Det kan vi gøre (endnu) bedre sammen

Leder i magasinet Sceneliv #1 2015
Katja Holm

Når et nyt år tager sin begyndelse, gør vi status over det gamle. Og vi tænker over, hvad vi gerne vil gøre bedre i fremtiden. Hvad vi hver især kan gøre, og hvad vi kan være med til at forandre, hvis vi hjælpes ad.
I Dansk Skuespillerforbund står i hvert fald første del af 2015 i overenskomstforhandlingernes tegn. Både på Det Kongelige Teater, på Landsdelsscenerne, Københavns Teater og på Den Jyske Opera skal der forhandles igen. Vi kender endnu ikke arbejdsgivernes endelige krav, men vi vil som altid gå til opgaven med et forholdsvis åbent sind. Omvendt har vi selvfølgelig en forventning om, at arbejdsgiverne, også i en krisetid, forstår, at kunstnere skal have en ordentlig løn for deres arbejde. Og at også kunstnere har brug for arbejdsvilkår, der gør det muligt at få en hverdag til at hænge sammen.

I øjeblikket arbejder en dagpengekommission på et oplæg til en revision af hele dagpengesystemet. Et system, som i den grad kan blive bedre. Det nuværende dagpengesystem er forældet og slet ikke gearet til at rumme de nye arbejdsformer. Samfundet er under forandring, og flere og flere arbejder fleksibelt – uden faste arbejdstider og faste arbejdsgivere. Vi kunstnere har i mange år levet på den måde, så vi kan faktisk delagtiggøre en kommission i vores erfaringer og i de udfordringer, det giver. Vi vil mødes med politikerne, vi vil belyse og vi vil lægge pres på for at sikre, at vi langt om længe får et dagpengesystem, der også fungerer for os. Gennem vores hovedorganisation FTF og i samarbejde med Dansk Artistforbund, Dansk Musikerforbund og andre aktører, der vil være med til at hjælpes ad.

Sikkerhed på arbejdspladsen er også et område, hvor vi må og skal hjælpes ad, hvis noget skal blive bedre. Inden for de sidste par år har vi desværre oplevet to meget alvorlige ulykker. Og vores egen undersøgelse af arbejdsmiljøet har netop vist, at hver tredje – hver tredje! – af vores medlemmer er kommet til skade inden for de sidste fem år. Alligevel har over halvdelen aldrig indberettet skaden til arbejdstilsynet. For man er bange for konsekvenserne og i tvivl om, hvad reglerne siger. Og det skal vi sammen ændre på.

Vi arbejder på nogle farlige arbejdspladser, hvor kulturen altid har været at affinde sig med dårligt arbejdsmiljø. Der er ingen tvivl om, at det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for sikkerheden. Men vi skal også selv sætte vores liv højt og sige fra, når noget truer sikkerheden og helbredet. Der skal en fælles indsat til for at ændre kulturen, så det altid er i orden at sige nej, når der er fare på færde og så man kan regne med sine kollegers støtte. DSF er i dialog med Danske Teatres Fællesorganisation og Producentforeningen,  og vi kommer inden længe med oplæg til, hvordan vi tackler problemet sammen.

Hvis vi afsluttende skæver til det, man kan kalde kunstens generelle status i samfundet, jamen, så går det på mange områder i og for sig fint. Der er fokus på kulturen. Den opnår beundring og får opmærksomhed. Men er der finansiering nok? Nej. Og jeg vil ikke acceptere præmissen om, at der ikke kommer flere penge til kunsten. En ny undersøgelse har netop påvist, at under finanskrisen var de kreative erhverv i vækst. Så er det ikke grund til netop at investere ekstra i kunsten? Vi kan blive bedre til at ranke ryggen og vise, hvad vi er værd, for eksempel i medierne. Og vi kan i endnu højere grad insistere på, at pengene skal bruges til kunst og ikke til administration.

Når et nyt år tager sin begyndelse, tænker vi over, hvad vi gerne vil gøre bedre i fremtiden. Det er ting, vi kan arbejde på at gøre bedre.

Og lad os ønske det allerbedste for 2015.

Godt nytår!