Det han ikke sagde

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Politiken 10. oktober 2016.

Vi ved godt, at det er en yndet disciplin her i begyndelsen af det nye folketingsår at kritisere statsministeren for det, der ikke kom med i åbningstalen. Men vi vil alligevel melde os i koret i kølvandet på Lars Løkke Rasmussens tale. Vi har talt ord. Fx optræder ”kultur”, ”kunst” og ”kreativ” 0 gange. Lige så let er det at sammentælle hyppigheden af ”innovation”, det er nemlig også et stort 0. Til sammenligning blev ”skat” nævnt ikke færre end 24 gange.

Der er ingen tvivl om, at politikerne har mange vigtige emner på dagsordenen. Alligevel kan det godt undre os lidt, at statsministeren ikke benytter lejligheden til at rette søgelyset på kunsten, kulturen og de kreative erhverv, som faktisk er begyndt at spille en betydelig økonomisk rolle. De kreative erhverv beskæftiger 7,4 mio. mennesker i EU og omsætter årligt for over 500 mia. euro. Også herhjemme er design, arkitektur, film, musik, kunst, litteratur, medier osv. blevet en betydelig økonomisk faktor.

Derfor er er det vigtigt at have gode rammevilkår for de kreative erhverv. Ud over de sædvanlige markedsvilkår er der ét særligt vilkår, der betyder noget for de kreative erhverv: ophavsretten. Selvfølgelig ville det hele være meget lettere, hvis man bare kunne bruge andres kreative indhold efter forgodtbefindende, men dels ville det ikke flugte særlig godt med grundlæggende ideer om den private ejendomsret, og dels ville et sådant tag-selv-bord ikke sikre, at der kommer indtægter tilbage til dem, der producerer indholdet og skal have penge til at investere i nyt. En filmproducent, der ikke tjener penge på sin film, har ikke råd til at producere en ny film. Mere kompliceret er det ikke.

Det handler ikke om, at vi skal udvide ophavsretten. Nej, vi gerne ville have haft statsministeren til at sige noget om, at de kreative erhverv er vigtige, og at de bidrager til innovation og vækst. Derfor skal vi ikke svække lysten og muligheden for at investere i nye kulturprodukter. Det ville have været et godt signal at sende afsted fra Folketingets talerstol. Det var det, han ikke sagde. Måske næste år?

Indlægget er desuden skrevet af Niels Mosumgaard, formand for Danske Populærautorer, Bent Sørensen, formand for Dansk Komponist Forening, Nikolaj Scherfig, formand for Danske Dramatikere, Thomas B. Wilckens, sekretariatschef i Brancheforeningen for Undervisningsmidler, og Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen