op

Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund og Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund. Kommentar i Dansk Journalistforbund 2. juli 2021.

De to kreative forbund er glade for regeringens hvidbog og forslag om regulering af tech-giganterne. Men ordene skal følges op med handling.

Regeringen – med kulturminister Joy Mogensen og erhvervsminister Simon Kollerup i front – lægger i en ny hvidbog op til en seriøs diskussion om, hvordan tech-giganternes rolle i det danske samfund skal reguleres. I hvidbogen introducerer regeringen således ni principper for tech-giganternes færden i et frit, demokratisk samfund som det danske.  

To af de fagforbund, hvis medlemmer hver dag mærker konsekvenserne af tech-giganternes stigende dominans, er Dansk Skuespillerforbund og Dansk Journalistforbund. Særligt to af de ni principper i hvidbogen har opmuntret formændene for de to forbund, Benjamin Boe Rasmussen og Tine Johansen, til at gå sammen om en fælles erklæring om at bakke regeringens initiativ op – og samtidig holde politikerne fast på at følge principperne på papiret op med handling i virkeligheden.

De to principper er formuleret sådan her:

  • Frie, velfungerende medier bidrager til at understøtte den demokratiske samtale, og hvor alle får en fair betaling for deres kreative arbejde
  • Arbejdstagerrettighederne beskyttes – også på digitale platforme
  • Oplagt samarbejde

Tine Johansen, formand for ca. 18.000 medlemmer i Dansk Journalistforbund:

”Tech-giganterne har stor indflydelse på medlemmernes arbejdsliv. Det handler om ophavsret og ordentlig betaling for arbejdet, men også om, at tech-giganterne er meget utilgængelige og samtidig knudepunkter i den offentlige debat, men uden at vi har viden om de algoritmer, der styrer platformene”

Benjamin Boe Rasmussen, formand for ca. 2200 medlemmer i Dansk Skuespillerforbund:

”I en verden hvor flere og flere arbejdstagere bliver freelancere, er ophavsretten og retten til vores arbejde en hjørnesten. Det er utroligt vigtigt i en digital tidsalder, at vi får de samme rettigheder på nettet, som vi har i virkeligheden.

Det er oplagt for os i Dansk Skuespillerforbund at samarbejde med DJ, for vores medlemmer har fælles interesser. Både når det gælder at finde sig tilrette i verden som freelancere, men især også fordi, at som reglerne er i dag, kan vores arbejde nemt bruges og misbruges på internettet, uden at vi er herre over det."

De to forbund vil de kommende måneder holde politikerne op på, at der skal kigges grundigt på mulighederne for regulering af tech-giganterne. Kulturminister Joy Mogensen har allerede modtaget DJ's anbefalinger til en ny medieaftale positivt, og DJ og Dansk Skuespillerforbund vil forsøge at komme i tæt dialog med både hende og andre relevante politikere.

Genåbningsfest med for få inviterede

Leder i magasinet Sceneliv #3 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Det kan virke, som om corona er glemt og borte – teatrene er åbne, vinen og samtalerne fylder pauserne, og for mange har arbejdskalenderen igen et formål. Men det er ikke alle kolleger, der kan feste – I med en meget løs freelance-tilværelse må stadig kigge langt efter bookinger. Her på Tagensvej ved vi, hvad I kæmper med, og vi vil gøre alt for, at I får den hjælp, som hjælpepakker og aktivitetspuljer ikke har kunnet sikre.

Det hele summer af sommer og genåbning. Teatrene spiller, barerne skænker champagne. Og politikerne taler om, at Danmarks er det land i Skandinavien, der har bidraget mest til kulturen under corona. Udover at de liiige glemmer, at ingen af de andre lande har haft kulturlivet lukket så hårdt ned som os, så er de fleste støttekroner gået til institutionerne og arrangørerne. Hvilket gav god mening, for uden scener er der intet kulturliv, og vi skulle redde arbejdspladser.

Men en scene er intet uden mennesker.

Hvor hjælpepakkerne har hjulpet en stor del af jer – og tak for det! – så faldt andre igennem det sikkerhedsnet, der skulle gribe jer.

For i vores – og andre kreative – fag er der freelancere, som tjener penge på en mere uregelmæssig facon, end de fleste danskere kender til. En facon, der ikke rimer på excelark, referenceperioder og dagpenge. I har måtte hæve private opsparinger og leve på den sagnomspundne sten.

Derfor skabte vi i forbundet vores egen hjælpepakke. Vi annullerede kontingent-betaling i tredje kvartal i 2020. Vi udbetalte ekstra Filmex-midler for at sikre, at I havde noget at betale regningern med. Og vi opdaterede vores hjælpefond, så der i 2020 blev udbetalt 1,1 mio. kr. – og i år er vi med 750.000 udbetalte kroner på vej mod de forventede 1,5 mio. kr.

Men vi ved godt, at det ikke er nok, når der ikke kommer andre penge ind på kontoen.

Den første nedlukning kostede aflysninger og flytninger af arrangementer, og for de fleste af jer betød det tab af det meste af 2020-indtjeningen. Den anden nedlukning slog ekstra hårdt, da vi hverken blev hyret til jule- og forårsarrangementer – eller kunne dokumentere tab og dermed få del i hjælpepakkerne.

Nu er der så gang i tingene igen. Problemet er bare, at mange af de forestillinger, der bliver programsat nu, er dem, der blev udskudt under lockdown.

Og sådan vil det fortsætte længe efter genåbningen. Det betyder, at I, der har ventet på bookinger, ser ud over et gabende tomt år.

Så selv om festen kører i højeste gear, har en del af jer stadig brug for hjælp. For jer er corona meget virkelig – også efter vaccinen. For økonomisk sammenbrud kan vi ikke vaccinere imod.

Derfor er der brug for løsninger, der støtter de udøvende kunstnere – og vi gør alt hvad vi kan, for at råbe de ansvarlige politikere op, så I kan fortsætte med at arbejde med det, I elsker.

En måde politikerne kan hjælpe på – tilmed uden overhovedet at skulle finde flere penge på budgetterne – er at indføre et kulturklippekort til de unge eller at lave et kunstnerfradrag. Præcis ligesom håndværkernehar, og som er så stor en succes, at jeg ikke kan finde en håndværker, der har tid til skifte mine vinduer.

En anden måde vil være at frede os i en dagpengeperiode. For som jeg har beskrevet, så kommer vi ikke i job i samme takt som genåbningen og dermed udfasningen af hjælpepakker.

Men den største hjælp vil være at lade os kunstnere selv søge i aktivitetspuljen. På den måde går hjælpen til os, der rent faktisk fylder scenerne – i stedet for en festarrangør, der kører busser med amatørorkestrerundt i landet for et tocifret millionbeløb.

