Lad os ikke forblændes af det digitale lys

Debatindlæg af Jakob Vedelsby, formand for Dansk Forfatterforening, Susi Hyldgaard, formand for Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund, Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund, Chresten Speggers, formand for Dansk Solistforbund, Niels Mosumgaard, formand for Danske Populærautorer, Ole Dreyer, formand for Dansk Musikforlæggerforening, Jesper B. Karlsen, formand for Danske Dramatikere, Jan Thielke, formand for Danske skønlitterære Forfattere, og Lena Brostrøm, formand for Dansk Artist Forbund i Politiken 17. juni 2014

Teaterchef på Det Kgl. Teater Morten Hesseldahl har set digitaliseringslyset. I sin Kronik 9.6. langer han ud efter ”forældede forretningsmodeller” og harcelerer over bogbranchen og filmindustrien, som er ”irrelevante”, når de ikke kan ”sikre mødet mellem afsender og modtager” ”i overensstemmelse med tidens krav og borgernes ønsker”.Der er imidlertid nogle præmisser, som Morten Hesseldahl glemmer.

For det første er det samfundets opgave at sætte nogle rammevilkår, der sikrer mest mulig kunst og kultur af høj kvalitet. Kvantitet kan ikke i sig selv være afgørende. Det drejer sig om lovgivningsmæssige rammer – fx er loven om ophavsret af afgørende betydning for mange skabere af kunstnerisk indhold – og institutionelle rammer.

I vores lille sprogområde er det ikke bare balletten, der har svært ved at klare sig, det gælder også fx film. Mødet mellem filmskaberen og publikum opstår ikke tilfældigt; det sker i et komplekst system af statsstøtte og privat finansiering; Morten Hesseldahl er simpelt hen ikke nok inde i sagerne, når han mener, at man med et snuptag kan komme uden om biografernes eksklusive vindue i distributionen af nye film.

For det andet er der også noget, der hedder rimelig betaling til kunstnerne. I Kroniken hævder Morten Hesseldahl, at ingen har tabt på fremkomsten af de nye streamingtjenester. Det kan alle aktører ikke skrive under på. De nye digitale medier er karakteriseret ved, at borgerne og brugerne er mindre betalingsvillige; der hersker en forstemmende gratiskultur på internettet, som ikke mindst medierne har mærket. Dette betyder, at fx filmbranchen ikke tjener det samme på streamingtjenesterne (såsom Netflix), som man mister på faldende dvd-salg; det gør det sværere at finde finansiering til nye film. Og det betyder, at mange musikere og sangskrivere oplever faldende indtægter – bl.a. på grund af de temmelig beskedne beløb, de modtager for afspilning på tjenester som Spotify og WiMP. Rimelige indtægter til kunstnerne bør være et mål i sig selv; vi kan ikke som samfund acceptere at skabe et kunstnerproletariat ud fra en filosofi om, at de digitale mål overskygger alle andre hensyn.

Vi byder alle nye forretningsmodeller velkomne, bare de sikrer en ordentlig betaling. Digitaliseringen inden for kunst og kultur er fantastisk. Men vi skal ikke lade os forblænde og kaste eksisterende forretningsmodeller ud med badevandet, men sørge for, at vi hele tiden har de ideelle rammevilkår, og at vi passer godt på de kunstnere, der skal skabe fremtidens danske film, bøger og musik.