Ytringsfrihedens begrænsning

Leder i magasinet Sceneliv #4 2016
Katja Holm

Forleden skete det igen. En skuespiller nævnte danske politikere i et interview, der i øvrigt handlede om alt muligt andet. Men da det navn, der blev nævnt, faldt sammen med et ministernavn, ja, så blev det hele alt for galt.

Det er faktisk ret besynderligt, og jeg må indrømme, at jeg overhovedet ikke forstår det drama over nogle helt uskyldige kommentarer.

Men det får mig til igen at tænke på alle de gange, vi kunstnere er blevet bedt om at holde os til det, vi ved noget om – at underholde. Og så i øvrigt blande os uden om den samfundspolitiske debat. Når de voksne taler, får man lyst til at tilføje. Når vi kunstnere – som andre –bruger vores borgerpligt og udtaler os om vigtige emner, som smykkeloven, humanitære katastrofer, integration eller kontanthjælpsloft, bliver vi gang på gang sat på plads af politikere og andre meningsdannere. Jeg glemmer for eksempel ikke, da to folketingspolitikere tidligere på året uden omsvøb sagde, at de helst var helt fri for kunstnere i den offentlige debat. Selvbestaltede meningsdannere har stået i kø for at fortælle os, at kunstnere bør være endog meget påpasselige, når vi bruger vores ytringsfrihed. Og vi kender også til hudløshed påstanden om, at alt hvad der kommer ud af munden på os, er gabende forudsigeligt.

Jamen, det er da med et godt, jysk ord træls, når en kunstner med gennemslagskraft er offentligt uenig med en politik, et parti eller en politiker. For tænk nu, hvis vedkommende faktisk har ret og overbeviser andre? Kunstnere har en ganske betydelig samfundsmæssig magt, når de udtaler sig, og det kan være voldsomt skræmmende for en politiker. Det kan måske ligefrem forekomme farligt.

Hvad kan jeg sige? Væn jer til det! For det er da helt vanvittigt, at vi skal slås i hovedet med vores metier, når vi deltager i debatten. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Kunstnere kan, må og skal blande sig. Når, hvor og på hvilken som helst måde, de har lyst. I den offentlige debat og på arbejdspladsen. Hvor som helst man oplever, at der foregår noget forkert. Og uanset om det er noget, der påvirker en mindre gruppe eller noget, der er et grundlæggende angreb på demokratiet eller anstændigheden.

Vi kunstnere er en del af arbejdsmarkedet, en del af det danske samfund og en del af det internationale samfund. Så brug din stemme. Vær synlig derude. Kunstnere skal blande sig. Faktisk så synes jeg nogen gange, at vi ligefrem har pligt til at påtage os det ansvar, der følger af at være en del af en faggruppe, mange lytter til. Pligt til at være med til at sikre, at humanismen og anstændigheden ikke forsvinder fra vores samfund.