Lad os nu bare investere i kunsten

Leder i magasinet Sceneliv #3 2019
Benjamin Boe Rasmussen

I skrivende stund er der endnu ikke udskrevet valg, men der er ingen tvivl om, at det nærmer sig med hastige skridt for alle vegne ser og hører man politikerne komme med mange mærkelige udspil inden for både sundhed, vejvæsen og på kulturens område. Jeg har meninger om det meste – også om regionerne, DR, Radio 24syv og omfartsvejen ved Mariager. Men lige her og nu vil jeg koncentrere mig om scenekunstreformen og kulturpolitikken. Nogle ting i scenekunstreformen, som kom midt marts, er ok, selvom der vel egentlig bare er tale om en justering og ikke en egentlig reform. Men jeg råber ikke udelukkende hurra. Desværre kom det mest til at handle om at begrænse skaderne efter regeringens udspil, og det mest opløftende var, at tilskuddet til børn og unge blev fredet, og at politikerne indså, at teatrene har brug for mest mulig stabilitet. Det skete blandt andet, fordi vi havde et fremragende samarbejde med Dansk Teater og deres direktør. Tak til dem og hende. Men det var ikke en sejr – mere en kamp, der endte uafgjort. For på bundlinjen blev det et nulsumsspil.

Men nu tager vi lige og smider pakken med tudekiks væk. For det går godt i vores branche. Jeg har set flere fantastiske forestillinger i Vendsyssel, Aarhus og København. Og jeg har været til Aprilfestival (den store børneteaterfestival) og set hvor hårdt og fantastisk, der bliver arbejdet for fortsat at lave børne- og ungdomsteater i verdensklasse. CPH:DOX har vist dokumentarer i verdensklasse, og jeg må nok sige at stemmesedlen var svær at udfylde, da vi skulle vælge årets bedste film. Og så er Bedrag sæson 3 lige gledet over skærmen.

Men hvis vi skal beholde det høje niveau, skal der investeres i kunsten - ikke kun i produktionerne men også i fremtidens publikum og derfor kommer vi ikke uden om at tale om penge med politikerne. Det er sindssygt vigtigt, at vi lærer vores børn, at kunst findes, og at de møder den i skolen, ligesom de møder matematik og dansk. Ikke fordi de skal blive kunstnere, men fordi de skal mærke, hvad der danner os, hvad der giver os værdi som mennesker og lærer os at træde ud af hamsterhjulet og sætte pris på livet som andet og mere end et nyt samtalekøkken.

Vores kunstneriske arbejde er med til at forme fremtidens samfund. Det er klart, at man som ungt menneske ikke kan påtage sig et ansvar for demokratiets overlevelse. I den alder vil man bare gerne være den næste Trine Dyrholm, James Bond eller lignende. Men med alderen og erfaringen kommer indsigten – og det jeg ser nu, er en branche på toppen. Fordi talentet både er foran og bag scenen – foran og bag kameraet. Men hvis niveauet skal holdes, skal der investeres i kunsten, og det er vi nødt til at tale om og stå fast på.

Den nye kulturanalyse viser, at danskerne synes, at kulturen og kunsten er pissevigtig, og at danskerne synes, at staten skal påtage sig ansvaret for at finansiere kunsten og kulturen, også de kulturudbud de ikke selv bruger. Så lad os for helvede sparke døren ind på Christiansborg. Jeg kan se på de svar, politikerne har givet os på den rundspørge, vi har lavet, at de gerne vil lytte til os, og at de gerne vil være med til at ændre på tingene, så måske er de døre, der skal sparkes ind allerede åbne. Lad os se efter valget – jeg kridter skoene og renser jakkesættet.