Kunsten er populismens modsætning

Leder i magasinet Sceneliv #3 2017
Katja Holm


Hver gang, jeg er ude i offentligt regi, taler jeg om kunstens betydning i det omgivne samfund. Det er ikke noget, jeg finder på, eller føler jeg skal sige eller skrive, fordi jeg nu engang er valgt som formand for Dansk Skuespillerforbund. For jeg gør det også, når jeg er ude som privatperson. Det er ikke noget, jeg finder på for syns skyld og for politikkens skyld. Jeg er simpelt- hen overbevist om, at det forholder sig sådan. Jeg tror inderligt og dybt på, at kunsten har en enorm betydning i samfundet.

Hvis jeg bliver vækket midt om natten, kan jeg også forklare betydningen, af det store hvorfor:

Kunsten skal underholde, danne, oplyse, provokere, måske bare være uden egentlig grund, kunsten kan samle, være samtaleemne. Den kan skubbe os videre med uformuleret inspiration, når vi er gået i stå, og den kan underholde, hvis det er det, modtageren hos den enkelte er indstillet på. Kunsten kan det hele. Den findes i helt vanvittige afskygninger og præger vores holdninger, opfattelser, og overbevisninger. Meget mere end vi ved af det eller i det mindste går og er bevidste om i hverdagen.

Faktisk sad jeg forleden ved et arrangement og tænkte over om disse erhvervsfolk, jeg var sammen med, spekulerede over, hvor tomt deres liv ville være uden kunst. Hvor meget de egent- lig brugte kunst i forskellig udformning – hver dag.

Bedst som jeg sad der, blev jeg endnu engang klar over, hvor snigende kunsten også er i sit væsen, samtidig med at den er stor og vigtig i sin betydning. Vi tager den måske for givet i mange sammenhænge, men den er der. Hele tiden. Altid.

Overalt. Men den er også mere end det, mine damer og herrer, selv om ovenstående konklusioner er vigtige nok. Kunsten er populismens modsætning. Et faktum som politikerne desværre overser i denne verden, hvor det bliver evigt saliggørende med en smart statusopdatering, hvor en ”sag” i medierne kan resultere i et lovforslag, og hvor alle – mere eller mindre hovedløst – indimellem render efter ”den offentlige menings ændringsbefængte glammen”.

Kunsten kan nemlig noget ganske enestående, ud over de ting, jeg allerede har remset op. Den er og kan være et værn mod populismen. Kun- sten er konstant. Den er i sit inderste væsen ikke noget, der kan rafles om. Smag kan diskuteres javel, og indimellem kan man også sagtens diskutere, hvorvidt noget er kunst eller ej. Alligevel kan kunsten simpelthen noget helt unikt.

Slår du populisme op i en ordbog, står der noget i retning af, at det er en betegnelse for en politisk bevægelse, der er forankret i det jævne folks billede. Underforstået så har en populistisk politiker eller et populistisk parti ikke noget decideret partiprogram – der handler om udviklingen i hele samfundet – men ofte kun om nogle få mærkesager. På papiret kunne det umiddelbart lyde som om, populisme er noget, der samler et samfund, men i den virkelige verden samler populismen jo kun mennesker på en måde, der minder om lemminger, der løber hovedløst ud over en skrænt og styrter i havet. Dem, der ikke samles, bliver spredt og ævl og kævl og fjendskab er følger af populismen, der sjældent ender med at understøtte demokratiet.

Angående kunsten og altså herunder scenekunsten forholder det sig i praksis stik modsat. Kunst er ikke demokratisk i den måde, den skabes på. Når den modtages, bruges og forbruges, så er den med til at stille spørgsmål til det samfund, vi lever i og bliver derfor en del af demokratiet i modsætning til populismen, der lukker debatten og samfundets udvikling i det hele taget.

Jo mere kunsten tages alvorligt, jo mere værner vi om demokratiet, og jo større chance er der for, at samfundet udvikler sig i en god retning. På den baggrund udnævner jeg gerne kunsten til en af populismens hovedfjender. Og hvis politikerne tog sig tid til at forstå, hvad det er kunsten kan, ville de netop kunne bruge kunsten som et værn mod populismen.