Hvis politikerne reelt vil redde kulturlivet, er de nødt til at redde kunstnerne – og jeg fortsætter kampen for jer!

Åbent brev til justitsminister Nick Hækkerup om digital chikane

Fra Benjamin Boe Rasmussen. 17. maj 2021

I efteråret sendte foreningen Digitalt Ansvar et brev om digital chikane til justitsminister Nick Hækkerup. Et brev ansporet af en DR-dokumentar om døds- og voldtægtstrusler mod en debattør og med en lang række markante interesseorganisationer som medunderskrivere.

En central pointe i brevet var de hovedløse besparelser, der har ramt Politiets Nationale Center for Cybercrime (NC3) – den specialiserede enhed, der er sat i verden netop for at håndtere sager om digital vold.

Justitsministeren vendte tilbage efter fem uger med tænkehatten på – med et klassisk svar om at vente på et udspil fra den tværministerielle gruppe, der arbejder på løsningsmodeller ift. at regulere de sociale medier. Udspillet skulle komme i den første halvdel af 2021. Det venter vi stadig på.

Flere bliver chikaneret, mens vi venter på regeringens udspil

Men mens vi venter på bemeldte udspil, bliver der chikaneret i stadig større stil online – og ikke bare på de sociale medier. Også via email og sms’er. Det ved vi i Dansk Skuespillerforbund, for mange af vores medlemmer står desværre i forreste række, når der bliver sendt døds-, volds- og voldtægtstrusler ud i den digitale sfære.

Digital chikane rammer mange danskere – både ukendte og kendte. Men der er for os at se ingen tvivl om, at medlemmerne af Dansk Skuespillerforbund oplever det ekstra hårdt. Det er, som om troldenes tolerancetærskel er stort set ikke-eksisterende, når det gælder skuespillere og andre udøvende kunstneres ytringsfrihed. Eller bare deres mulighed for at fortælle om sig selv.

En del af vores medlemmer er ansigter, som mange danskere kender og elsker. Ansigter fra tv-serier, film, teaterforestillinger og reklamer. Og dermed personer, som mange mener at kende, netop fordi de er kendte. Måske er det det, der gør, at den digitale chikane mod dem går endnu længere end i andre tilfælde? Faktum er i hvert fald, at vores medlemmer ofte henvender sig til os i forbundet, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre med de ondsindede og til tider meget alvorlige trusler, der havner i deres forskellige digitale indbakker.

Her i Skuespillerforbundet modtog vi for nylig en mordtrussel mod Peter Mygind, og da vi kontaktede ham, viste det sig, at han ofte oplever at blive truet via mails og kommentarspor, fordi han udtaler sig om ligeløn og ligestilling. Vi har naturligvis meldt mordtruslen til politiet.
Dorte Rømer lever stadig på skjult adresse, efter hun i 2017 modtog dødstrusler, fordi hun lavede kampagnen Stop Stilheden om #metoo. Politiet har verificeret dødstruslerne, men kan ikke finde identiteten på den eller de, der står bag.
Også forbundets egen næstformand, Jakob Fauerby, har oplevet at få dødstrusler og trusler af seksuel karakter både i forbindelse med sin deltagelse i tv-programmet Vild med Dans og efter. Heldigvis er det stilnet lidt af, efter Ekstra Bladet lukkede Nationen.

Uanset platform, så er resultatet, at flere af vores medlemmer afholder sig fra at mene noget offentligt – både i form af debatindlæg og i ellers vigtige interviews med medierne – fordi de ikke orker den syndflod af chikanerende kommentarer, de bliver mødt med. Nogle gange er det truende indhold, andre gange er det mængden af ondsindede og grimme kommentarer, der gør vores medlemmer utrygge. Dermed betaler de en urimeligt høj pris for blot at deltage i den offentlige samtale om den verden, vi lever i. Uden at de har et sted at gå hen, hvor de er sikre på at få hurtig og kompetent hjælp.

En trussel mod den demokratiske samtale

Den demokratiske samtale er noget af det, hele det danske samfund bygger på. Meningsudveksling er præcis fundamentet for demokratiet, og udøvende kunstnere har altid været en væsentlig del af netop den offentlige debat. Hvorfor vil vi acceptere, at visse borgere ikke har samme frie adgang til at udtrykke deres meninger som andre?

Det er nemlig præcis det, der foregår lige nu – mens arbejdsgruppen stadig ikke er kommet med sit udspil. For dem, der truer vores medlemmer til tavshed, er det i praksis gratis at spy de digitale trusler ud. I modsætning til dem, der fx hænger en dukke af vores statsminister op i en lygtepæl i forbindelse med en demonstration – for her falder sigtelsen prompte.

Og det er det, fordi dem, der burde bremse troldehæren ikke får de nødvendige midler eller ikke har den opdaterede viden om det område, de skal efterforske.

Indsatsen mod internettets troldehær

For det går simpelthen ikke at lade så vigtig en opgave som en sober, demokratisk samtale være op til de sociale mediers samvittighed (eller rettere en flok A.I.-robotter) eller tilfældige online-moderatorer. Og det er i øvrigt heller ikke nok, for som nævnt kryber internettets troldehær også ind i emails og sms’er.

Der skal en samlet, målrettet, vidensbaseret og ikke mindst velfinansieret indsats til, der sikrer, at vi er lige så beskyttede online som fysisk. Derfor giver det absolut ingen mening, at man fra politisk hold sparer på bevillingerne til den ene instans, der rent faktisk har til opgave at holde trit med den online trusselshær.

Derfor bakker vi i Dansk Skuespillerforbund 100 procent op om de kloge pointer fra Digitalt Ansvar. Vi kan kun opfordre justitsministeren til at genlæse Digitalt Ansvars brev af 28. oktober 2020 og se realistisk på, hvorvidt arbejdsgruppens udspil reelt imødekommer de mange og alvorlige digitale trusler, som danske debattører og altså også skuespillere og andre udøvende kunstnere dagligt må leve med.

Nye spændende udfordringer

Leder i magasinet Sceneliv #2 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Vi tager lige nu de første spæde skridt mod den helt store genåbning – forhåbentlig uden tilbagefald. Vi går mod en sæsonafslutning og mod afslutningen på et rædselsfuldt år for vores branche og verden i det hele taget. Men i stedet for at dvæle ved omkostninger og tab vil jeg tillade mig at se fremad. Den nærmeste fremtid byder på generalforsamling og valg af ny bestyrelse. Samtidig tager jeg hul på min anden periode som formand – og det er jeg vildt taknemmelig for. Ikke mindst fordi det kommende år bliver både nervepirrende og spændende!

