Som en firkant i et rundt hul

Leder i magasinet Sceneliv #3 2014
Katja Holm

Efter sommerferien skal landets folkeskoler i gang med at implementere den vedtagne folkeskolereform, også kendt som heldagsskolen.

Udgangspunktet inden vedtagelsen var, at kunst og kreative fag skulle fylde mere i folkeskolen. Sådan forstod jeg i hvert fald udmeldingerne fra bl.a. vores kulturminister Marianne Jelved, som er meget optaget af dette område. Nu hvor reformen er blevet vedtaget, virker kunsten i folkeskolen desværre som om, den er blevet reduceret til en slags ”fritids-timer”.

Hvordan vi end vender og drejer det, taler om det og demonstrerer det, bliver kunsten i mange kredse fortsat betragtet som noget ”dejligt fyld”, og ikke som en anden måde at lære på, dannes på, forstå verdenen på. Men det er lige netop det, kunsten kan. Det gælder når børneteatrene besøger skoler og underholder eller sætter fokus på mobning eller andre relevante emner, som børn i dag bakser med. Eller når kunsten favner andre former for indlæring end den gængse og afliver den holdning, at man lærer bedst ved at sidde på sin flade og læse i en bog eller skrive på tavlen. Nuvel, jeg ved godt, at folkeskolen af i dag måske ikke er helt så rigidt bygget op, men alligevel.

Jeg ved, at menneskers indlæringsformer er vidt forskellige. Vi ser det gentagne gange i vores egen branche, når det kommer til det helt grundlæggende: At lære en tekst udenad. Det er ikke alle, der lærer ved at sidde ned og lytte. Det kommer også an på, hvad der skal læres. Og i og for sig vel også hvorfor. Kunsten har nogle helt særlige redskaber, der kan rumme en anden måde at lære på, og som kan gribe verden anderledes an. Et godt eksempel for mig er min kære venindes søn, som ikke er vanvittig optaget af matematik. Både fordi han synes, det er kedeligt, men også fordi det er svært. Til gengæld kan han i en alder af 12 klippe en film uden fejl og med de rigtige overgange. Det har han ikke lært i skolen eller andre steder. Men selve klippeprogrammet og det at sætte scenerne sammen kræver en evne til at overskue kompleksitet, musikalitet og teknik i én stor pærevælling – og er mindst lige så vanskeligt som den matematik, han har svært ved at koncentrere sig om. Jeg er overbevist om, at et skolesystem, der evner at gribe nogle af de udviklende processer, som kunsten arbejder med, ville kunne skabe samme engagement og komplekse forståelse for stoffet. Og så ville denne dreng hurtigt forstå matematikkens univers.

Et andet eksempel kunne være de børn og unge mennesker, der ikke falder til i skolen, eller savner succesoplevelser med den generelle indlæring. Når der skal laves en stor teaterforestilling på skolen, oplever de måske pludselig, at de er en del af et hele – et fællesskab – hvor de indgår som en nødvendig og kompetent del. Så sker der noget, både med engagementet og indlæringen.

Set i et større perspektiv skal Danmark i fremtiden overleve på iderigdom og evne til udvikling, og det betyder, at det aldrig er for tidligt at lære vores børn, hvordan man udvikler ideer, tænker komplekst og i det hele taget arbejder i et kreativt rum. Kunsten skal ikke kun opleves og diskuteres i og uden for teatersale og biografer. Den kan så meget andet også. Den skal bruges og mærkes – også af folkeskolen.

På Folkemødet på Bornholm i juni sætter DSF sammen med de øvrige kunstnerorganisationer fokus på netop dette emne, og jeg glæder mig meget til at se, hvad udkommet kan blive. Indtil da og efterfølgende bliver det bl.a. min opgave at få politikerne til at forstå, at det tjener folkeskolen bedst, at kunst og kreative fag er en del af skemaet på lige vilkår med matematik, geografi og dansk. Kunsten har en rolle – både som et innovativt værktøj, men også som selvstændigt fag.