Hvem sikrer arbejdsvilkår for dig – der har 15 arbejdsgivere?

Leder i magasinet Sceneliv #2 2022
Benjamin Boe Rasmussen

Mens jeg skriver disse linjer, er der krig i Europa, og dansk film fløj tomhændede hjem fra Oscaruddelingen i Hollywood. Jeg håber ved gud, at den forfærdelige krig i vores egen baghave snart ser sin afslutning. Indtil da fylder den mine tanker, selv om det kan forekomme grotesk, når vækkeuret ringer, og man skal smøre madpakker og på optagelse eller til prøve. Livet går videre, og hvis der er nogen, som kan tilpasse sig en uforudsigelig verden – så er det os.

Jeg plejer selv at fortælle, at jeg på en god sæson nemt har 12-15 forskellige arbejdsgivere. Det betyder selvfølgelig, at jeg bliver inviteret til mange julefrokoster – men det betyder også, jeg ofte ikke ved, hvad jeg skal lave (eller ikke skal lave) om et halvt år. Det er de kede af nede i banken, selv om de kan se på mit årsregnskab, at det nok skal gå.

Stregen i sandet virker
Et endnu mere kedeligt biprodukt ved vores omskiftelig arbejdsliv er den tavshedskultur, vi historisk har haft i vores branche. Fordi vi ofte er nervøse for, hvor det næste job kommer fra, har vi vænnet os til at være robuste og måske mere tilbageholdende med at råbe højt om kritisable vilkår. Derfor var det nok ikke overraskende, at hele #MeToo-bevægelsen startede i vores branche. I dag er vi heldigvis et andet sted, hvor vi kan tale om ting, der for få år siden var tabu. Derfor er jeg virkelig stolt af Stregen i sandet-kampagnen, som vi har iværksat sammen med alle andre aktører i branchen. Allerede nu henvender folk sig med oplevelser, de før ville have gået med i stilhed, fordi de er i tvivl om, hvorvidt det er ok. Og det er præcis det, der er meningen: At vi snakker åbent om det, vi oplever på vores arbejdspladser – også hvis vi er i tvivl.

40 procent i lønforskel
En anden god ting ved den tid, vi lever i, og det opgør, vi har startet, er snakken om løn. Udover at vi – set blandt alle vores medlemmer – ligger lige under gennemsnittet af lønnen generelt i Danmark (vi bliver altså ikke belønnet for vores omstillingsparathed og uforudsigeligheden i arbejdslivet), kan vi i vores undersøgelser også se en helt urimelig forskel på mænd og kvinders indtægter. Der er helt op til 40 procent forskel. Der kan være mange årsager til den forskel, og derfor er vi ved at kortlægge baggrunden. Men det er altså et faktum, at forskellen er der – og det er vi nødt til at tale om.

Her er det vigtigt, at vi som fagforening prøver at lande så mange aftaler og overenskomster som muligt på vores område. På den måde begrænser vi nemlig uligheden og er med til at sørge for, at der bliver produceret under relativt ens vilkår. Faktisk er skuespilleres arbejdsliv så mangefacetteret, at vi har tæt på 30 overenskomster og aftaler! Og når så få af vores medlemmer aldrig kommer i nærheden af at få et guldur for 25 års tro tjeneste, er vores eksistens ikke bare berettiget, men helt nødvendig!

Fra VM i fodbold til de små scener
Hvad kan vi gøre? I mine øjne bør det kommende ‘Kulturens Analyseinstitut’, der bliver talt om lige nu, ikke kun kigge på publikums behov, men også på de vilkår, der bliver produceret under. Præcis som vi gør, når vi taler VM i fodbold i Quatar. Som forbund vil vi være enormt aktive i forbindelse med medieforliget, da det er supervigtigt, at løn og arbejdsvilkår, rettighedsvilkår og kædeansvar bliver italesat og taget alvorligt.

Fagbevægelsens Hovedorganisation har inviteret os til at sætte spot på netop kulturarbejdere og freelanceres udfordringer på arbejdsmarkedet. Det sker ved et stort arrangement sammen med Dansk Journalistforbund blandt andet på Folkemødet i år, og jeg glæder mig – ikke mindst fordi der allerede er stor interesse for det vigtige emne. Jeg håber, at de urolige tider, vi lever i, ikke kommer til at ændre udsigten, og at ukrainerne igen kan leve i fred – pas godt på jer selv!