Vi er allerede i gang med overenskomstforhandlingerne med Dansk Teater. Dem kan I læse mere om i bladet her, hvor vores chefforhandler, Kim Hansen, og jeg interviewes om blandt andet 75-dages reglen, lønninger og behovet for nye mødetider.

Opdatering af oldgamle aftaler
Forbundet taler også med producentforeningen, så vi kan få sat søm i en aftale om rettigheder og streamingtjenesterne. Vi har nemlig stadig aftaler fra en tid uden de digitale muligheder, der er i dag. Det betyder, at vi kickstarter et benhårdt politisk arbejde med at få genåbnet medieforliget, så vi kan få lovgiverne til at pålægge streamingtjenesterne bidragspligt, sådan som vi ser det i nabolandene.  

Hvorfor skal de betale bidrag, spørger du måske? Det skal de, fordi vores danske rettighedsmodel er truet. Den model, hvor vi arbejder ret billigt på en produktion – mod til gengæld at dele de fremtidige indtægter. Det har været med til at sikre Danmarks store indholdsproduktion og vores høje kvalitetsniveau – noget, som ’Druk’s oscarnominering i den grad understreger. Den udvikling bidrager streamingtjenesterne ikke til, og det skal de. I hvert fald hvis vi skal kunne fastholde det tårnhøje niveau, vi er kendt for ude i verden.

Satcab og surdejsboller

Nu kommer vi til det emne, du har ventet på hele året: Nemlig §35 artikel 15 og 17 samt satcab-direktivet! Bag den tørre titel gemmer sig noget så væsentligt som vores Filmex-midler – så hent endelig en kop kaffe og læs videre: I 2020 moderniserede EU reglerne for ophavsret, så de som udgangspunkt giver indholdsleverandører samme rettigheder på nettet som i virkeligheden. Det regelsæt skal nu implementeres i dansk lovgivning. Samtidig skal vi have moderniseret §35, der er hele fundamentet for Verdens TV, som er der, vores Filmex-midler kommer fra. Vi har for 150-180 millioner kroner gode grunde til vores medlemmer for at få det her til at lykkes, så jeg kan godt garantere, at der ikke bliver tid til at poste billeder af surdejsboller på bestyrelsens SoMe-profiler!

Sidst, men ikke mindst, har vi stadig skarpt fokus på det vigtige arbejde med at modernisere vores arbejdskultur. Den trænger på alle måder til en forårsrengøring i form af et opgør med sexisme og kampen for ligestilling på tværs af køn, alder og etnicitet.

Der er rigeligt på opgavelisten, men heldigvis venter der store oplevelser på den anden side af vaccinerne: Jeg glæder mig til at komme ud til kollegerne, der lige nu knokler på revyscenerne og teatrene samt i koncertsalene. Om lidt bliver det sommer, så vi igen kan være sammen. Sammen om noget – helt uden afstand til hinanden.

Vi kan meget, men ikke alt

Leder i magasinet Sceneliv #1 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Kære coronatrætte medlemmer

Jeg vil gerne bruge årets første leder til at sige lidt om, hvad forbundet kan og ikke kan. For mens disse linjer skrives, raser den anden bølge af corona, og stort set hele Danmark er lukket. Alligevel er vi i forbundet nødt til at insistere på, at der også er en hverdag ude på den anden side.

Den klemme presser os på Tagensvej til det yderste. Men det er også derfor, vi er her, og det er i tider som disse, man bliver glad for dygtige medarbejdere. Alligevel er vi nødt til at prioritere benhårdt og vælge vores kampe med omhu. Det bliver ind imellem tydeligt, når velmenende medlemmer kommer til os med sager, der optager dem, i håb om at inddrage os.

Det er ellers noget af det, jeg elsker ved vores forbund: At vi udgør et kalejdoskop af holdninger og altid har noget på hjerte. Men det er ikke alt engagement, der udfolder sig bedst gennem sekretariatet – og det er ikke alle sager, som vi kan gå ind i. Derfor minder jeg i al fredsommelighed om, at vi ikke er en interesseorganisation, men en fagforening.

Vores kerneopgave er at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det formål tager vi dybt alvorligt. Lige nu er vi for eksempel i fuld gang med at genforhandle fire overenskomster. Vi er også i gang med at bane vejen for en fælles aftale med streamingtjenesterne. Sammen med Producentforeningen forsøger vi at præge det kommende medieforlig, og samtidigt skal der implementeres et EU-direktiv, som er afgørende for, om vores medlemmer får de samme rettigheder på nettet, som de har ude i virkeligheden.

Alt det arbejde har blandt andet betydning for Filmex-midlerne, som gør, at vi hvert år kan sende omkring 150 millioner kroner videre til vores medlemmer og andre rettighedshavere. Filmex betyder også, at vi kan dele produktionsstøtte ud, have DSF Studio og drive en hjælpefond, som har gavnet mange medlemmer her under coronakrisen.

For mig er det magtpåliggende, at vi servicerer vores medlemmer bedst muligt og hele tiden forsøger at forbedre vores kerneydelser. Det er, hvad I som medlemmer retmæssigt kan kræve af os, der knokler på Tagensvej – eller som nu hjemme i selvisolation. Kerneopgaverne skal altid have mindst 80 procent af vores opmærksomhed.

Når det er sagt, er der også en masse vigtige værdipolitiske spørgsmål, vi er nødt til at bruge ressourcer på. Ligebehandling, ligestilling og identitetspolitik er noget af det, der betyder meget for mange af vores medlemmer. Jeg ville ønske, at vi havde muskler til at yde 100 procent over hele linjen. Det har vi ikke, men vi prøver at byde ind, hvor det gør den største forskel.

Debatten om grænseoverskridende adfærd er et eksempel, hvor jeg synes, det er lykkedes os at skabe stor opmærksomhed. Men jeg vil også gerne fremhæve vores grønne udvalg, som består af tre bestyrelsesmedlemmer, der har besluttet at skabe fokus på bæredygtigt teater. Vi har støttet dem økonomisk, men de har selv sørget for at samle branchen i et stærkt initiativ for klima og miljø.

Jeg kan også nævne Copenhagen Pride, hvor vi i mange år har været synlige. Og vores sociale udvalg, der skaber fællesskab mellem medlemmerne på en megafed måde. De sidste tre eksempler er medlemsbårne og til stor inspiration for andre, der også gerne vil ændre verden til medlemmernes bedste.

