Det politiske skuespil

Leder i magasinet Sceneliv #1 2016
Katja Holm

For et par måneder siden talte jeg med en god kollega. Vi kom til at tale om politik, hvad de fleste af os jo gør i disse tider. Han sagde: ”Hvordan skal jeg bevare min tillid til politikerne, når de optræder som rockstjerner, eller sidder og griner fjollet i underholdningsprogrammer, griner af beslutninger, som har stor indflydelse på mit liv?”

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt på situationen på den måde før. Men det gik op for mig, at denne underholdningsindustri, som politikerne mere og mere bliver en del af, giver mig et demokratisk problem.

Forstå mig ret; jeg har jo ikke noget imod, at politikere ind imellem bliver interviewet med deres familie. Jeg har for så vidt heller ikke noget imod, at de også bliver betragtet som mennesker, altså rigtige mennesker, der begår fejl, fortryder ting, de har ment og reflekterer over de beslutninger, de tager. Det gør de bare ikke. Når vi ser dem i politikerrunder, holder de fast på deres meninger. Jeg har endnu ikke hørt en politiker sige: ”Det kan du godt have en pointe i, lad mig lige vende den en omgang mere og tænke mig om.”

Det kan man så mene om, hvad man vil. Men problemet opstår, når jeg kort efter oplever selv samme politikere optræde i underholdningsprogrammer, hvor de med joviale meninger og mild latter gør sig muntre over deres egne holdninger. Sidder og griner kammeratligt sammen med politiske modstandere, jeg lige har set dem bide hovedet af i nyhederne. Så aner jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal tro på. Hvad mener de egentlig? Og er det overhovedet vigtigt?

Er den lattermilde politik-light i underholdningsprogrammet bare et middel, der skal få mig til at holde af dem, tro på dem og stemme på dem næste gang, så de kan få den ’ægte’ holdning igennem, de stod med i parti-runden?

Den tvivl får jeg ikke, når kunstnere medvirker. Ikke et eneste sekund er jeg i tvivl om deres integritet eller om, hvornår de spiller rollen. Uanset om de giver interviews om livet uden for scenen, fortæller om en rolle eller medvirker i et danseprogram, ved alle, at de er til stede som kunstnere – fordi de er kunstnere, det er en del af vores job. Med politikere bliver vi i tvivl.

Jeg har overhovedet intet problem med, at politikere gerne vil vise samfundssind og engang imellem vise os, at de også er mennesker. At det, at være en hård negl i politik, ikke behøver at være uforeneligt med at være en omsorgsfuld mor eller far.

Men det handler om autentisitet. Og det drejer sig om, at Christiansborg ikke må blive en scene, hvor politikerne ’spiller’ modstandere, når de er ’på’ som politikere, og derefter kan slappe af og blive varme, godmodige – og måske endda rummelige over for en lille spids bemærkning fra en modstander – når de sidder i et underholdningsprogram. For hvad skal jeg så tro på som vælger? Og hvordan skal vi i Dansk Skuespillerforbund og andre forbund for den sags skyld adressere vores politikere. Vil det måske i virkeligheden være smartere at prøve på at få plads blandt publikum i et spørgeprogram end at tage ind på Christiansborg?

I Dansk Skuespillerforbund har vi et ønske om at forbedre vores medlemmers vilkår. Vi har et ønske om at ændre politiske beslutninger, når det gælder dagpengeregler, skat, nedskæringerne på teatrene og mange andre ting. Men det kræver autentiske politikere, der ikke behøver underholdningsprogrammer for at lytte til modstanderes argumenter, og som ikke sidder og gør sig muntre over beslutninger, de har taget, der påvirker mit liv og min hverdag. Det giver os nemlig et demokratisk problem. Jeg er ikke ræd for, at politikerne tager vores arbejdspladser. Ingenlunde. Men jeg er efterhånden usikker på, hvad jeg skal tro på? Hvilke masker har de på hvornår, hvad mener de egentlig?

Vil de kæmpe for det, der er vores mærkesager?