Som en firkant i et rundt hul

Leder i magasinet Sceneliv #2 2014
Katja Holm

Nu kom den så endelig officielt frem. Rapporten fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der har haft til opdrag at se på beskæftigelsesindsatsen over for de ledige.

I tiden, mens rapporten blev skrevet, gjorde DSF i samarbejde med andre kunstneriske forbund opmærksom på, hvor vigtigt det var, at også det atypiske arbejdsmarked blev forstået og favnet i en beskæftigelsesindsats. Arbejdsmarkedet ændrer sig og for os, der arbejder på det atypiske arbejdsmarked, skal der være muligheder. Muligheder for uddannelse, dagpenge osv.

Er det så lykkedes at komme med et bud på et beskæftigelsessystem, der er tidssvarende og passer til den måde, som mange mennesker arbejder på i dag? Det mener jeg ikke.

Udvalget lægger i deres formuleringer stor vægt på en individuel tilgang i forhold til den enkelte ledige, som skal have større indflydelse på sit eget forløb. Og det er jo gode takter på et arbejdsmarked, hvor stadig flere arbejder på andre måder og tidspunkter end det traditionelle 9-17-job. Men det bliver bare ord. I virkeligheden blot en efteraben af et moderne buzz-ord som: større individualitet, mere fleksibilitet osv.

For faktum er, at kunstnerne ikke kun har et atypisk arbejdsmarked, vi har tydeligvis også et arbejdsmarked, hvor rapporten vurderer, at vi vil passe bedst hos jobcentrene.

I en del år, har DSF og FTF-A forbedret samarbejdet. FTF-A har arbejdet på at opgradere deres kunstnerteam, så de ved noget om vores arbejdsmarked. Og behandler os på en ordentlig måde. Nu skal vi åbenbart flyttes hen et sted, hvor vi ved, at der stort set ingen viden er om vores område. Det er ganske enkelt urimeligt. Når man læser rækken af forslag, så er det svært at se meget andet end det traditionelle arbejdsmarked for sig.

Et eksempel: Statistisk materiale vedr. forskellige brancher skal bruges til at vurdere den lediges chancer for at komme i job igen. Hvordan vil det fungere på fx skuespilleres jobmarked, som for udenforstående kan fremstå usikkert – og måske næsten udsigtsløst – fordi fast arbejde her er undtagelsen og de fleste ansættelser er tidsbegrænset til få måneder og nogle gange enkelte dage?

De atypiske arbejdsmarkeder, som fx skuespillere, dansere og sangere arbejder på, passer ind i det nuværende dagpengesystem, som en firkant passer ind i et rundt hul – hvis vi virkelig bliver mast og skubbet ud af facon, så kan vi presses ind. Måske. Men det er ikke en god løsning for nogen. Desværre kan jeg frygte, at det ikke bliver meget anderledes, hvis Carsten Koch-udvalgets anbefalinger bliver en realitet.

Lad det være sagt klart: Beskæftigelsessystemet skal også kunne rumme os.

Det er ikke hver dag, vi får muligheden for at tænke centrale systemer forfra – så lad os gør det ordentligt og tidssvarende, når vi gør det. I mange år har udøvende kunstnere følt sig lidt alene med deres særlige arbejdsmarked med korte ansættelser og mærkelige arbejdstider. I de senere år er mængden af personer, der arbejder anderledes end 9-17 vokset – og det tror jeg vil fortsætte.

Så min opfordring til politikerne er: Husk, at fremtidens system skal kunne rumme fremtidens arbejdsmarkeder – og alle os der arbejder på dem.