Som forbund har vi brug for en stærk fælles erkendelse og accept af, hvor vi er nødt til at skyde med skarpt. Men når det er sagt, er alle velkommen i et af vores udvalg eller til selv at gribe en fakkel og bede om en håndsrækning. Hvis bestyrelsen synes, formålet er godt, støtter vi op. Og på den måde får vi en ægte, moderne fagforening med masser af udfoldelse, så vi kan vise verden, hvem vi er.

Alle skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv

Tech-giganter som Google, Apple og Amazon truer dansk indholdsproduktion, hvis de kan køre friløb i forhold til at betale for det indhold, man kan finde på deres platforme. Det skal der politisk sættes en stopper for, hvis vi fortsat vil have dansk film, musik og tv.

Det siger sig selv, at jeg skal betale for den mad, jeg spiser. Og at jeg skal betale, når jeg køber et stykke tøj, en bog eller en biografbillet. Men hvad, når jeg lytter til musik på en musiktjeneste? Eller når jeg ser en film eller tv-serie derhjemme. Hvem er det så egentlig, jeg betaler til? YouSee, Stofa eller en anden udbyder vil være et naturligt svar - og et delvist rigtigt svar. Men ikke hele svaret. For YouSee eller andre, som sæl-ger indholdet til mig, har ikke lavet indholdet og ejer det derfor ikke. Alle de gode film, alle de gode drama-serier, den gode musik osv. er ejet af dem, der har skabt det: Skuespillere, producenter, scenografer, mu-sikselskaber, dramatikere, artister, filmfotografer, musikere, instruktører, journalister og mange andre.

Når YouSee eller Stofa tjener penge på at videresælge indholdet, skal der betales tilbage til dem, der skabte det; til kunstnere og kulturproducenter, dvs. til rettighedshaverne. Det er det kulturelle kredsløb, og det er det system, der har fungeret godt og er anerkendt her i Danmark i mange år. Men markedet er blevet glo-balt, og de store internationale aktører spiller ikke efter samme regler som de danske. Det kan skabe en ubalance og en skæv konkurrence, som i sidste ende vil true hele den danske indholdsproduktion. Derfor skal politikerne tage affære og få rettet op på denne ulig kamp, så alle aktører kommer til at bidrage. Bran-cheorganisationen Danske Medier har meldt klart ud om dette budskab, og det samme ønske støtter vi som skabende og udøvende kunstnere og tv-, musik- og filmproducenter op om.

Det kulturelle kredsløb, hvor alle virksomheder betaler for brug af andres indhold og rettigheder, er den må-de, vi sikrer, at vi - i et lille land som Danmark - kan producere så meget dansksproget indhold. Indhold, som er et spejl på vores kultur, samfund og demokrati og som er en del af vores dannelse og det, der binder os sammen. Hver gang vi alle bruger kunst og kultur, bidrager vi med en lille sum tilbage til kunstnere og kul-turproducenter, der så kan finansiere ny kunst, nye produktioner, ny musik og ny litteratur. Det er det kultu-relle kredsløb - den danske rettighedsmodel - som ophavsretsloven er med til at sikre. Og det er en god og stabil finansiel ramme for skabelse og produktion af dansk kvalitets- og public service-indhold.

I disse dage er ophavsretsloven til diskussion, da EU’s copyright reform skal implementeres i dansk lovgiv-ning. Copyright-reformen er blevet til med en stor indsats fra danske politikere; Europaudvalget i Folketinget, skiftende danske regeringer og danske medlemmer af Europa-Parlamentet har gjort alt for, at det danske kulturelle kredsløb kan bevares, så vi fortsat har dansk produceret og dansksproget indhold. Fokus er på, at ophavsretten skal gælde for alle - også for Google, Apple og Amazon.

Det danske ophavsretssystem har fungeret godt i mange år. Men mange af de nye aktører bidrager ikke automatisk til det kulturelle kredsløb. Og når de driver forretning på indholdet, men ikke betaler, så får kunstnere og kulturproducenter ingen betaling, og der kommer ikke penge til nyt dansk indhold. Det er ikke ret og rimeligt, hverken over for kunstnere eller kulturproducenter, eller over for dem, som fx YouSee, der faktisk betaler for at tjene penge på andres indhold.

Derfor skal vi sørge for, at reglerne på området følger med den teknologiske udvikling. Ophavsretsloven skal skabe ens spilleregler for alle aktører. Alle skal bidrage, hvis vi skal bevare det stærke kreative miljø i Dan-mark, som skaber godt indhold for både hjemmepublikum og ude i den store verden. Det skal ikke være muligt at omgå reglerne, fordi en aktør benytter sig af en anden ny teknologi eller platform. Hvis ikke vi får rettet op på det, risikerer vi, at der bliver mindre dansk indhold til os alle sammen: færre danske film, tv-udsendelser, musiknumre eller litteratur.

Når ophavsretsloven ændres, er det afgørende, at vi sikrer teknologineutralitet, og at sammenlignelige di-stributionssituationer behandles ens. Reglerne skal tilpasses, så de gælder for alle streamingtjenester, uan-set hvem der ejer dem. Tilsvarende skal det gælde, at distributører, som driver den samme forretning, ikke behandles forskelligt i ophavsretsloven, blot fordi de benytter forskellig teknisk setup og platforme. En for-skelsbehandling på grund af teknologi vil underminere den danske rettighedsmodel og opbakningen til op-havsretten i det hele taget, og derved den danske indholdsbranche.

Nye aktører kræver, at vi indretter vores lovgivning, så alle aktører bidrager på samme vilkår. Lad det være vores opfordring ved både revisionen af ophavsretsloven og de kommende forhandlinger om et nyt medie-forlig. Alle aktører skal betale for ophavsretten, hvis vi fortsat vil have dansk film og tv, musik og litteratur.

Debatinlæg i Politiken 15. februar 2021 af Jørgen Ramskov (Direktør i Producentforeningen), Benjamin Boe Rasmussen (Formand for Dansk Skuespillerforbund), Christina Rosendahl (Formand for Danske Filminstruktører), Henrik Daldorph (Formand for IFPI Danmark), Nikolaj Scherfig (Formand for Danske Dramatikere), Tine Johansen (Formand for Dansk Journalistforbund), Sara Indrio (Formand for Dansk Artist Forbund), Søs Nyengaard (Formand for Dansk Musiker Forbund), Peter Adolphsen (Formand for Danske Skønlitterære Forfattere), Jan Weincke (Formand for Dansk Filmfotograf Forbund), Carsten Kristensen (Formand for Danske Scenografer), Jesper Grove Jørgensen (Formand for Dansk Kapelmesterforening), Anders Knudsen (Formand for Film- og TV-Arbejderforeningen), Søren Fleng (Formand for Animationssammenslutningen), Ole Dreyer (Formand for Musikforlæggerne i Danmark), Morten Visby (Formand for Dansk Forfatterforening), Christoffer Berdal (Formand for Foreningen af Danske Sceneinstruktører).

