Uvidenhed og billige kneb

Debatindlæg af Katja Holm, svar på indlæg af Bjørn Bredal i Politiken 9. januar

Det er almindeligt forekommende at debattører med en dårlig sag skruer stemmen op til det skingre. Det sker også for Bjørn Bredal i signaturen i Politiken mandag den 9. januar. Faktisk går det helt galt!
 
Han er så opsat på at forklare at ophavsret er hindrende for udbredelse af ideer, kunst og kultur, at det går endog meget skævt.
 
Først de billige kneb: The Beatles som eksempel på hvor pengene lander. Nemt at undlade at nævne de mange almindelige kunstnere og producenter, for hvem de supplerende ophavsretspenge er et nødvendigt bidrag til fortsat kreativitet.
 
Så uvidenheden: Ideer er ikke ophavsretligt beskyttede, så Bredals krav om at ”enhver offentlig ide er offentligt eje” er overflødigt. Men de kunstværker, som ideer er skabt ud fra eller skaber, er naturligvis beskyttede, så ophavsmændene kan bidrage med ny inspiration.
 
Endelig skældsordene: Den ”rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer”. Dette er hans omtale af kunstnernes og producenternes forvaltningsselskaber, som sammen med blandt andre biblioteker, skoler, tv-stationer og mange andre sørger for at publikum kan få adgang til kultur og kunst på så enkel en måde, at det stort set ikke findes tilsvarende andre steder i verden. Og uden at det er særlig dyrt.
 
Det hele virker så meget mere absurd når Bredal selv midt i sin kommentar skriver at ”vi alle har en praktisk interesse i at filmindustrien kan fungere og udvikle sine produkter ….”. Det er jo dét ophavsretten handler om. At kulturel vækst og kreativitet forudsætter finansiering – og at denne finansiering kun kan finde sted i forbindelse med en beskyttelse af værkerne og betaling for brugen, sådan som det i det hele taget gælder i samfundet.