Mange jobskift er ikke kun positivt

Af Katja Holm, Lena Brostrøm og Lars Werge, hhv. formand Dansk Skuespillerforbund, formand Dansk Artist Forbund og formand Dansk Journalistforbund. Debatindlæg i Politiken 30. december 2016.

Vi er mange, der skifter job, fordi vi er nødt til det.

Armene var højt hævet, da Politiken for nylig kunne fortælle, at danskerne igen skifter job, som vi ikke har gjort det længe (Pol. 25.11.).

En PFA-Pension-analyse viser, at hver fjerde af os skifter job inden for et år. Som vi har hørt det så mange gange før, forklarede eksperterne, at vi skifter job, fordi vi kan, og fordi der igen er gang i hjulene, flere jobs at få og i det hele taget større økonomisk sikkerhed.

Det er naturligvis dejligt, at mange mennesker får bedre jobmuligheder og bedre økonomi. Men det er altså også lige lovlig enøjet og naivt at fremstille 800.000 årlige jobskift som noget udelukkende positivt.

For bag tallene gemmer sig også en anden sandhed, som vi ikke kan tillade os at ignorere. I forbindelse med krisen har mange - både private firmaer og statslige arbejdspladser - ændret ansættelsesstruktur, så flere og flere faste stillinger bliver erstattet med projektansættelser og tidsbegrænsede kontrakter.

Flere og flere har ikke en fremtid på deres arbejdsplads. Og det er ikke længere kun inden for de kunstneriske fag, hvor majoriteten af medlemmerne er atypisk ansatte. Det breder sig med stort hast til alle mulige andre områder; f. eks. forskere, journalister, skraldemænd og konsulenter i enhver afskygning.

Vi er mange, der skifter job, fordi vi simpelthen er nødt til det. Sådan er vores arbejdsmarked skruet sammen. Vi kalder os stadig de a-typiske, men sandheden er, at omkring 400.000 danskere i dag arbejder på korte ansættelser. De bliver hyret for en kort stund til en bestemt opgave.

Og så er det ud igen på det frie marked.

Det atypiske arbejdsmarked med korte, sporadiske ansættelser bliver mere og mere typisk.

Vi får et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne har lettere ved at detailstyre økonomien, mens de ansatte reelt ikke kan styre deres sikkerhed i jobbet eller deres fremtid. Det har været kunstneres lod i mange år, og man skal hverken have ondt af os eller af de nye atypisk ansatte.

Til gengæld er det væsentligt, at vi får indrettet vores samfund og vores a-kassesystem, så det passer til den nye måde at arbejde på.
Det kunne være interessant at vide, hvilken virkelighed der gemmer sig bag de 800.000 jobskift - hvor mange er selvvalgte? Politiken kan måske spørge en af sine mange freelancere, om flere jobskift virkelig kan oversættes til flere jobs, større sikkerhed og bedre økonomi.

Herfra ønsker vi i hvert fald freelanceren med foreløbig fem-syv arbejdspladser på et år pøj-pøj, hvis han får brug for at bede banken om et boliglån på grund af familieforøgelse.
Det kunne være interessant at vide, hvilken virkelighed der gemmer sig bag de 800.000 jobskift.