Blankmedieordningen

Det er faktisk i al ubemærkethed en stor dag for danske kunstnere. Efter 15 års kamp for en legitim modernisering af blankmedieordningen er der endelig kommet en politisk aftale og løsning på at finde en fair kompensation for privatkopiering til kunsterne.

Indtil i dag har det helt forrykt kun være næsten forældede kopieringsmedier som cd-skiver og usb-stik, der har været omfattet. Fremover skal den også dække tablets og smartphones og harddiske. Det, som man bruger i dag og som EU for længe siden har besluttet skal være gældende for ordningen. Diskussionen har været betændt og skiftende regeringer har skiftedes til at stå i kø ved syltekrukkerne – men i dag har regeringen og støttepartierne taget ansvar og lavet en ordning.

Helt faktuelt bliver ordningen på 93. mio. Det er under hvad de øvrige lande, vi sammenligner os med, har fået indført ift gældende EU-lov, men vi anerkender, at det var det muliges kunst og det smukke ved et politisk kompromis: Alle har givet sig, men alle står også tilbage med en følelse af, at det er ok. Vi skal bestemt heller ikke glemme, hvad det er for en udfordrende tid dette kompromis er indgået under.

Tak til regeringen og dets støttepartier. Og tillykke til kunstnerne. Det kan godt fejres med en makrelmad.

Dræb tavshedskulturen og send Aalbæk på museum

Leder i magasinet Sceneliv #6 2020
Benjamin Boe Rasmussen


Kære venner

Nu kom den længe ventede rapport om det psykiske arbejdsmiljø i vores branche. Det er skræmmende læsning, men det, som gør størst indtryk på mig, er, at der ingen sammenhæng er mellem alle beskrivelserne af overgreb i rapporten, og det antal af henvendelser vi modtager i forbundet. Det betyder, at der er en tavshedskultur.

Det er der mange årsager til. For det første er det ofte forbundet med skam at opleve grænseoverskridende adfærd, og samtidig har flertallet af os i branchen ikke en fast tilknytning til en bestemt arbejdsplads og bestemte kolleger. Derfor kommer vi nemt til at gå og nørkle med problemerne selv og se dem som en uundgåelig del af gamet. Rapporten siger også, at vi føler en enorm kærlighed og loyalitet over for vores fag. Det kan betyde, at vi bider alt for meget i os for kunstens skyld.

Men uanset alle forklaringer, så er det pinedød nødvendigt, at vi i skuespillerforbundet nu sammen med arbejdsgiverne – både teatre og filmproducenter – sørger for, at det bliver klokkeklart, hvad der forventes af både ledere og medarbejderne. Og det skal naturligvis have konsekvenser, hvis retningslinjerne for ordentlig adfærd ikke bliver overholdt.

I forbundet er vi også gået i gang med at uddanne både vores egne medarbejdere og tillidsmændene ude i landet til at håndtere indrapporteringer, så alle, der kontakter os, føler, at de bliver taget alvorligt og får behandlet deres sag på en forsvarlig og indsigtsfuld måde. Det vil sige på en måde, der passer til sværhedsgraden af det, der er sket, og hvor vi aldrig går længere med en sag, end den krænkede part er indstillet på. Det skal være trygt at søge hjælp.

Selv om rapporten er hård læsning, er jeg er stolt over, at vi har fået lavet denne kortlægning – den største af sin art i Danmark – sammen med Producentforeningen, Dansk Teater og Danske Filminstruktører. Det betyder, at vi også står sammen på tværs af branchen om at lave den kulturforandring, som vi har ønsket os og kæmpet for siden #metoo startede i 2017.

Debatten har været betændt alt for længe. Flirt, magtmisbrug og Peter Aalbæks julefrokoster er blevet blandet sammen i én, stor pærevælling. Men nu er der hul på dæmningen, og i den seneste tid er historierne skyllet ind over os som en tsunami. Men den betændte debat skyldes også frygt.

Der er forståeligt nok nogle, der er bekymrede for, hvad de kan have gjort forkert eller været stiltiende vidner til i fortiden. Der kan være angst for, at en kulturforandring betyder, at en masse mennesker skal udskammes og straffes. Men intet er mere forkert. Vi er ikke specielt interesserede i at fælde dom over nogen eller lægge nogen på hjul og stejle.

Mest af alt ønsker vi at kigge fremad og skabe en ordentlig måde at være sammen og arbejde sammen på. En tryg arbejdskultur er et gode for os alle og for den kunst, vi arbejder med. I dag er der jo heller ingen, der føler det som et indgreb mod den personlige eller kunstneriske frihed, at man ikke må drikke en bajer, når vi møder kl. 7 om morgenen, eller føler sig krænkede over, at restauranterne er røgfri, og man i øvrigt skal have sikkerhedssele på i bilen.

På samme måde er de forandringer, der nu strømmer ind over os, noget vi skal rumme og omfavne. Og så må vi se, hvor mange fisk, der egentlig ligger og gisper på stranden, når vandet igen trækker sig tilbage. Regler er noget, vi laver for at beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Dem, der ikke bare kan sige fra, mande sig op og spise sig mætte i tudekiks.

Vi vil gerne have et arbejdsliv, hvor man ikke behøver have det sorte bælte i judo – hverken fysisk eller mentalt – for at gå på arbejde. Så skal vi ikke hjælpes ad med at køre Peter Aalbæk på museum?

Og god jul i øvrigt!

 

Streaminggiganter truer dansk indhold

Af Jørgen Ramskov, Christina Rosendahl, Benjamin Boe Rasmussen og Nikolaj Scherfig
Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikere. Debatindlæg i Altinger 24. november 2020.

Danske Mediedistributører kalder film- og tv-branchens forslag om et kulturbidrag på streamingtjenesters omsætning et ”dumt selvmål”. Men de har ikke selv nogen forslag til, hvordan vi sikrer dansk indholdsproduktion.

Replik: Streaminggiganter truer dansk indhold. Lad os sammen finde en løsning, mediedistributører

Vi venter spændt på regeringens medieudspil og forhandlingerne om en ny medieaftale. Det er vigtigere end nogensinde at finde en model, der sikrer os alle fortsat adgang til masser af dansk indhold i den høje kvalitet, vi kender i dag. Det er langt fra givet.

Der sker store ændringer i både medieforbruget og i markedet, hvor en række store internationale streaminggiganter vinder frem. De er netop internationale og satser på indhold med international appel - før de satser dansk. Det vil presse finansieringen af dansk indhold.

