Tjek din lønseddel – og husk altid kontrakten

Leder i magasinet Sceneliv #1 2014
Katja Holm

Årsskiftet er en mulighed for eftertanke – gøre status over, hvordan det forgangne år er gået, hvad der er sket, men i lige så høj grad tanker om, hvor vi skal hen og hvad vi ønsker os i livet. Måske derfor er det som regel i januar, at rygestoppene sætter ind, fitnesscentrene fyldes, der købes ind til sund og ernæringsrigtig mad, og vi husker at ringe til vores nærmeste, så godt vi formår.

Jeg bruger selv dagene før og efter årsskiftet til at gøre status, både over mit privatliv og over mit arbejdsliv – og navnligt over, hvad vi har på tapetet det kommende år i DSF. Og der er nok at tage fat på – også i 2014.

Først og fremmest er bestyrelsen fortsat optaget af pensionsspørgsmålet; det er vores klare mål at arbejde frem imod, at medlemmerne i DSF får en betydelig bedre pensionsordning end tilfældet er nu. Meningen med en pensionsordning er, at man har et fornuftigt levegrundlag, når man når pensionsalderen, uanset om man ønsker at gå på pension eller ej.

Dagpengereglerne har også stadig vores fokus. Med dagpengereformen blev der strammet så meget op på genoptjeningskravet og de supplerende dagpenge, at tusindvis af ledige er stillet meget vanskeligt. Vi skal fortsætte med at sætte fokus på konsekvenserne af de nye regler og oplyse om vores atypiske arbejdsmarked. Samtidig gør det mig gang på gang mismodig, når jeg oplever en omtale af de ledige, der er præget af mistillid. Det skal vi forsøge at ændre, bl.a. i forbindelse med rapporten fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, som omtales på side 7 i dette blad.

En rapport om scenekunstuddannelserne anbefalede for nylig at skolerne bliver tilpasset de øvrige videregående uddannelser med en bachelor og en kandidatdel. Rapporten var bestemt gennemarbejdet. Alligevel er der flere ting, som vi i bestyrelsen finder bekymrende, heriblandt at man lægger op til én overrektor for alle skolerne. Der er også andre tiltag, som vi gerne vil se nærmere på og rette politikernes fokus imod. Og så er det helt afgørende for os, at det praktisk/håndværksmæssige stadig er og forbliver det altoverskyggende element på uddannelserne. De må ikke blive ofre for en akademisering, hvor vi skal læse os frem til kunsten.
Vi skal på "gulvet".

Skattemæssige udfordringer for vores medlemmer er også et fokusområde for mig i det kommende år. Alt for mange oplever at have vanskeligt ved at trække arbejdsrelaterede udgifter fra i skat, praksis varierer mellem skattecentrene. Det er vigtigt, at kunstnerisk arbejde ligestilles med andet arbejde i det skattemæssige system. Det skal i højere grad være muligt at trække makeup, vedligehold, kostumer og transport fra, så man ikke skal kæmpe for hver fem-øre, mens man betragtes som en person ”der roder med noget sært og mærkeligt”. Her er vi gået i samarbejde med de andre kunstneriske forbund om at få skatteministeriet i tale.

Som det allerede blev gjort tydeligt ved sidste års generalforsamling har medlemmernes rettigheder og bevarelse af dem i disse år stor opmærksomhed i bestyrelsen. Med nye platforme og udnyttelser er det afgørende, at medlemmernes rettigheder bevares, så vi stadig er garanteret betaling for udnyttelse af vores kunst. Det er en del af det, vi lever af.

2014 er også året, hvor vi vil arbejde videre på at forbedre medlemmernes muligheder for efteruddannelse og netværk. Branchen er fragmentarisk, og indimellem kan man føle sig alene og udenfor. Vi vil gerne skabe muligheder for netværk og dygtiggørelse for os alle.

Mange nytårsforsætter er i overhængende fare for ikke at blive til noget – måske fordi vi mister modet, måske fordi vi ikke orker det, når det kommer til stykket, måske fordi vi har for travlt. I forhold til de opgaver og udfordringer, der venter forbundet i det kommende år, har vi modet, vi orker og vi har travlt med at arbejde for jer og vores faglige fællesskab.

Godt nytår!