Den åndelige fattigdoms modstykke

Leder i magasinet Sceneliv #3 2016
Katja Holm

For øjeblikket sidder jeg med i mange sammenhænge, hvor dagsordenen kredser om det samme spørgsmål - kunstens betydning for samfundet. Det har vi været optaget af i lang tid og i mange år, men i denne tid er det om muligt endnu mere presserende at tale om det og nævne det højt. Og det skyldes verden af i dag.

Vi lever i overfladen og helst også i overhalingsbanen, mange af os. Vi ser reklamer om, hvad vi ”fortjener” og har ret til – et nyt køkken, en dyr ferie, at blive hørt eller set. Vi bliver mere og mere fortravlede, ukoncentrerede, og skal gøre det hele samtidig. Vi konkurrerer om det mest interessante liv, lægger billeder op af mad, nye frisurer, vores dyr, vores børn og venner. Det går hurtigere og hurtigere, og vi afbrydes og afbryder konstant os selv for at måle og spejle os i andres liv.

Som om det ikke var nok, rammes vi også af en stadig mere grov tone, hvor vi end vender os hen. Folk sviner konsekvensløst hinanden til på de sociale medier. Liker og hader i et væk. Skælder og smileyer. Og selv hvis man forsager de sociale medier, er det svært at stå af strømmen af oplysninger, for e-mails vælter ind i døgndrift, og mobilen er konstant i sving. Altid ved hånden, sjældent slukket. Der er ikke helle nogen steder.

Jeg fordømmer ikke udviklingen, som trods alt også betyder, at verden er blevet mindre, og at vi indimellem også er i stand til at være bedre i dialog med hinanden og hjælpe hinanden. Jeg er selv en del af den, jeg liker og fordømmer, fotograferer og mener. Og presses samtidig af udviklingen.

Og netop derfor bliver det mere og mere tydeligt for mig, at i en verden, der aldrig pauser, i en verden, hvor vi hele tiden skal præstere, være på forkant og kun sjældent retter vores fulde opmærksomhed mod én ting, i den verden er der mere end nogensinde brug for kunst.

For kunst er andet og mere end selve det, vi ser i teatret eller på skærmene. Kunsten er ganske ufravigelig og insisterende i sit krav til os. Den kræver opmærksomhed, og den tvinger os til at fokusere. Kunsten løfter os ud over os selv. Vi kræves – for et øjeblik – helt og fuldt - og kan bare være. Uden at skulle noget som helst. Og det har mennesket brug for en gang imellem. Vi har mere end nogensinde brug for en ro, hvor vi ikke skal præstere, men blot nyde, forstå, glemme og være en del af et fællesskab, der oplever det samme. Det kan kunst give os (hvis mobilen vel at mærke bliver i lommen).

Kunsten beriger os åndeligt i en verden, der ind imellem kan virke åndeligt fattig. Og det gælder, efter min mening, uanset hvilken form for kunst, det er. Uanset, om vi ser en revy eller en Shakespeareforestilling. Uanset om vi følger med i en serie om politik eller om ungdommens kvaler, og uanset om vi vælger en musical eller går til en afgangsforestilling.

Vi bliver en del af en andet form for fællesskab, hvor det er tilladt bare at være til, i stilhed, som mennesker.

Om vi vil le eller græde, lære eller flyde med.