Vi er et forbund af specialiserede kunstnere

Leder i magasinet Sceneliv #1 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Kære venner
Velkommen til 2020 og til det nye format på vores fagblad. På samme måde som overenskomster ind imellem skal have en overhaling, så skal vores blad det selvfølgelig også. Scenelivs redaktion har arbejdet benhårdt på at skabe et mere politisk, medlemsnært og vedkommende blad. Jeg håber I tager godt imod jeres nye medlemsblad.

Jeg vil til gengæld bruge årets første leder til at reflektere over nogle vigtige begivenheder, som fandt sted omkring 1980. Det hele begyndte i 1978, hvor 100 af vores mest prominente medlemmer forlod forbundet i protest mod en ny aftale, som var blevet indgået med de københavnske teatre. Samtidig var der utilfredshed med tonen i forbundet, som mange syntes var under fagets værdighed.

Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over, hvem der havde ret i konflikterne, men én ting er sikkert: Det skabte en dyb splittelse, som svækkede HELE skuespillerstanden og vores forhandlingsstyrke. DR opfangede lynhurtigt splittelsen og opsagde deres overenskomst med skuespillerforbundet – for de mest benyttede skuespillere var jo ikke længere medlemmer.

Heldigvis blev Litten Hansen ny formand i 1982. Hun forstod, at det var en uholdbar situation, kontaktede ’rebellerne’, og med stor indsigt og gode overtalelsesevner bragte hun parterne sammen igen. Så da DR fremførte, at de skuespillerne, de var interesseret i, ikke var medlemmer, kunne Litten Hansen sige: Aha, og hvem er de skuespillere mon?

Bent Fabricius, som var chefforhandler remsede navne op, og i 95 procent af tilfældene kunne Litten sige: Medlem! Resultatet blev, at skuespillerforbundet lavede en fremragende overenskomst med DR, som sikrede alle medlemmers rettigheder. Ved afslutningen af forhandlingerne sagde Bent Fabricius til Litten Hansen: Jeg håber, at dine medlemmer en dag rejser en statue af dig!

Jeg har ikke pt. budget til en Litten Hansen i granit, men der er en vigtig lære af historien. For hun forstod bedre end de fleste, at vores forhandlingskraft og indflydelse netop skyldes, at vi står sammen.
Vi er et forbund af højt specialiserede kunstnere, hvor der både skal være et fundament af overenskomster, som vi alle kan være med på, men hvor der også skal være fokus på overliggeren. Vi er nemlig også et forbund for stjernerne og dem med succes. Og det, at vi har nogle af verdens dygtigste skuespillere, smitter af på os alle sammen. Og netop fordi vi står sammen, vil streamingtjenesterne, DR, producenterne og teatrene gerne lave aftaler med os.

Sammenholdet giver os forhandlingskraft og legitimitet. Og det må vi aldrig tage for givet. Derfor skal forbundet kæmpe for alle medlemmer. Både dem, der har det svært, og dem, som tjener rigtig mange penge.

Vi har med andre ord brug for alle vores medlemmer, fordi I tilsammen er med til at opretholde vores ry som professionelle og højt specialiserede kunstnere. Og af samme grund er det også vigtigt, at ikke alle kan blive medlem. Det er nemlig de krav, vi stiller, der gør, at vi bliver taget alvorligt. Det er ikke antallet, men kvaliteten af vores medlemmer, der tæller.

Derfor er der ikke tvivl i mit hjerte om, at Litten Hansen gjorde et helt afgørende stykke arbejde ved at anerkende elitens betydning for os alle. Og der er heller ikke tvivl i mit hjerte om, at det også fremover skal kræve noget at blive medlem – og at det skal siges højt.

Vi lever nemlig i en tid, hvor vi – mere end nogensinde før – er nødt til at kæmpe for vores faglighed, vores professionalisme og vores rettigheder.