Professionelle og amatører

Leder i magasinet Sceneliv #5 2017
Katja Holm


For nylig annoncerede et stort dansk parti efter ”skuespillere” til en reklamefilm om faglig organisering. Ordet skuespillere blev sat i citationstegn.

Flere medlemmer reagerede både på dette citationstegn, men også den meget lave løn. Hvis man overhovedet kan kalde den for en løn. Efterfølgende blev der forklaret, hvad det hele handlede om. Nemlig at partiet ønskede unge medlemmer af partiet, som havde lyst eller evner for skuespil. Altså amatører. Jeg mener naturligvis, at der skal være plads til både fejl og misforståelser, og vi kan alle – inklusive mig selv – engang imellem jokke i spinaten. I nævnte tilfælde er der blot tale om noget større. Noget mere principielt.

Det drejer sig nemlig ikke kun om ”skuespillere” i anførselstegn, men om respekt. Respekt for vores fag som udøvende kunstnere. Det vi kan og det vi gør og det arbejde, det kræver at være udøvende kunstner. Det kræver talent, men det kræver også hårdt arbejde. Masser af hårdt arbejde. Sammenlignet med andre fag vil vi nok sjældent se en kampagne, hvor man annoncerer efter ”jordemødre”, ”sygeplejersker”, ”socialrådgivere”, ”revisorer” eller ”advokater”. Her er det typisk accepteret, at disse mennesker har en høj faglighed, hvilket de ved Gud også har. Men hvorfor gælder dette så ikke også os som skuespillere? Måske fordi der stadig er en forvrænget formodning om at ”vi jo allesammen kan spille lidt teater, danse, eller synge i badet.” Og når en situation som denne opstår, svækker det kunstens anseelse i det danske samfund.

I bestyrelsen i Dansk Skuespillerforbund præsenterede vi til den årlige generalforsamling en ny vision, som blandt andet indebar at sætte kunsten øverst på dagsordenen. Og når et stort dansk politisk parti sætter begrebet skuespiller i citationstegn er dette et tydeligt bevis på, at den vision er helt på sin plads. Umiddelbart efter valgte en kulturpolitisk ordfører at udtale, at skuespillere ikke havde så store problemer som skabende kunstner, idet de var heldige at få arbejde på Det Kongelige Teater. Og nok en anden kulturordfører sagde, at der var ingen grund til at stille kunstnere bedre, da man jo kunne forrette sin kunst i sin fritid, som vedkommende i øvrigt selv havde gjort.

Vi har altså en udfordring. En udfordring der handler om at sætte vores faglige kunnen og professionalisme højt på dagsordenen. Det er ikke kompetencer, man kan få ved at gå på aftenskolekursus. At være udøvende kunstner, operasanger, danser og skuespiller er fag – et højt skattet fag – som kræver stolthed og anseelse. På den baggrund er det tragisk og vi må begræde, at to kulturordførere samt et stort dansk parti ikke forstår dette. Det er også paradoksalt, at de selvsamme mennesker givetvis både ser danske serier, går i teatret, ser animationsfilm, ser dans eller på anden måde benytter sig af den professionelle kunst.

Jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan Danmark ville se ud, hvis samtlige kunstnere kun arbejdede med hver deres kunst i fritiden? Hvad ville de folkevalgte politikere sige, hvis jeg sagde, at det at være folkevalgt politiker i virkeligheden bunder i et ønske om at skabe en bedre verden og man derfor burde gøre arbejdet gratis? Sådan som amatører gør.