Absurd angreb på demokratisk sundhedstegn

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund.
Debatindlæg i Jyllands-Posten, 5. februar 2016

Anders Næsby kommer onsdag med den absurde påstand, at alle kunstnere mener det samme, og at det skyldes en ”ualmindelig syg kultur”, hvor kunstnere, der mener andet end flertallet, bliver frosset ude. Det er noget sludder. Kunstnere har, som de fleste – men tilsyneladende i modsætning til AN - en nuanceret tilgang til verden.

AN skriver på baggrund af Sofie Gråbøls udtalelse om, at ”smykkeloven” gør det svært at være stolt over at være dansker. Den udtalelse er, mener han, er ”så gabende forudsigelig, at man tager sig til hovedet. ” Jeg synes, det er på sin plads at huske AN på, at store dele af det danske erhvervsliv har været ude med samme ”gabende forudsigelige” melding. Det ville klæde AN at respektere det som et demokratisk sundhedstegn, at vi som borgere i Danmark siger det højt, når vi er uenige - også når han selv mener det modsatte.