Ligestilling berøver ikke, ligestilling beriger

Af Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Altinget  30. november 2016.

Lad os tage udgangspunkt i, at det ikke er ond vilje, men en nedarvet autoreaktion, der får den mandlige arbejdsgiver til altid at hyre en 40-årig hvid mand i rollen som bankdirektør – når han lige så godt kunne have valgt en 50-årig farvet kvinde.

Ligestilling i min branche er ekstra vigtig, fordi kunsten har en samfundsmæssig opgave i ikke blot at afspejle samfundet, men også at vise og inspirere til noget bedre.

Desværre må vi år efter år erkende, at der stadig ikke er ligestilling – uanset om vi taler om kunstnere med en anden hudfarve, om køn eller om seksualitet.

Vi er håbløst bagud.
Kvinder spiller for eksempel kun hver tredje hovedrolle i danske film, resten spilles af mænd, der også typisk er bedre betalt. Og manglen på ligestilling fortsætter op i systemet, hvor mænd sidder på chefstillingerne.

Kriminelle og pizzab
ud
Kunstnere, der ikke ligner etniske danskere, fylder stadig meget lidt i både tv-produktioner, på film og på teatret, og de får typisk stereotype roller som kriminelle eller pizzamænd. Og homoseksuelle i dansk tv-drama, de er nærmest usynlige.

Som vicepræsident for den internationale sammenslutning af skuespillerforbund, FIA, oplever jeg samme billede i resten af verden. Nogle steder står det værre til, i andre lande går det bedre. Men ingen steder er der ligestilling.

Al den snak om ligestilling
Ikke desto mindre støder jeg gang på gang på holdningen, at hvad skal vi med al den snak om ligestilling? Er det ikke snart nok? Når kvinder ikke er ledere, sidder i bestyrelser, laver film eller har hovedroller, jamen så er det vel, fordi de ikke har lyst?

Nej, det er ikke snart nok. For forskelsbehandling er ikke bare urimelig, men betyder, at vi går glip af både talent, diversitet i kunsten og ikke mindst vigtige rollemodeller.

Hvad er det, vi som samfund fortæller en pige, når de film og tv-serier hun ser, viser piger i biroller og mænd i hovedroller? Og hvordan forsvarer vi over for for etniske og seksuelle minoriteter, at de stort set ikke findes i den kunst, der ellers skulle afspejle samfundet?

Vi skal i hvert fald ikke forvente, at pigen inspireres til at lave film frem for at blive sminkøse. Og vi skal ikke undre os, hvis ghettodrengen har svært ved at drømme om en fremtid, der er en anden end den, han lige umiddelbart ser for sig.

Kulturel forandring
Jeg er sikker på, at de færreste kan være uenige i, at det er forkert at forskelsbehandle. Vi tror, vi har et helt selvfølgeligt indbygget kompas, der får os til at vælge ligestillingens vej, men det er desværre langtfra altid tilfældet.

For nogle år siden skulle jeg for eksempel selv udpege et kultur-panel. Paneldiskussionen gik godt, men pludselig gik det med rædsel op for mig, at det otte mand store panel, jeg havde valgt, det bestod af otte mænd.

Her stod jeg, indædt fortaler for ligestilling, og havde valgt otte mænd. Fordi de var de bedst kvalificerede? Næppe. Svaret er nærmere, at jeg havde udpeget dem, der umiddelbart faldt mig ind.

Jeg havde været doven. For ærligt talt, hvis man bare anstrenger sig en anelse, er det meget sjældent svært at finde 50 procent af hvert køn.

Sidenhen har jeg forstået, at det drejer sig om netop det: at træffe et helt bevidst valg om, at man vil anstrenge sig for at være opmærksom på ligestillingen. Hver dag.

Aldrig at tro, ligestilling er en selvfølge. For tendensen til at vælge den nemme og den traditionelle løsning sidder lige under huden på os alle sammen.

Fælles ansvar for skævt samfund

I den igangværende diskussion om manglende ligestilling i filmbranchen udgør diskussionen om kvoter eller ej en kampzone mellem mænd og kvinder. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor nogen (mænd) er så rædselsslagne for kvoter, for ideen er vel i bund og grund at lære os at undgå forskelsbehandling.

Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at moderne mænd bevidst vil nægte talentfulde kvinder muligheden for at vise, hvad de kan. Jeg er ikke selv sikker i kvotespørgsmålet, skal jeg sige.

Men jeg er til gengæld overbevist om, at alle taber på at gøre ligestilling til en mændenes kamp mod kvinderne. Eller arbejdsgivernes kamp mod lønmodtagerne. Vi har i fællesskab skabt et skævt samfund, og det må vi løse sammen.

Slå automatpiloten fra
Lad os tage udgangspunkt i, at det ikke er ond vilje, men en nedarvet autoreaktion, der får den mandlige arbejdsgiver til altid at hyre en 40-årig hvid mand til at spille rollen som bankdirektør – når nu han lige så godt kunne have valgt en 50-årig farvet kvinde.

Lad os sammen med arbejdsgiverne sætte nogle mål for, hvordan vi gerne vil have det. Og i fællesskab tælle efter, om vi lever op til vores mål– i film, på scenen og bag.

Og instruktørerne, producenterne – og dem, der skriver rollerne, dem vil jeg opfordre til at slå autopiloten fra og være lidt mere bevidste.

Kunne rollen som ekspedient, overlæge eller SOSU have det modsatte køn eller en anden hudfarve? Det kommer der tit noget spændende ud af.

Lad os nu lade være med at være så bange og dermed handlingslammede. Lad os i stedet for tage en fælles beslutning om at stoppe den forskelsbehandling, vi alle sammen godt ved, findes. Handling skal der til.