Sammenhold & solidaritet giver et stærkt forbund

Leder i magasinet Sceneliv #5 2022
Benjamin Boe Rasmussen


Som jeg skriver disse linjer, har vi netop uddelt rettighedsmidlerne gennem Filmex til alle jer medlemmer. Samtidigt er vi midt i den største storm, forbundet har oplevet i de 10 år, jeg har været tilknyttet bestyrelsen og været formand. Udbetalingerne og stormen hænger selvfølgelig tæt sammen, for hvis ikke andre før nutidens forbund havde kæmpet for ophavsretten og den danske rettighedsmodel, havde vi ikke kunnet sende pengene ud. Den betaling, der er en del af lønnen for jeres medvirken i at gøre dansk film og tv til den internationale succes, som det er.  

Kunst er også arbejde

Alle organisationer i Create Denmark er under et gigantisk pres udefra. Nye teknologier og nye måder at formidle på kræver, at vi konstant skal være klar til at kigge på, hvordan vi taler om rettigheder og den danske rettighedsmodel. Og som den seneste tid har vist, udmønter presset sig også i en reel trussel mod vores og andre kunstneres levebrød. Derfor betyder dette års Filmex-udbetaling meget mere for mig. Den er et håndfast bevis på, hvad vi kæmper for: Nemlig retten til en ordentlig betaling for vores arbejde. For det er kunst jo også – et arbejde, hvor lønnen skal få familiens husholdning til at hænge sammen.

Det er også i Filmex-dagene, jeg er ekstra stolt over både sekretariatet og jer medlemmer. Sekretariatet, fordi de har knoklet med at få de rigtige beløb ud til de rigtige rettighedshavere, så de ved frokostbordet ligner nogen, der har løbet et firdobbelt maraton. Og medlemmerne, fordi jeg oplever ægte sammenhold, solidaritet og taknemmelighed. Vi har ligefrem medlemmer, som kommer ind med blomster og gaver til personalet.

Så når nogen spørger mig, hvad der får mig til at stå oprejst i stormen, så er det svaret – medlemmerne og kollegerne. Og historien om den danske rettighedsmodel – at ophavsret og overenskomster også er kulturpolitik. Og at opskriften, hvor en del af betalingen for vores arbejde falder på et senere tidspunkt, gør det muligt at producere langt mere, end Danmarks lille sprogområde berettiger til – og dermed skaber mere arbejde til os selv. Populært sagt betyder det, at man får vores arbejde på afbetaling – afhængig af værkets succes.

Et bredt forbund

Balladen om Producentforeningsaftalen om streaming har også været vigtig for mig, for jeg har i den grad oplevet, hvor blandet medlemsskaren er, og hvor forskelligartede jeres holdninger er. Vi skal være et forbund for jer alle – og I skal alle kunne se jer selv i forbundet. Derfor er det vigtigt at være lydhøre også overfor jer, som stiller kritiske spørgsmål til vores håndtering af situationen. Men selv om det har været nogle tunge år med både corona og streamingaftale, er jeg glad ind i knoglerne over at være jeres formand. For når lokummet brænder, rykker vi sammen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har opbakning til at kæmpe for vores ret til en fair betaling for vores arbejde. Både fra jer, der står øverst på plakaten, og os der fylder resten af rollelisten op.  når jeg smider mine trætte stænger op i sofaen om aftenen. Vi har verdens bedste job, og som fagforening for næsten alle professionelle skuespillere, operasangere, musicalperformere, dansere og koreografer i Danmark er det vores pligt at sørge for ordnede og bæredygtige arbejdsforhold. Skal vi fortsat stå stærkt, er vores sammenhold centralt. Det sammenhold giver mig kraft til at tackle de udfordringer, der tårner sig op.