Jeg bliver aldrig gammel!!! og dog...

Leder i magasinet Sceneliv #5 2014
Katja Holm

For nylig rundede jeg de 40 år. Noget jeg for bare ganske få år, ville have forsvoret. Jeg ville forblive 35 hele  mit liv. Ganske vist viser spejlet et lidt andet billede, end det gjorde for ti år siden, men indeni er jeg nok i virkeligheden uden alder, eller som Milan Kundera skriver i ”Udødeligheden”: ”Med en vis del af vort væsen lever vi alle uden for tiden. Det kan være, at vi kun i undtagelsesvise øjeblikke gør os vor alder klar, og at vi størstedelen af tiden er alderløse”.

Hvorom alting er, tiden er der, og den går sin egen gang, og det er med at være tilstede, bide livet i låret og ruske tilværelsen godt og grundigt, så godt vi formår. Det skal mærkes at vi lever, som Benny Andersen så rigtig skriver.

Men vi skal også kunne leve på en måde, som gør tilværelsen udholdelig. Ikke bare her og nu – men også når vi bliver ældre. Og derfor vil jeg bruge denne plads til at slå højt og bragende på tromme for, at man beskæftiger sig med sin pension. Det gælder både sin opsparing til alderdommen og de forsikringer, der følger med, og som kan være virkelig vigtige for ens nærmeste, hvis sygdom eller død rammer.

I mine yngre år havde jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle på pension – endnu mindre at jeg skulle have en pensionsordning. Det var kedeligt og alt for kompliceret, og meget, meget langt væk. Et enkelt blink med øjet, og jeg var blevet 40. Sådan føles det i hvert fald. Jeg tror ikke, jeg er ene om at have det sådan. Når jeg ser ud over vores branche, er det de færreste af os, der i virkeligheden går helt på pension; kommer den rigtige rolle, den gode instruktør, koreograf, dirigent eller andet, så springer vi til, også selv om vi er blevet både 60, 70 og endnu ældre. Det er så stor en del af vores DNA, at vi stadig vil være med dér, hvor kunsten skabes – hvis vi overhovedet magter det. På den måde bliver mange af os nok aldrig pensionister i den traditionelle forstand.

Men der skal stadig være brød på bordet, penge til husleje. Og når man har tjent kunsten og publikum i mange år, så er det fortjent ikke at skulle bekymre sig alt for meget om disse ting.

Derfor er det vigtigt allerede som ung at forholde sig til sin pension og de penge, som via en række af vores overenskomster, indbetales af arbejdsgiverne. Det gælder, uanset om man føler sig yngre end sit spejlbillede, at man ikke har tænkt sig at gå på pension, eller synes det er både kedeligt, kompliceret og alt for tidligt. Der er ikke andre, der gør det.

DSF tager selvfølgelig vare på at skabe de bedste overordnede rammer for vores medlemmer. Det var det, der skete, da vi for nylig indgik en ny og bedre aftale med PFA og fremlagde den på dette års generalforsamling. Ordningen træder i kraft 1. september, og du kan læse mere om den på side 8-10 i dette blad.

Men det er vigtigt, at du selv som medlem går ind og forholder dig til, om de standardvalg vedr. opsparing og forsikringer, der ligger i ordningen, nu også passer til din konkrete livssituation. Du har allerede fået et brev fra DSF om den nye ordning, og i de kommende dage vil alle medlemmer med en aktiv ordning, hvor der indbetales pension lige nu, også modtage brev fra PFA.

Min klare opfordring skal her lyde: Uanset om du lige nu får indbetalt pension eller ej, så sæt dig ind i emnet. Læs de breve, du modtager, følg med i vores nyhedsbreve, tilmeld dig de kommende informationsmøder og lav en aftale om personlig rådgivning med PFA. Så får du nemlig mest ud af de pensionsbidrag, som du måske ikke tænker så meget over nu, men som får stor betydning for dig senere i livet.

Og er du i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til PFA eller DSF – vi skal nok være klar til at hjælpe dig.