Skuespillere: Vi spises af med småpenge gennem blankmedieordningen

DEBAT: Danske kunstnerne har i årevis kigget langt efter rettighedsmidler, som de ifølge en EU-afgørelse har krav på.

Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget 20. januar 2020.

Hvad lever en skuespiller af?
Svaret er, at langt de fleste skuespillere i Danmark lever fra projekt til projekt. Nogle har mange store og vellønnede opgaver, og nogle har flest mindre opgaver på projekter, som kun lige løber rundt.

Der er flest skuespillere i den sidste kategori, men for en gennemsnitlig skuespiller kommer cirka en fjerdedel af lønnen fra rettighedsmidler.

Kunstnere har nemlig rettigheder til den kunst, som de er med til at skabe. Og pengene kommer fra forbrugerne og hele industrien, der omgiver kunsten og kulturen, og som på forskellige måder drager nytte af kulturprodukterne.

I Danmark er det lovligt at kopiere et kulturprodukt som for eksempel en film eller et stykke musik til privat brug, hvis man allerede har betalt for det én gang.

Moderne teknologi har gjort det nemt at downloade og dele, og det benytter mange mennesker sig af. Og det må de også gerne, for kunstnerne bliver kompenseret gennem blankmedieordningen. Eller det gjorde de engang.

Sverige har opdateret loven
Det var dengang, at man skulle købe et kassettebånd, en cd eller en dvd, før man kunne kopiere, for dengang gik en lille del af prisen til kunstnerne som kompensation for deres rettighedstab.

Men i dag foregår kopieringen som downloads via eksempelvis telefon, computer eller smart-tv. De er ikke omfattet af den danske lovgivning – og simsalabim, pludselig er privatkopiering blevet gratis. I Danmark i hvert fald.

Landene omkring os har nemlig for længst opdateret deres lovgivning, så kompensationen nu også gælder, når forbrugerne køber ny telefon eller computer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det nu er dyrere at købe en mobiltelefon i Sverige, end det er i Danmark. Men et eller andet sted i værdikæden ryger der altså en lille skilling ud, som går til de svenske kunsterne.

I Danmark overlod den seneste regering det til "parterne" at forhandle deres egen aftale fremfor at lovgive. Det var cirka som at bede en myre om at kalde en elefant til orden.

Der var en håndfuld små aktører som os i skuespillerforbundet på den ene side – og techgiganter som Appel og Siemens på den anden side. Og giganterne havde sjovt nok ikke tid til at mødes den dag. Selvom regningen, der skulle tales om, var lille for dem og stor for os.

Har måttet læg sag an mod staten
Derfor er vi rigtig glade for, at kulturministeren nu har sat en proces i gang, som skal hjælpe en ny lov på vej. Men vi er kede af, at vi – med EU-retten i hånden – har været nødt til at lægge sag an mod den danske stat på vejen.

Vi er også kede af, at det beløb på 44 millioner kroner, som der nu er blevet spillet ud med, skraber bunden i forhold til niveauet i vores nabolande. I Holland og Belgien er kompensationsniveauet cirka det dobbelte. I Tyskland og Frankrig er niveauet tre til fem gange så højt.

Analysevirksomheden Seismonaut opgjorde i 2017, at privatkopieringen i Danmark havde en værdi på cirka en milliard kroner om året. Men vi har på baggrund af salget af devices i Danmark og kompensationsniveauet i nabolandene besluttet at bede om 150 millioner kroner.

Hvis det er for meget, så er jeg nødt til at spørge: for meget for hvem? Hvem er det, der går skår af, hvis kunstnerne nu endelig får en ordentlig kompensation?