Som I ved, er planen om at slå de tre overenskomster med Dansk Teater sammen til én desværre faldet til jorden. Det ærgrer os selvfølgelig, men vi var klar på at forhandle tre gode aftaler hjem i stedet. Derfor var det en noget brat opvågnen efter nytår, da Dansk Teater valgte at gå i pressen med en unuanceret fortælling om, at overenskomstforhandlingerne var brudt sammen på grund af vores 'urealistiske lønkrav'.
Fra forhandlingsteamets side kan vi godt se det besnærende i at forsøge at hægte sig på en fejlagtig fortælling om de grådige danske skuespillere, der tæller millionerne med den ene hånd, mens de kræver flere penge med den anden. For det er jo reelt det, Dansk Teater gør, når de siger, at skuespillerforbundets lønkrav var 'urealistiske'.
De konkrete tal
Den sang har vi hørt før, men den er stadig falsk: Den seneste lønundersøgelse viser, at vores medlemmers gennemsnitlige erhvervsindkomst udgør 338.000 kroner om året, hvilket er langt under den generelle danske gennemsnitsårsløn på over 500.000 kroner (Danmarks Statistik).
Og for at komme diverse luftkasteller om lønningerne til livs med det samme, så lad mig fortælle, hvilke konkrete tal, der var på forhandlingsbordet:
Minimumslønnen for skuespillere på de danske teatre ligger et sted mellem 25.000 og 28.000 kroner om måneden, og under forhandlingerne ønskede vi stigninger i minimumslønnen, der for langt de fleste teatre ville være på under 1.500 kroner om måneden. Vel at mærke for folk, der – hvis de er heldige – har to-tre måneder med fuldtidsjob, før forestillingen er slut, og de igen skal ud på jobmarkedet. Læg dertil at lønnen på de store teatre stort set ikke har bevæget sig i 15 år.
Hvis Dansk Teater synes, det er 'urealistisk' og grådigt, så vil jeg gerne vide, hvilken købmand de selv køber deres dagligvarer hos. For jeg kan bare konstatere, at disse tal kun lige knap opvejer den historisk høje inflation, der plager enhver dansk lønmodtager for tiden.
Mavepuster med stor betydning
I bytte for lønstigninger i bunden tilbød vi teatrene større fleksibilitet i forhold til fx ansættelsesperiodernes længde og teatrenes prøveplanlægning, hvilket betød, at lønstigningerne ikke ville blive oplevet så voldsomme for teatrene. Alt dette var vi stort set enige med Dansk Teater om, da vi sagde 'på gensyn' sidste gang. Vi var i øvrigt også enige om, at vi skulle koordinere udmeldingen om forhandlingerne.
Hvad der skete hos Dansk Teater efter mødet i november, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg undrer mig over, hvad de tænker, de opnår ved at gå i pressen og lægge hele skylden for de kuldsejlede forhandlinger på vores skuldre ved at kalde vores lønkrav for urealistiske.
Det er klart, at den her mavepuster ikke gør noget godt for den relation, vi og de har været år om at opbygge, og den kan ikke undgå at få indflydelse på vores tilgang til de kommende overenskomstforhandlinger.
Jeg er ret sikker på, at de danske teatre stadig ønsker sig mere fleksibilitet og smidighed fra skuespillernes side, og hvis ikke det skal afspejle sig i lønnen, hvor så?
- Benjamin Boe Rasmussen