Tilbage til de store og vigtige sager

Leder i magasinet Sceneliv #1 2019
Benjamin Boe Rasmussen

Tilbage til de store og vigtige sager
Selv om året allerede er i gang, skal det ikke afholde mig fra at komme med et nytårsforsæt og en orientering om, hvor Dansk Skuespillerforbund står lige nu og hvad der er øverst på dagsordenen.

Vi venter stadig på scenekunstreformen og prøver at få adgang til de bonede gulve på Christiansborg for at påvirke den mest muligt. Samtidig med at vi i løbet af 2019 skal have landet en aftale med streamingtjenesterne, som både er til vores, men også til den øvrige branche, og producenternes tilfredshed.

Men allervigtigst har vi et folketingsvalg, der dukker op lige om lidt. Vi har nogle mærkesager i DSF, som vi skal ind og tale med politikerne med. Vi skal først og fremmest have politikerne til at forstå, at kunst er noget, man investerer i for vores og for demokratiets skyld. Helt lavpraktisk skal vi allerførst have gjort opmærksom på vores stilling på arbejdsmarkedet som atypisk ansatte. Vi skal dernæst have dem til at tage problemet med loven om blankbåndsmidler alvorligt. Og så skal vi lære dem om den danske rettighedsmodel, der både bidrager til det sindssygt høje niveau dansk film og tv har, og som samtidig fastholder produktionen af dansk indhold.

På vej til arbejde de senest år har jeg hørt endeløse ”shitstorme” om dyre borgmesterkontorer, Britta og banditter i habitter. Moralen synes at være skredet de senere år, og vores store fællesskab er røvet for personlig vindings skyld. Og det er – for at sige det rent ud – simpelthen bare noget lort!

Hvis vi skal have flyttet moralen, skal vi først flytte debatten. Derfor skal vi løfte vores stemme med omtanke. Det er som om, det er nemmere at forstå og forholde sig til, at nogle bliver krænkede over en dansk sang, end det er at forstå, de astrono¬miske tal vores samfund er blevet bestjålet.

Det forstår jeg på en måde godt. Vi kan jo alle sammen komme til at fortabe os i detaljer, som er mere jordnære og glemme det store perspektiv. Jeg har selv siddet til adskillige bestyrelsesmøder og brokket mig over prisen på kopimaskiner og rengøring og glemt, hvorfor det egentlig var, jeg sad der. Jeg sad der og sidder der stadig i dag for at bidrage til, hvad vi vil som fagforening og hvordan vi maksimerer vores indflydelse. Hvad vil vi gerne ha’? Hvad vil vi gerne opnå? Og hvad skal vi gøre alt for ikke at miste.

Det samme burde gøre sig gældende for vores politikere. I stedet for at lave symbolpolitik som involverer få og gavner færre. Som for eksempel burkaforbud og Lindholm så burde vi beskæftige os med, hvordan vi vil have, at et samfund til os alle ser ud, og hvordan vi løser de udfordringer, der er foran os. De forsvinder ikke, mens vi diskuterer bagateller.

Så her fra Tagensvej vil vi gøre alt for at løfte stemmen og perspektivet i en kommende valgkamp. Det er ikke vores 2200 medlemmer, der bestemmer, hvem der vinder valget. Men måske kan vi være med til at flytte fokus over på det, der betyder noget. Og samtidig få moralen og demokratiet tilbage på rette spor.

Vi skal også huske mit nytårsforsæt: Jeg har besluttet mig for at begynde at ryge i år! Jeg håber inden sommer, at jeg kan ryge den meget fine cigar, der ligger på mit skrivebord. Den vil jeg tænde, hvis vores arbejde lykkes. At vi får sat kunsten på dagsordenen; at vi får sat ordentlige rammer for vores løn og arbejdsvilkår; at vi får en ordentlig erstatning for blankbånds¬midlerne; at vi får lukket den aftale med streamingtjenesterne og i samme ombæring får politikerne til bedre at forstå, hvor vigtige vores film- og tv-rettigheder er, så vi internationalt kan bevare Danmarks unikke status på området.