Er det grådigt at ville kunne leve af sit arbejde?

Leder i magasinet Sceneliv #4 2022
Benjamin Boe Rasmussen

Forleden faldt jeg over et Albert Einstein-citat: “Livet er ligesom at køre på cykel. For at holde sig oppe og i balance må man blive ved at bevæge sig fremad.”

Det er selvfølgelig lidt onkelhumor-agtigt, men ikke desto mindre sandt i forhold til den situation, vi er i med streamingtjenesternes udviklingsstop! I skrivende stund håber jeg, at vi er ved at lægge sidste hånd på midlertidige aftaler med TV 2 og Netflix, så vi kan få løsnet det kvælertag, branchen har været fanget i siden udviklingstoppet trådte i kraft i foråret. Guderne skal vide, at både Producentforeningen og vi i Create Denmark blev noget overraskede over den reaktion, broadcasterne og streamingtjenester diskede op med. Nu er redningsaktionen i gang, og Producentforeningen og Create Denmark må stoppe modsætningerne i sækken, hoppe op på Einsteins cykel og sætte gang i udviklingen igen.

Kunst på afbetaling

På side 26 i denne udgave af Sceneliv kan du læse om, hvorfor vi overhovedet har noget, der hedder rettigheder, og hvad det reelt betyder for jer medlemmer, at I har dem. En afstemning på vores instagramprofil viser, at rettighedsmidlerne er livsnødvendige for 51 procent af jer, og at 83 procent af jer mener, at rettighedssystemet er virkelig vigtigt.

Det viser, at ophavsretten er en stor del af hverdagsøkonomien for mange af vores medlemmer. Hele den danske rettighedsmodel er jo netop baseret på en udbetaling ved arbejdets udførelse og efterfølgende vederlag for brugen af det pågældende værk. Det er en ordning, som betyder, at vi i Danmark kan producere mere, end vores lille sprogområde egentlig er berettiget til. Og det er en ordning, som via Filmex genererer cirka 180 millioner om året til rettighedshaverne – svarende til næsten 1,5 milliarder kroner de seneste 10 år. Det er ikke et udtryk for grådighed, men et udtryk for hvad markedet kan bære – og en anerkendelse af, at man køber vores ydelser på en slags afbetaling baseret på værkets succes.

Skuespillere skal kunne leve af deres arbejde
Der er nogle, der taler om, at rettighedsmodellen er gammeldags, og at vi som kunstnere og producenter kvæler branchen, fordi vi vil holde fast i modellen. Det er jeg selvsagt lodret uenig i!
Rettighedsmodellen er helt afgørende for, at vi kan fastholde produktions- og kvalitetsniveauet i Danmark. Og den er helt afgørende for, at vi som skuespillere rent faktisk kan leve af vores arbejde. Og det er vel ikke for meget forlangt?

Andre debattører mener, at vi skal kigge til Norge i forhold til en aftale med Netflix. Så lad os gøre det:

I Norge har skuespillerne en overenskomst fra 2015, hvor de gav NRK mulighed for at lægge produktioner ud uden tidsbegrænsning. Samtidig har de ikke det samarbejde mellem producenter og kunstnere, som vi kender fra vores Copydan. Det betyder, at den norske pendant til Filmex udbetaler omkring en tiendedel af, hvad vi gennem Filmex giver rettighedshaverne – og det betyder, at deres rettighedssystem er mere sårbart end vores. Så at mene, at vi skal lave en norsk model, er i virkeligheden at sige, at vi skal smadre vores model – og ødelægge livsvilkårene for flertallet af vores medlemmer.

Rettighedsbetaling for alle
Det er ikke, fordi jeg skal opløfte vores rettighedsmodel som en global løsning for alle, for hvert land har jo sine egne vilkår – men jeg forventer, at andre respekterer vores måde at gøre tingene på her i Danmark. Og jeg forventer, at lokale broadcastere og tjenester anerkender det system, de er vokset ud af – og har nydt godt af.

Som fagforening kæmper vi for rettighedsbetaling for alle – uanset status, erfaring, køn eller alder. Ellers ender pengene hos de stærkeste eller på tjenesternes bundlinje. Og jeg synes, de skal ende hos de kunstnere og producenter, der leverer indholdet.