Det der ligestilling, det kan nu også gå hen og blive for overdrevent - og uklædeligt!

Leder i magasinet Sceneliv #2 2016
Katja Holm

Sætningen er såmænd en replik fra DR serien ’En stor familie’, der blev produceret i 80’erne. Replikken fremsiges af Rigmor Gramme, i Kirsten Rolffes uforlignelige skikkelse. Kvinden, der står på de gamle dyder og mener, at kvinder ikke skal være chefer – hun vil i hvert fald ikke arbejde under en.

Nuvel, replikken er fra et stykke drama og skrevet i en brydningstid, hvor kvinder netop i højere grad begyndte at blive chefer. I en tid, hvor kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet, og mændene nu også afleverede børnene i skole og børnehave.

Men Kirsten Rolffes replik bruger vi faktisk stadig. Nu er det bare ikke fiktion. Vi kan den i forskellige variationer: som et suk, som himmelvendte øjne. Vi bruger måske nogle andre ord. Hvem kender ikke denne her: ”Jeg tænker ikke i køn. Jeg tænker i kvalifikationer.”

Men sandheden er desværre, at selvom vi rigtig gerne vil tro om os selv, at vi har et helt selvfølgeligt indbygget kompas, der får os til at vælge ligestillingens vej, er det desværre langt fra altid tilfældet.

Det er fordi, ligestilling kræver konstant opmærksomhed og kræver, at man træffer bevidste valg. Og så handler det måske også en smule om ihærdighed. Lad mig bruge mig selv som et grelt eksempel:

For nogle år siden skulle jeg udpege deltagere til et kulturpanel. Dagen oprandt, og paneldiskussionen gik i gang. Det gik så fint. Men så pludselig, mens jeg stod og så på, gik det med rædsel op for mig, at det otte mand store panel, som jeg havde sammensat, og som nu sad der på rad og række, det bestod af… otte mænd.

Jeg var meget bevidst om ligestilling (syntes jeg i hvert fald selv på det tidspunkt). Ikke desto mindre; her stod jeg, som fortaler for lige muligheder og ligestilling og havde valgt otte mænd. Hvorfor? Fordi de var de bedst kvalificerede? De kløgtigste? Svaret er nærmere, at jeg havde udpeget dem, der umiddelbart var faldet mig ind. Dem, jeg syntes var kloge, dem, der ligesom lå forrest. Jeg havde simpelthen været lidt doven. For det er faktisk ret nemt at arbejde med ligestilling. Når jeg anstrenger mig en anelse, så kan jeg som regel finde 50 procent af hvert køn. Og sandt er det også, at der ikke er nogen form for diskrepans mellem køn og kvalifikationer.

Og skulle man følge tankerækken med at vælge efter kvalifikationer, så viser adskillige undersøgelser, at kvinder er langt bedre uddannet end mænd. Derfor drejer det sig om at træffe bevidste valg, om at anstrenge sig. Måske er dem, jeg lige umiddelbart kommer i tanke om, blot dem, jeg lige har mødt, lige har læst, eller dem, der har være t mest fremme i medierne. De ligger først for, men det gør dem ikke bedst kvalificeret.

En anden djævlens advokat kunne påstå, at vi allerede har lige muligheder og ligestilling i Danmark – så hvorfor alt det postyr? Ej heller her holder argumentet. For vi har ikke alle lige muligheder – heller ikke i Danmark. Der er ikke lige mange kvindelige og mandlige ledere. Der er ikke lige mange kvindelige og mandlige hovedroller i dansk film. Vi tjener ikke lige meget. Jeg kunne blive ved.

Og vi skal blive ved. Blive ved med at insistere på ligestilling – og også selv tage ansvar for den, både kvinder og mænd. Skal verden ændres, må vi selv gøre en indsats.

Verden er nuanceret. Vi har brug for alle nuancer – dem vi kan spejle os i og dem, vi kan inspireres af. Vi griber verden forskelligt, både hvad angår køn, kultur og etnicitet, og vi skylder os selv at få det bedste udgangspunkt i alle sammenhænge.

Det gør vi ved at koncentrere os om ligestilling.