Hvor skal vi hen?

Leder i magasinet Sceneliv #5 2016
Katja Holm

For nylig var jeg til et møde på Rødding Højskole, som Kulturministeriet havde inviteret til.

Overskriften for mødet var ”Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne?”, og ministeriet havde samlet en lang række repræsentanter for kunst- og kulturlivet, som blandt andet fik til opdrag at diskutere og komme med forslag til, hvordan man så gør det. Får mere kunst og kultur ud af de samme penge.

Umiddelbart forinden havde Dansk Folkeparti stillet forslag om, at man skulle skære 25 procent af DRs bevilling. Og det skinnede tydeligt igennem, at ”nu handlede det altså ikke om at blive ved med at bede om flere penge.”

Efter at have været på Rødding, var der nogle ting, der slog mig:

Selvfølgelig er pengene vigtige – det er klart. Men i første omgang handler det om at beslutte, at man vil kunsten og kulturen. Jeg har ikke hørt nogen fra kulturlivet sige ”Giv os flere penge” de sidste mange år. Hvad der til gengæld er blevet sagt, det er, at hvis politikerne ønsker det nuværende niveau, og hvis de ønsker, at kunst og kultur skal være tilgængelig for hele folket, så skal de holde op med at skære ned. Og i stedet give kunsten og kulturen den status, den rettelig skal have.

Når vi råber op, så er det fordi, der mangler samlede visioner og drivkraft bag kunst- og kulturpolitikken. Jeg tror i virkeligheden, at mange af os ville bøje os for argumenter, hvis vi forstod sammenhængen. 

Alt for længe har vi manglet en politisk stillingtagen til, hvad kunsten skal i vores samfund, og hvem der skal kunne bruge den? Vi har manglet svar på, hvad kulturen betyder, og hvordan den fremelskes? Hvad synes vi, er vigtigt? Vi har bedt politikerne om at sætte kunst og kultur højt på dagsordenen, fordi vi mener, at et samfund uden kunst smuldrer. 

Når kunst og kulturlivet stiller sig afvisende over for besparelser, er det fordi, det ligger i vores DNA at kæmpe. Men lige så vigtigt, er det fordi, de sidste års besparelser ikke forholder sig til det samlede kunst- og kulturudbud. Jeg tror, at vi hver især spekulerer på, om der fra politisk hold er reel opbakning til, at der findes kunst og kultur. 

Men prøv engang at tænke på, hvor stor indflydelse bare én af vores store dramaserier kan have på det omgivende samfund? Man taler om den henover frokosten på arbejdspladsen, spekulerer i, hvem der er skurken. Eller hvad med serien, som får en hel befolkning til pludselig at spekulere i arveregler?

Et andet eksempel er børnefjernsyn. Det, at vi, på tværs af generationer og politisk overbevisning, kan knytte et fællesskab op på, at vi – måske også vores forældre – har set den samme børneudsendelse, som vores unger nu ser.

Se på vores fester. Når de spiller et stykke musik, som knytter sig til vores ungdom, kan du ikke spytte for dansende. 

Og når det gælder kulturen, kan vi helt aktuelt bare skæve til OL. En kultur, der opfordrer børn til at gå til sport og dyrker fællesskabet omkring det, har resulteret i adskillige medaljer. Men lige så vigtigt, er den med til at samle det danske samfund. Pludselig er vi alle optaget af håndbold, svømning og cykling. Også os, der ikke har en kæft forstand på det.

Kunst og kultur giver os fællesskab og sammenhæng. Den giver os fælles referencer og et fælles sprog om noget, der ligger ud over os selv. 

Det mangler vi at høre om fra politikerne.  Vi mangler at høre, at de forstår og interesserer sig for, hvad kunsten kan – hvad den er værd for samfundet. Vi mangler den samlede vision. Derfor råber vi op.

Men når svaret på vores opfordring er ”Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne?”, er der desværre kun grund til at tro, at politikerne ikke har hørt vores spørgsmål: Hvor skal vi hen? Og hvorfor?