Partnere

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund og Jesper B. Karlsen, formand for Danske Dramatikere.
Debatindlæg i Weekendavisen, 26. februar 2016

EU-Kommissionen offentliggjorde i december sidste år en plan for ophavsretten i det digitale indre marked. Her giver Kommissionen udtryk for, at der skal ske en reform og harmonisering af ophavsretten i Europa, hvor der ikke længere må være landegrænser for salg af rettighedsbaseret materiale. Problemet med udspillet er især, at det ikke flugter med virkelighedens verden.

Virkeligheden på dette område er, at tingene i store træk fungerer. Der er selvfølgelig altid plads til forbedringer, men Kommissionens planer synes at tage udgangspunkt i en opfattelse af, at ophavsretten ikke fungerer i Europa i dag, og det er ikke korrekt. Europæiske forbrugere har adgang til masser af musik, film, litteratur og så videre, ikke mindst fordi ophavsretten sikrer et marked, hvor de, der skaber, producerer og distribuerer det kreative indhold, får et vederlag, som er grundlaget for produktion af nyt kreativt indhold. Det er farligt at tippe denne balance.

Kommissionen glemmer, at blandt andet film-og tv-industrien er afhængig af udenlandske partnere. Udenlandske filmdistributører med videre skaber et marked for danske film og tv-serier i andre lande, men det kan kun lade sig gøre, fordi denne samarbejdspartner får en eksklusiv ret til at distribuere materiale på vedkommendes territorium (for eksempel et bestemt EU-land). Hvis landegrænserne rives ned, så alle licenser skal være paneuropæiske, smadrer man denne finansieringskilde. Det absurde er, at man så i stedet tvinger producenterne til ofte at nøjes med national finansiering; det resulterer i færre film og samtidig mindre kulturudveksling over grænserne.

Det overordnede mål med det digitale indre marked er at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse. Det er en god idé at gøre dette i de kreative industrier, hvor der i forvejen er gang i den. Bare herhjemme er der ifølge de seneste tal på Slot-og Kulturstyrelsens hjemmeside en årlig eksport på 75 milliarder kroner, og beskæftigelsen i de kreative industrier i Danmark udgør syv procent af den samlede beskæftigelse. Men hvordan tror EU-Kommissionen, at man vil hjælpe filmindustrien med vækst og beskæftigelse, hvis man gør det sværere at finansiere nye film og tv-serier, og hvis man underminerer mulighederne for nationale distributører på markedet?