Weinstein-sagen

Interview med Benjamin Boe Rasmussen i Politiken 26. februar 2020

Skuespillernes formand efter dom til Weinstein: Det giver ingen mening, hvis vi ikke taler om #MeToo om fem år.

Selv om Harvey Weinstein nu er dømt, er der stadig brug for fokus på en sund arbejdskultur i skuespillerbranchen, siger formanden for skuespillernes fagforbund i Danmark.

Hvis dommen til Harvey Weinstein skal give mening, er det vigtigt, at vi fortsætter det opgør med seksuelle krænkelser og magtmisbrug alle vegne, som anklagerne mod den tidligere så magtfulde filmproducer har været med til at starte.

Det siger Benjamin Boe Rasmussen, som er formand for Dansk Skuespillerforbund.

”Harvey Weinstein er synonym med #MeToo-bevægelsen og dens opståen, og det, der er vigtigt for mig, hvis den dom og det, at de kvinder har stillet sig frem, skal give mening, er, at vi stadig kigger på #MeToo-sagen og den kultur, vi har fundet ud af, vi ikke længere vil have i vores industri. Det håber jeg, at vi kan bruge denne sag til,” siger Benjamin Boe Rasmussen.

Harvey Weinstein blev mandag fundet skyldig i seksuelt overgreb på sin tidligere assistent Mimi Haleyi i 2006 og voldtægt af skuespilleren Jessica Mann i 2013. Det skete ved en domstol i New York. Han blev kort efter omringet af en gruppe politibetjente, som lagde ham i håndjern.

I alt har mere end 80 kvinder anklaget Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser. Anklagerne blev startskuddet til #MeToo-bevægelsen.

#MeToo handler ifølge Benjamin Boe Rasmussen ikke om at gøre op med fortiden, men om at skabe en fremtid, hvor folk kan gå på arbejde uden at blive chikaneret.

”Jeg har intet ønske om at finde en Harvey Weinstein og putte ham i fængsel. Jeg har et ønske om, at man anerkender, at vi skal være sammen på en anden måde, end vi har været vant til. Kvinderne fik stemmeret i 1915, og nu har det bundfældet sig, at det er helt naturligt, at vi alle sammen har stemmeret, fordi vi alle sammen er mennesker. Det mangler at bundfælde sig, hvad #MeToo betyder, og hvad det betyder, at når man har magt, har man også et ansvar for, hvordan man er sammen med andre. Det er en supertanker, der er lang tid om at vende,” siger formanden.

En ny måde at begribe verden på
Da Benjamin Boe Rasmussen gik på dramaskole, fik de studerende at vide, at de bare skulle sige ja til selv de mest mærkelige øvelser og udstille de ting ved sig selv, som de ikke havde det godt med. For det var en del af at være skuespiller. Men det går ikke længere.

”Vi skulle for eksempel gå nøgne rundt på skolen. Man sagde bare ja, for det skulle man. Men det skal man ikke nødvendigvis. Vores grænser skal respekteres, også selv om vi er skuespillere og vant til at skulle lave ting, der er grænseoverskridende,” siger han.

”På de store arbejdspladser kan de se, at de er nødt til at tage det alvorligt. De ved ikke helt, hvad det er, men de vil tage det alvorligt, så derfor etablerer de safe spaces og klæder tillidsfolkene på til det. Så jeg synes, at der er en ny måde at begribe verden på.”

Alligevel er der endnu ikke i filmbranchen fundet fælles retningslinjer for, hvordan man skal håndtere udfordringerne.

”Det er svært at finde en konsensus, som alle er tilfredse med. Nogle er stadig enormt utrygge eller nervøse i det. Andre har brug for at sætte flueben og sige, at nu har vi gjort noget ved det. Og jeg kender det jo godt: Vi skal sætte røgalarmer op – ja ja, jeg køber en røgalarm og sætter den op ude i køkkenet. Jeg tjekker ikke, om det virker. Som alt nyt skal det jo også bundfælde sig,” siger Benjamin Boe Rasmussen.

”Det er en modernisering af den måde, vi er sammen på, og en anerkendelse af, at vi alle sammen er mennesker og alle sammen skal være her. Og selvfølgelig har du lov til at flirte til en julefrokost, #MeToo handler jo om magtmisbruget. Det handler om instruktøren, som ikke opfører sig ordentligt over for skuespilleren, eller producenten eller direktøren, som glemmer, at han eller hun har magt og kommer til at overskride andres grænser.”

Taler vi om #MeToo om 5 år?
”Ja, det håber jeg fandeme. Ellers synes jeg ikke, at det har givet nogen mening. Hvis vi ikke snakker om det, håber jeg, at det er, fordi vi er blevet så gode til det, at der er blevet en indgroet del af vores kultur, at vi opfører os ordentligt.”