Mediepolitik er også kulturpolitik

Leder i magasinet Sceneliv #5 2021
Benjamin Boe Rasmussen


C.V. Jørgensens ‘Sæsonen er slut’ fra 1980 flyder ud af mine højttalere. Coronaen er også slut (i hvert fald som officiel epidemi), selvom vi stadig bruger mundbind og bliver testet på tv- og filmproduktionerne. Det er en ny hverdag, vi er vendt tilbage til.

Hverdag er det også i forbundet, og forude venter en politisk sæson. Vores næste store udfordring er genåbningen af det lidet elskede medieforlig fra 2019, og derfor har vi gjort noget helt nyt. Vi har formuleret en række helt konkrete ønsker til det mediepolitiske miljø på Christiansborg.

Det gør vi, fordi mediepolitik også er kulturpolitik – en kulturpolitik som skal tage ansvar for at værne om vores demokrati. For med den hastighed globaliseringen har, er det helt vildt vigtigt at passe på den danske fortælling, det danske indhold og det danske demokrati.

Bare rolig! Jeg er ikke gået hen og er blevet nationalromantiker, men lad mig forklare, hvorfor vi bruger så mange kræfter på at kæmpe for den danske rettighedsmodel, og hvorfor jeg ævler om den i leder efter leder.

Med internettets muligheder og streamingtjenesternes indtog – som vi er glade for, da det er en kæmpe cadeau til branchen – er vores danske model under pres. Modellen sikrer, at vi har et tårnhøjt niveau i produktionen af danske film og tv-serier – kvalitativt og kvantitativt – og derfor er det vigtigt, at vi fortæller politikerne, at vi er afhængige af, at der bliver slået ring om den model. Derfor har Dansk Skuespillerforbund fremsat en række helt konkrete ønsker til kulturministeren og medieordførerne. Vi fortsætter naturligvis vores gode samarbejde med blandt andre Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere om at få gennemført andre tiltag, som vi har fælles interesse i – men det er vigtigt for os at markere os på de punkter, der især handler om jer.

Den gode nyhed er, at politikerne allerede er bevidste om det her. For nogle uger siden var der i Copydan-regi en konference på Christiansborg, og for mig var det tydeligt, at de relevante politikere er med på, hvad den enorme digitalisering betyder: Nemlig at vi risikerer en kulturel udviskning, og at det demokrati, som vi er så stolte af her i Skandinavien, er truet.

Derfor er jeg optimist! Det seneste år med løsningen af det oldgamle problem med blankmedieordningen, og den vedtagne modernisering af ophavsretten, viser, at den politiske kapital og viden om vores branche er større nu, end den har været længe. Det skal vi bruge til at sikre os, vores nye kolleger og vores branche mange år frem.

Dansk Skuespillerforbunds fem ønsker til medieforliget

#1 Indfør en bidragspligt til streamingtjensterne på syv procent af omsætningen. Dette bidrag skal gives til public service-puljen, hvorfra streamingtjenesterne kan søge projektstøtte. Forudsætningen for støtten er, er de bidrager til produktion af dansk indhold og den danske fortælling. Dermed håber vi, at vi kan undgå en udvaskning som den, vi så i musikbranchen i 00’erne.

#2 Stil krav om at dem, der får støtte fra public service-puljen, producerer på overenskomst eller under overenskomstlignende forhold (man er vel en fagforening). Sådan er det på alle offentlige byggekontrakter – du kan for eksempel ikke stille et pissoir op på en jysk pløjemark uden at opfylde et lignende krav. Hvorfor skulle kulturen være anderledes?

#3 Stil krav om at dem, der får støtte, respekterer rettighedshaverne og den danske rettighedsmodel.

#4 Hav skarpt fokus på at sikre, at de fortællinger, der får støtte, afspejler hele vores samfund – hvad enten det gælder køn, etnicitet, alder og geografi.

#5 Etabler en støttepulje, som går til initiativer, der hjælper til at skabe bæredygtige produktionsformer. Vores branche er en af dem der – forholdsmæssigt – producerer mest uhensigtsmæssigt i forhold til klimamålene. Og derfor skal vi gribe i egen løgpose – om jeg så må sige.