Ros til kulturministeren
Derfor er der også god grund til at rose kulturminister Joy Mogensen, der allerede i august meddelte, at forhandlingerne om en ny medieaftale vil omhandle, hvordan de store kommercielle streamingtjenester kan bidrage økonomisk til produktion af dansk indhold.

Modellen findes allerede i en række europæiske lande - herunder store lande som Tyskland og Frankrig, og senest har Canada netop fremlagt et lovforslag, der skal sikre tjenesternes bidrag til canadisk indhold.

Det er en spændende og nødvendig debat, og selvfølgelig er der forskellige holdninger til, hvordan finansieringen af dansk indhold sikres bedst mulig.

En ærgerlig reaktion fra Danske Mediedistributører

Senest har Danske Mediedistributører i Altinget reageret på et samlet udspil fra film og tv-branchens organisationer om et kulturbidrag på syv procent af kommercielle streamingtjenesters omsætning.
Danske Mediedistributører er enige i, at finansieringsgrundlaget for dansk indhold er truet – men ender paradoksalt nok med at betegne vores forslag om et kulturbidrag som et ”dumt selvmål”.

Herefter opregner de en række katastrofescenarier for danskerne, hvis det gennemføres, uden selv at følge op med egne forslag, og uden at forholde sig til, at en række europæiske lande har indført samme model, uden de forudsagte katastrofer.

Det er ærgerligt, for debatten om dansk indholdsproduktion er enorm vigtig. Vi er enige om, at dansk indholdsproduktion er under pres, og det er en bunden opgave at sikre og beskytte dansk kultur - det kan vi ikke overlade til markedet og streamingtjenesterne.

I Danmark har vi heldigvis en solid tradition for politiske forlig, der sikrer en stærk og mangfoldig dansk indholdsproduktion - er udbuddet alene et styret af internationale tjenesters efterspørgsel, så har vi absolut ingen sikkerhed for, at indholdet afspejler vores danske virkelighed.  

Derfor bør vi alle i mediebranchen finde konstruktive løsninger og forslag til politikerne.

Kulturbidrag på syv procent

Forslaget fra en samlet film- og tv-branche vil bidrage til at fremtidssikre dansk indholdsproduktion.

Vi foreslår, at der indføres et kulturbidrag på syv procent af alle kommercielle streamingtjenesters danske omsætning.

Bidraget skal indgå i den eksisterede Public service-pulje og finansiere dansk film og tv. Bidraget skal kun gælde for tjenester med en omsætning på over 30 millioner kroner.

Til gengæld har alle, som bidrager til puljen, mulighed for at søge midler til produktion af nyt dansk indhold, uanset om de hører hjemme i Danmark eller i udlandet.

Enkelt og gennemførligt – men vi bliver samtidig nødt til at opklare nogle af de misforståelser, der indgår i Danske Mediedistributører kritik af forslaget om et kulturbidrag.

1. Kulturbidraget går til en pulje, som alle kan søge fra

Danske Mediedistributører skriver, at kulturbidraget er en ”dobbelt beskatning”. Det kunne ikke være mere forkert.

Kulturbidraget er et bidrag til en fælles pulje. Alle der bidrager til puljen, kan søge fra puljen på lige fod. Derfor vil både for eksempel Netflix og TV 2 have mulighed for at få penge retur fra puljen til nyt indhold.

Det vil være med til at fremtidssikre det økosystem, som finansierer dansk indhold.

2. Et konkurrencepræget marked vil holde priserne lave
Der er intet, der taler for, at kulturbidraget vil føre til, at streamingtjenesterne vil øge abonnementsprisen, som Danske Mediedistributører påstår.

Som nævnt betyder kulturbidraget, at for eksempel Netflix, Viaplay og andre selv vil kunne søge fra puljen, og dermed vil de kunne få det samme ud af kulturbidraget, som de bidrager med.

Desuden styres prispunkter primært af konkurrencesituationen, og den må siges at være benhård på det danske marked for streamingtjenester.

3. Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion

Danske Mediedistributører kritiserer kulturbidraget for ikke at løse udfordringen med faldende annonceomsætning hos danske virksomheder.

Vi har aldrig påstået, at kulturbidraget løste det problem. Det er en trussel skabt af store internationale virksomheder som Google og Facebooks indtog på det danske marked.

Kulturbidraget skal sikre dansk indholdsproduktion mod truslen fra internationale streaminggiganter, og den model udelukker jo ikke andre løsninger, der kan sikre danske mediers annonceomsætning.

Debatten om dansk indholdsproduktion er vigtig. Vi bør sammen finde konstruktive løsninger.

Vi har fremlagt vores og tager gerne debatten. Men man bliver nødt til at pege på løsninger.

Det mangler Danske Mediedistributører at gøre.

Create Denmark er et godt svar på et svært spørgsmål

Leder i magasinet Sceneliv #5 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner
For fire år siden skabte skuespillerforbundet sammen med blandt andet dramatikerne og filminstruktørerne Create Denmark. Missionen var, at få lavet nogle ordentlige rammeaftaler med de streamingtjenester, som i stigende omfang er kommet til vores del af verden for at producere.

’The Rain’ var den første store danske produktion lavet til streaming. Det var fantastisk og starten på et nyt i eventyr, som næsten kan sammenlignes med den store guldfeber i USA i slutningen af forrige århundrede. Pludselig så det ud, som om det væltede ind med arbejde og projekter – og det gør det fortsat.

Problemet var bare, at der ikke fandtes en overenskomst eller en rammeaftale på området, og amerikanerne kom med en kultur, som ikke anerkendte den skandinaviske rettighedsmodel. De danske producenter så også nogle fordele ved at gå efter en ”buy out-model”, hvor kunstnerne afgiver deres rettigheder mod en engangsbetaling.

Det blev starten på en slags religionskrig, hvor vi længe stod i hver vores skyttegrav. Men her fire år senere ser det ikke så skidt ud endda. For i den tid har Create Denmark været involveret i over 30 aftaler med 30 forskellige produktioner. Tredive! Det tør jeg godt kalde en succes.

Det betyder overhovedet ikke, at vi er i mål, men det viser, at vi er lykkedes med at etablere Create Denmark som institution og som en reel forhandlingspartner. Og der er ingen tvivl om, at vi har forhandlet langt bedre aftaler, end vi havde kunnet uden samarbejdet.

Der er ikke længere nogen producenter, der ikke anerkender Creates eksistens. I dag er det blevet standardprocedure, at man henvender sig til Create Denmark, når man vil indlede forhandlinger om rettighedsbetaling. Også selv om vores medlemmer stadig ind imellem bliver belært om, hvor pissebesværligt og gammelkommunistisk det er, når vi kunstnere holder på vores rettigheder.

