Kunsten taber, når vi kaster sten efter hinanden

Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 29. juni 2018.

DEBAT: Hvis vi skal have forbedret vores vilkår inden for scenekunst, er vi pinedød nødt til at stå sammen. I stedet for at fremhæve alle dem, der gør noget forkert, bør vi starte med at anerkende hinanden og lære af det bedste fra hinanden, skriver Benjamin Boe Rasmussen.

En dag midt i maj gik jeg fuld af fortrøstning ind i Odense Kongrescenter. Kulturministeren havde inviteret til møde om scenekunstens fremtid, og jeg var sammen med et par hundrede andre inviteret til at debattere fremtidsudsigterne for dansk scenekunst.

Dansk Skuespillerforbund havde sammen med teaterlederne i Danmark på forhånd bidraget med en vision for, hvordan vi kunne forbedre vilkårene – oven i købet uden at bede om flere penge. Og flere andre havde gode forslag med, der kunne danne grobund for en konstruktiv debat. Jeg glædede mig til, at vi skulle dele alle de gode ideer, høre om muligheder og blive klogere på, hvordan man kan gøre tingene bedre. For kunstens skyld.

En familiefest fra helvede

Måske burde jeg have anet uråd. I tiden op til mødet havde der udspillet sig en debat på Facebook, der ikke var særlig konstruktiv, først og fremmest fordi den handlede om fejl og mangler – i modsætning til ideer og visioner. Og første punkt på den udsendte dagsorden viste sig at være et indlæg med overskriften: Hvorfor går indianerne ikke i teatret?

Så. Ja, det blev familiefesten fra helvede. Langt de fleste indlæg fra salen var partsindlæg om de enkelte teatres og institutioners problemer. Gang på gang blev vi belært om, hvem der gør hvad dårligt. Jeg ved ikke, hvordan du har det – men personligt er jeg aldrig blevet klogere af at få at vide, at jeg er en idiot. Selvfølgelig kom der også gode indlæg fra scenen, men hver gang der blev åbnet for debat og spørgsmål, endte det i partsindlæg og detailoplysninger. Helikopteren blev stående på jorden.

En minister, der interesserer sig for kunsten
Vi lever i en tid, hvor kunsten er under pres, fordi den ikke har nogen synderlig politisk eller folkelig opbakning. I den politiske debat er vi tilsyneladende helt håbløst ligegyldige sammenlignet med burkaforbud, skattelettelser og flygtningestramninger. Det betyder også, at det kan føles, som om vi har et ministerium for "Kultur og eventuelt".

Ikke desto mindre virker det, som om vi nu for en sjælden gangs skyld har fået en kulturminister, der faktisk virkelig interesserer sig for kunsten, forstår den og gerne vil kæmpe for den. Ikke at jeg er enig med hende i alt, jeg er for eksempel overhovedet ikke begejstret for oplægget til et medieforlig eller kopierings-kompensationen til kunstnere – men den tager vi i et andet debatindlæg. Jeg er til gengæld utrolig glad for at have en minister, som interesserer sig, som har en viden og en holdning.

Hvad er det, der gør, at vi som branche ikke kan tage imod en chance for at forbedre vores muligheder for at levere den bedst mulige kunst – sammen?

Nødt til at stå sammen
Hvis vi skal have forbedret vores vilkår inden for scenekunst, er vi pinedød nødt til at stå sammen. Og først skal vi anerkende dem, der gør det godt. Fremfor at fremhæve dem, der gør det forkert. Billetsalget stiger, især uden for København: Hvad er det, de gør på de teatre? Hvad er det, de gør i Randers på Værket? Eller på Svalegangen? Mungopark? Publikum vælter også ind på landsdelsscenerne.

De københavnske teatre og Det Kongelige kæmper med økonomien, men formår alligevel at udfordre sig selv og publikum med samtidsteater. De private teatre vækster helt vildt. Børneteatrene bliver ved med at holde en høj standard, selv om deres forhold konstant udvandes. Jeg ser kun arbejdsomhed, visioner og ambitioner på scenekunstens vegne.

Så lad os starte med at anerkende hinanden og lære af det bedste fra hinanden. Sætte os et fælles mål for, hvor vi vil hen med kunsten – og hvordan vi kommer derhen. Sammen, med moderniserede støtteordninger og overenskomster, der understøtter sagen.

Nogle kan måske huske, hvordan filminstruktørerne i 90'erne stod sammen, også selv om de var så rygende uenige, at nogle kom korporligt op at slås. Men de stod sammen, skulder ved skulder – med solbriller for deres blåslåede øjne. Og de fik sammen rykket og forbedret hele filmbranchens vilkår. Lad os lære af det. Lad os stige ind i helikopteren sammen og hæve os op til et friere udsyn i stedet for at stå på jorden og kaste sten efter hinanden.