Ligestilling berøver ikke, ligestilling beriger

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 13. december 2016.

Ligestilling ødelægger eller begrænser ikke. Ligestilling betyder, at kunsten kan spille på flere strenge og fortælle endnu flere forskellige historier. Derfor beriger ligestilling kunsten.

6. december kunne jeg her på Altinget opleve formanden for brancheforeningen Danske Biografer, Kim Pedersen, harcelere over "det politisk korrekte københavnske kulturparnas'" ønske om ligestilling i film.

Kim Pedersen spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at danske film skal afspejle den virkelighed, vi lever i – en til en? Når nu man går i biografen for at blive underholdt, opleve det dramatiske, det vilde, det erotiske, det romantiske, det morsomme og det enestående, uddyber han.

Er kvinder da kedelige?
Jeg fristes til helt spagfærdigt at spørge Kim Petersen, om den slags spas da ganske udelukker kvinder – eller for den sags skyld medborgere, der ikke ser etnisk danske ud? Men jeg vil egentlig hellere skynde mig at rette en misforståelse.

For når vi er mange, der efterlyser ligestilling i filmens og kunstens verden, så er det naturligvis ikke blot udtryk for et ønske om at afspejle hverdagen derude en til en. Tværtimod.

Kunst kan forme samfundet
Noget af det, jeg synes er allermest spændende ved at være kunstner, er derimod kunstens mulighed for at være med til at forme samfundet.

Hvem har sagt, at direktøren, bagermesteren eller brandmanden skal være en mand og ikke en kvinde? Hvorfor er direktørens sekretær oftest en ung kvinde?

Og – lad os bare tage det med – hvorfor har det taget så lang tid at ændre på, at skuespillere, der er lidt mørkere, også for det meste optræder i roller som pizzabude, småkriminelle eller taxachauffører?

Nuvel, der er undtagelser, men det er gået alt for langsomt. Vi kan skubbe til udviklingen.

Gamle klichéer
Alligevel er det stadig langt hen ad vejen klichéerne, vi bliver mødt med i biograferne og på teatrene. Hvorfor? Det er da ikke det gammeldags billede, vi vil opflaske vores unge på, er det?

Kunsten skal opdrage, ikke altid kun afspejle. Jeg ønsker mig en kunst, der tør sætte retning og tegne det samfund, vi er på vej mod – eller burde være på vej mod. En kunst, der tør gå til yderligheder og vise nye veje.

Og jeg synes, det er vores ansvar at være med til at vise de næste generationer et mere realistisk og et mere rigtigt billede, end det, vi serverer for dem i dag.

Jeg ser små tegn. Flere forstår vigtigheden af at få større mangfoldighed og diversitet både foran og bag kameraet. Men det kan skræmme mig, at jeg stadig møder helt forstokkede og uunderbyggede holdninger til ligestilling.

Det handler ikke om særinteresser
Når brancheformanden for eksempel i fulde, indignerede alvor skriver, at ”alle mulige særinteresser hiver og slider i dansk film og vil have film med og af flere kvinder, flere danskere af anden etnisk baggrund, flere ældre, flere yngre, flere homoseksuelle og flere handicappede” – ja, hvad skal jeg så sige?

Det er ikke særinteresser. Det er et kunstnerisk ønske om historier og kunst.

Svensk film går godt, trods "svenske tilstande"
Begrebet ”svenske tilstande” har været nævnt. Jeg ved ikke, hvorfor det nu er blevet brugt som skræmmeeksempel. Jeg har – som tidligere skrevet her på Altinget – endnu ikke taget stilling til, om jeg er for eller imod kvoter.

Men jeg ved, at den svenske målsætning om, at hver anden filmskaber skal være kvinde absolut ikke har sænket kvaliteten i svensk film. Tværtimod, hvis man spørger svenskerne selv.

Ligestilling ødelægger eller begrænser ikke, ligestilling betyder, at kunsten kan spille på flere strenge og fortælle endnu flere forskellige historier. Derfor beriger ligestilling kunsten.

Og ligestilling handler heller ikke om kvinder mod mænd. Eller hvide mod brune. Det handler om kunstens ansvar og muligheder – og nå ja; ligestilling.