Og ja, det er besværligt! Men, tænker jeg, når vi vækker så meget harme bare ved at udføre det arbejde, vi er sat i verden for, så er det vel, fordi vi kradser det rigtige sted. Til gengæld kradser vi ansvarligt. For vi ved jo godt, at producenterne og udbyderne er vigtige arbejdsgivere for vores medlemmer.

Til dato har vores forhandlinger heller ikke givet anledning til en eneste lukket produktion. For vores modparter forstår også godt, hvor vi kommer fra med vores krav. Men alligevel kan vi stadig ikke blive enige om at lægge snittet til en egentlig rammeaftale.

Det handler blandt andet om, at der er et nyt EU-direktiv om rettigheder på vej, som vi endnu ikke aner, hvordan bliver implementeret. Det handler også om, at vi hellere vil undvære en aftale, end vi vil have en aftale, som udfordrer de producenter, der allerede producerer i Danmark og til andre platforme – og dermed underminerer hele rettighedsmodellen. Endelig vil vi ikke acceptere en aftale, som forringer vores medlemmers økonomi.

Alligevel er Create Denmark, og den kamp vi valgte at tage sammen, godt på vej. Relationerne er et godt sted, og vi har et positivt samarbejde med Producentforeningen. Det har vi også mærket under Coronakrisen, hvor vi i fællesskab har arbejdet for at undgå økonomisk ruin for både producenterne og medlemmerne her i butikken.

Det samarbejde skal fremover danne grundlag for, at vi kan bevare det tårnhøje kvalitetsniveau, vi har herhjemme. Dansk indhold og produktioner kommer ikke af sig selv. De skal have et gunstigt miljø at spire i, og det har de med den danske rettighedsmodel.

Gud bevare den danske rettighedsmodel … og Create Denmark!

 

Lad os grine, græde og blive klogere sammen

Leder i magasinet Sceneliv #4 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner

Normalt holder vi Dansk Skuespillerforbunds generalforsamling og fest inden vi går på sommerferie. Men intet er normalt længere. Faktisk tror jeg, det er første gang i vores historie, at vi har været nødt til at udsætte generalforsamlingen. Og vi ved ikke engang præcis, hvordan vi må holde den – MEN vi ved, at den bliver til noget, og hvor vi skal mødes! Og I skal også nok få at vide, om vi skal have masker på, og om vi eventuelt er nødt til at lukke lidt tidligere.

Men hvad er status ellers lige nu? Det har været nogle sindssyge måneder både for jer og for os her på Tagensvej, hvor vi har kæmpet med at samle en af de hårdest ramte brancher op fra en blodbestænkt boksering. Samtidig har vi knoklet for at hjælpe jer medlemmer.

Det har været en vild, men også opløftende proces at bygge bro mellem politikerne, branchen og vores medlemmer. Og I har været megaseje. Alle har kunnet se, hvordan I har spredt mod og glæde på de sociale medier, på altaner og pladser. Og det har i den grad været med til at holde humøret oppe i hele Danmark og ikke mindst her i sekretariatet.

Mod har vi også brug for nu, hvor der igen er gang i hverdagen. Der prøves, filmes, spilles, danses og synges igen, selvom ingen af os ved, hvordan verden ser ud om nogle uger. Der er fortsat restriktioner på vores måde at være sammen på, som betyder, at teatre og tv- og filmproducenter er udfordrede på økonomien – og det smitter af på os. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst hjælper hinanden, når ingen kender den politiske og sundhedsfaglige udvikling. Alle har uden tvivl de bedste intentioner, men det kan være svært at finde vejen, når producenterne har brug for at tjene penge, og kunstnerne har brug for at betale husleje.

Samtidig udnytter tech-giganter som Google desværre krisen til at skamride Koda og de rettighedsbærende musikkunstnere. Det vil også gå ud over vores medlemmer på sigt, for de store medier er selvfølgelig afhængige af at kunne publicere deres produktioner. Derfor bakker vi op om Kodas kamp for kunstnerne. Det er et kæmpeslag, der skal slås på politisk niveau både herhjemme og internationalt.

Men der er flere kampe: I løbet af efteråret vil vi – igen – forsøge at få genåbnet medieforliget, så producenterne kan få mulighed for at skabe en troværdig økonomi på de fremtidige tv- og filmproduktioner. Vi venter også på undersøgelsen om det psykiske arbejdsmiljø i vores branche fra Aarhus Universitet, hvor de foreløbige resultater desværre viser, at vi har nogle problemer i branchen, som vi bliver nødt til at handle på.

På det seneste har vores branche også oplevet at blive omtalt som elitær og ligegyldig af forskellige meningsdannere, selvom intet er mere forkert. Jeg sidder for eksempel lige og hører Bent Fabricius-Bjerres livsværk på DR, der rummer den ene perle efter den anden af musik fra film og tv, som vi alle kender. Dansk indhold har aldrig været mere populært, men for nylig var der alligevel en spade i tv, der sagde, at flere vil se håndbold end teater. Så som fun fact kan jeg nævne, at der blev solgt flere teaterbilletter end billetter til Superligaen og Håndboldligaen i sidste sæson.

Jeg kunne aldrig selv finde på at sætte sport og kunst op som modsætninger. Flertallet af os elsker jo begge dele, og tilsammen binder sport og kunst os sammen, uanset om det sker på Silkeborg Stadion, i Det Kongelige Teater eller på Netflix! Kultur handler jo i bund og grund om at give alle os i hamsterhjulet håb og mening med det korte liv, vi har fået lov at låne.

Så lad os udnytte, at vi skal have generalforsamling her i efteråret. KOM 13. september – lad os mødes og tale om den fremtid, vi kigger ind i. Det er så vigtigt, det vi gør!

 

Teater, film og koncerter er ikke lig med natteliv

Af Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund og Benjamin Boe Rasmussen, formand Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Kulturmonitor.dk 9. august.

Verden er på vej tilbage fra sommerferie, og Corona-debatten er i fuld gang igen. Smittetallene går desværre i den helt forkerte retning flere steder i landet, og statsminister Mette Frederiksen har udsat 4. fase af genåbningen. For ja, vi skal stadig passe på hinanden, men vi skal også huske at debattere på det rette grundlag.

Lige nu er der fokus på genåbning af kulturlivet, og i den debat ser vi en ærgerlig tendens til, at debattører, politikere og journalister slår teater, biografer og koncerter med siddende publikum i hartkorn med nattelivets barer og diskoteker. Det mener vi i Dansk Skuespillerforbund og Dansk Artist Forbund er meget ærgerligt for både publikum og kulturbranchen.

