Genåbningsfest med for få inviterede

Leder i magasinet Sceneliv #3 2021
Benjamin Boe Rasmussen

Det kan virke, som om corona er glemt og borte – teatrene er åbne, vinen og samtalerne fylder pauserne, og for mange har arbejdskalenderen igen et formål. Men det er ikke alle kolleger, der kan feste – I med en meget løs freelance-tilværelse må stadig kigge langt efter bookinger. Her på Tagensvej ved vi, hvad I kæmper med, og vi vil gøre alt for, at I får den hjælp, som hjælpepakker og aktivitetspuljer ikke har kunnet sikre.

Det hele summer af sommer og genåbning. Teatrene spiller, barerne skænker champagne. Og politikerne taler om, at Danmarks er det land i Skandinavien, der har bidraget mest til kulturen under corona. Udover at de liiige glemmer, at ingen af de andre lande har haft kulturlivet lukket så hårdt ned som os, så er de fleste støttekroner gået til institutionerne og arrangørerne. Hvilket gav god mening, for uden scener er der intet kulturliv, og vi skulle redde arbejdspladser.

Men en scene er intet uden mennesker.

Hvor hjælpepakkerne har hjulpet en stor del af jer – og tak for det! – så faldt andre igennem det sikkerhedsnet, der skulle gribe jer.

For i vores – og andre kreative – fag er der freelancere, som tjener penge på en mere uregelmæssig facon, end de fleste danskere kender til. En facon, der ikke rimer på excelark, referenceperioder og dagpenge. I har måtte hæve private opsparinger og leve på den sagnomspundne sten.

Derfor skabte vi i forbundet vores egen hjælpepakke. Vi annullerede kontingent-betaling i tredje kvartal i 2020. Vi udbetalte ekstra Filmex-midler for at sikre, at I havde noget at betale regningern med. Og vi opdaterede vores hjælpefond, så der i 2020 blev udbetalt 1,1 mio. kr. – og i år er vi med 750.000 udbetalte kroner på vej mod de forventede 1,5 mio. kr.

Men vi ved godt, at det ikke er nok, når der ikke kommer andre penge ind på kontoen.

Den første nedlukning kostede aflysninger og flytninger af arrangementer, og for de fleste af jer betød det tab af det meste af 2020-indtjeningen. Den anden nedlukning slog ekstra hårdt, da vi hverken blev hyret til jule- og forårsarrangementer – eller kunne dokumentere tab og dermed få del i hjælpepakkerne.

Nu er der så gang i tingene igen. Problemet er bare, at mange af de forestillinger, der bliver programsat nu, er dem, der blev udskudt under lockdown.

Og sådan vil det fortsætte længe efter genåbningen. Det betyder, at I, der har ventet på bookinger, ser ud over et gabende tomt år.

Så selv om festen kører i højeste gear, har en del af jer stadig brug for hjælp. For jer er corona meget virkelig – også efter vaccinen. For økonomisk sammenbrud kan vi ikke vaccinere imod.

Derfor er der brug for løsninger, der støtter de udøvende kunstnere – og vi gør alt hvad vi kan, for at råbe de ansvarlige politikere op, så I kan fortsætte med at arbejde med det, I elsker.

En måde politikerne kan hjælpe på – tilmed uden overhovedet at skulle finde flere penge på budgetterne – er at indføre et kulturklippekort til de unge eller at lave et kunstnerfradrag. Præcis ligesom håndværkernehar, og som er så stor en succes, at jeg ikke kan finde en håndværker, der har tid til skifte mine vinduer.

En anden måde vil være at frede os i en dagpengeperiode. For som jeg har beskrevet, så kommer vi ikke i job i samme takt som genåbningen og dermed udfasningen af hjælpepakker.

Men den største hjælp vil være at lade os kunstnere selv søge i aktivitetspuljen. På den måde går hjælpen til os, der rent faktisk fylder scenerne – i stedet for en festarrangør, der kører busser med amatørorkestrerundt i landet for et tocifret millionbeløb.

Hvis politikerne reelt vil redde kulturlivet, er de nødt til at redde kunstnerne – og jeg fortsætter kampen for jer!