Et menneskeligt system

Leder i magasinet Sceneliv #3 2012
Katja Holm

Der er i den seneste tid virkelig blevet sat fokus på beskæftigelsessystemet. Et fokus, DSF længe har haft. Men finanskrise og fyringer inden for mange brancher har rettet lyset mod de mange hensigtsmæssigheder, der forekommer i det danske dagpengesystem.

De ses da også med al tydelighed i den undersøgelse, som Dansk Skuespillerforbund netop har udarbejdet blandt medlemmerne, og som er omtalt andet steds i dette blad. Undersøgelsen viser, at 67 procent af de adspurgte oplever, at systemet ingen eller næsten ingen individuelle hensyn tager til den enkelte person. Over halvdelen oplever lav eller meget lav indsigt i deres branche og arbejdsvilkårene for kunstnere.

Allerværst er det måske, at undersøgelsen også viser, at medlemmerne kun delvis mødes af en respektfuld behandling og en tillid til, at de faktisk gerne vil have et arbejde. Mangel på respekt og tillid krænker det enkelte menneske. Og det kan jo ikke være meningen i et system, der skal hjælpe folk i arbejde igen. Et sådan system skal opbygge – ikke nedbryde – de mennesker, som kommer ind ad døren. Retfærdigvis skal det nævnes, at undersøgelsen viser, at a-kassen er det sted, hvor medlemmerne oplever bedst indsigt og behandling.

Det er jo på ingen måde en nyhed for os i DSF, at ledighedssystemet i de senere år har udviklet sig i en retning, hvor kasser, kontrol, mistillid, og indimellem sågar latterliggørelse, nogle steder er de herskende værdier. Samtidig har vi nok aldrig tidligere haft et system med så lidt hensyntagen til individet – det har stramning på stramning sørget for.

Dette udgør et problem for Dansk Skuespillerforbunds medlemmer, fordi de bevæger sig på et arbejdsmarked, som på ingen måde passer ind i de firkantede kasser. Man beder os om at sende skriftlige ansøgninger til opslåede job, når vi er ledige. Men der er bare ikke nogle job i vores branche, der bliver slået op. Og vi søger job på helt andre måder. Vi ringer rundt, sender showreels, bruger vores netværk og alt mulig andet, som ikke ligner en skriftlig ansøgning til et 8-16-job. Samtidig bliver vi bedt om at søge fuldtids/helårsjob, selv om alle ved, at dem findes der meget få af i branchen.

Som jeg ser det, så er det som at forsøge at få en firkant til at passe ind i et rundt hul. Det duer ikke. Det har forbundet igennem de senere år gentagne gange gjort ministre og ordførere opmærksomme på. Senest har både kulturminister Uffe Elbæk og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen modtaget den førnævnte undersøgelse sammen med et katalog af forslag til ændringer af dagpengesystemet, så det – også – passer til kunstnere.  Ændringer, som man kunne give overskriften: større fleksibilitet og individuel hensyntagen.

Derfor blev jeg også rigtig glad, da jeg så Mette Frederiksen i Aftenshowet give udtryk for, at de ledige er forskellige individer med forskellige baggrund, og at de skal behandles forskelligt. En holdning, der er helt i tråd med den linje, der blev udstukket i regeringsgrundlaget, da S, SF, og R dannede regering.

Om kort tid går regeringen og arbejdsmarkedets parter i gang med trepartsforhandlinger, hvor beskæftigelsessystemet er en del af dagsordenen. Her regner jeg med, at Mette Frederiksen vil sætte handling bag sine ord og gøre sit til at skabe et system, hvor målrettet hjælp til det enkelte menneske er i centrum.

Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan, både i DSF-regi og igennem vores hovedorganisation FTF, for at holde hende fast på de holdninger til fremtidens beskæftigelsessystem, som hun indtil videre er fremkommet med.