Det siger sig selv, at forholdene og dermed smittefaren ved en siddende koncert og på et diskotek er vidt forskellige, og det skal der naturligvis tages højde for i en gennemtænkt og meningsfuld genåbningsproces. Vi har jo alle en fælles samfundsinteresse i at holde døren åben til alle de tilbud og aktiviteter, der ikke udgør en sundhedsrisiko.

Og netop underholdningserhvervet er simpelthen så gennemreguleret i forhold til publikumsadfærd, at vi vil vove den påstand, at det er mere sikkert at gå i biffen, i teatret eller til en siddende koncert, end det er at gå i storcenter eller byggemarked. Derfor appellerer vi til beslutningstagerne om at trække vejret, inden de lukker kulturlivet ned over en bred kam uden en reel fremtidsplan.

For selvfølgelig skal der gøres det, der skal gøres, for at inddæmme smitten. Det mål og den pligt bakker vi alle op om – men som kulturlivs repræsentanter ønsker vi at minde om, at store at dele af underholdningsbranchen længe har været i gang med at skabe de nødvendige rammer om publikums sikkerhed. Spillesteder og kunstnere har gennem krisen været kreative, dygtige og meget tålmodige.

Samtidig hungrer borgerne efter oplevelser, der giver fællesskab og mening. Det er det, som blandt andet teatrenes høje billetsalg viser os – og de oplevelser vil vi som branche selvfølgelig gerne give dem. Men kulturvirksomhederne kæmper med økonomien og mange er lukningstruede på grund af restriktionerne og har selvfølgelig fortsat brug for hjælp – men det er en anden debat.

Derfor håber vi, at politikerne – inden det næste pressemøde – kommer i hu, både at kende forskel på spillesteder/teatre /biografer og natteliv, samt, at en vigtig del af samfundet er vores kultursektor med en masse kulturarbejdere, som er i fuld gang med at tilpasse sig den nye Corona-virkelighed og gøre teatersalen, koncertsalen og biffen til et trygt sted at være. Så døm ikke kulturen ude på ubestemt tid, men lav en langsigtet plan hvor arbejdsrammer og økonomiske rammer er et reelt indsatsområde – og meld den ud meget snart.

Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Af Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller, Christina Rosendahl, instruktør og Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter. Debatindlæg i Politiken 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.
Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner. Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

Vi står i dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold. På Netflix ser man serier som ’Tiger King’, ’Stranger Things’, ’The Crown’, internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret iDanmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, ’The Rain’. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen. Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

Dansk indhold er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv. Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd’er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

Prisen for denne udvikling blev konkretiseret i analysen ’Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion’ fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR’s budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes. Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise – uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

Der er brug for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.

Post corona: tilbage til fremtiden

Leder i magasinet Sceneliv #3 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Mens I sidder og læser lederen her, skal I være opmærksomme på, at den er skrevet midt i maj.
For mig føles det lige nu lidt som at være med i en film, hvor jeg skal skrive om fremtiden, og når vi når derhen, skal vi se om det hele passer.

Eller måske er det mere som at udfylde en tipskupon, som man gjorde det i gamle dage med Tipslørdag: Leeds-Wolverhampton, et 1-tal … For lige nu er det svært at se bare nogle få dage ud i fremtiden. Verden er ikke længere den samme – og alt det på grund af en eller anden elendig kok, der glemte at koge en flagermus i Kina. Eller hvad der nu skete.

Nå, men mens disse linjer skrives, er vi fra forbundets side i dialog med Kulturministeriet. Det drejer sig om en lempelse af retningslinjerne for genåbningens 3. fase, som jo ifølge planen indbefatter kulturlivet. Så mens disse linjer læses, håber jeg, at der igen er nogle af jer medlemmer, der går til prøver på forestillinger og er ude at filme. At tandhjulene så småt er begyndt at dreje igen.

Jeg vil ikke skrive en masse her om coronavirus og politik, for det er bladet allerede fyldt med. Jeg vil hellere koncentrere mig om jer medlemmer. Vi hungrer jo alle efter at komme i gang igen, men samtidig er vi også usikre på, hvordan vi skal forholde os til netop det: at komme i gang.

For hvad med smitterisiko, smittetryk og sundhedsmyndighedernes retningslinjer? Hvordan fanden forholder vi os til at give et knus, når vi filmer, og hvordan kysser vi og slås på scenen? Hvordan kan vi i det hele taget være til stede i et prøverum sammen? Jeg håber inderligt på, at vi har fundet løsninger, der er både sikre og mulige at overholde, når bladet her lander i postkasserne.

Og hvis jeg skal sige noget som helst pænt om hele det her coronalort, så er det måske, at vi har fået et tættere samarbejde med Dansk Teater og Producentforeningen på trods af, at nogle af arbejdsgiverne har været svære at danse med under nedlukningen. Men på organisationsplan er vi i hvert fald i sync, når det kommer til de udfordringer, der er i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet.

Vi bakker alle op om, at vi skal gå på arbejde, men vi er også enige om, at det skal foregå forsvarligt, og at det er arbejdsgiverens ansvar at skabe rammerne. Så skal vi andre nok tage ja-hatten på – den hat får vi nok alle sammen brug for i den kommende tid. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi skal vænne os til nye måder at arbejde på og være sammen med publikum på.

Vi skal også være opmærksomme på nye opfindsomme tiltag fra nogle arbejdsgiveres side såsom særlige coronakontrakter og mærkelige force majeure-tiltag, som ikke nødvendigvis er rimelige eller meningsfulde. Det er klart, at når der er så meget uvished, kan der også nemt opstå nogle uhensigtsmæssige panikløsninger.

Også derfor er det vigtigt, at vi fastholder et stærkt organisatorisk samarbejde mellem os og arbejdsgiverorganisationerne, så vi i fællesskab kan holde styr på tropperne og finde løsninger som alle kan se sig selv i – og skabe en tryg og produktiv hverdag for alle.

Til dem af jer, som er ulykkelige over IKKE at skulle bekymre sig om coronasmitte lige nu, fordi I ikke har et arbejde eller har mistet det arbejde, som I skulle have lavet nu: kæmpe varme kram og tanker til jer. Vi knokler for at få hjulene i gang, så I forhåbentlig får mulighed for at indhente lidt af det tabte snarest muligt.

I læsende stund skulle vi også have haft vores generalforsamling og fest i forbundet. De er desværre også ramt af corona, så vi ses først til sensommer. Men jeg glæder mig usigeligt til at møde jer igen på en absolut analog måde.

 


      Ledere - arkiv