Hvad med tilliden?

Leder i magasinet Sceneliv #6 2012
Katja Holm

Jeg var for kort tid siden til et seminar arrangeret af IAK, Ingeniørernes arbejdsløshedskasse. IAK havde sammen med nogle andre arbejdsløshedskasser fået lov til at forsøge sig med mindre kontrol af de ledige, mere ansvar til den enkelte og i det hele taget mere tillid til de lediges kompetencer. 

Interessant var det at se, at a-kassens medlemmer var blevet væsentlig mere tilfredse. Der var ikke ændret på kravene, men der var i højeste grad ændret på tilliden.

Da jeg gik i gymnasiet for snart mange år siden, var mit yndlingsfag filosofi. Her blev favnet det begribelige, her kunne vi mene noget om, hvordan verden var skabt og hvorfor. En filosof, som jeg følte et umiddelbart slægtsskab med, var K.E. Løgstrup og hans bog ”Den Etiske Fordring”. Heri beskæftiger han med begrebet ”suveræne livsytringer” det vil sige medfødte kompetencer. Én af disse suveræne livsytringer er tillid. K.E. Løgstrup nævner i den forbindelse barnet, der umiddelbart møder verden med tillid og først via erfaring og skuffelser tillærer sig mistillid og mistro.

Da jeg blev voksen, trådte fascinationen lidt i baggrunden, og jeg har ofte glemt at tænke og handle ud fra filosofien. Men på seminaret i IAK stiftede jeg atter bekendtskab med K.E. Løgstrup og hans filosofi, fordi seminaret netop handlede om tillidsbegrebet, og hvordan tilliden bruges konkret inden for organisationer og virksomheder. Tillid er blevet nøglen.

I løbet af dagens seminar slog det mig, hvor fremherskende tendensen til at nære mistillid til hinanden er blevet i vores samfund og i vores verden i dag. Mistænk først, spørg så. Fra politisk hold over alt i verden kommer der flere og flere love og regler, vi skal holde os inden for. Vi skal evalueres, kategoriseres, måles og vejes, ”italesættes” (uden egentlig at tale med og lytte til hinanden). Tænk engang over, hvornår du sidst hørte en politiker i en debat tænke over et indlæg og herefter respondere: ”Der er faktisk noget om det, du siger. Det vil jeg gerne lige vende og tage med i mit videre arbejde”… Nej, vel…

Begrebet tillid; tillid til hinanden og tillid til borgerne i et samfund er blevet afløst af en human nedkøling. Det er ofte som om, der er ikke er nogen tiltro til, at det enkelte menneske som regel godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, ikke snyde i skat, ikke ryge andre mennesker lige op i ansigtet, eller stjæle de grøntsager, der ligger uden for grønthandleren. Kan skelne ret fra uret.

Mistilliden har været særdeles synlig inden for dagpengesystemet. Her er der så mange regler, at hverken arbejdsløshedskassen eller den ledige kan hitte rede i det. Man skal passe ind i en kasse, og hvis man ikke kan det, så er man stillet særdeles vanskeligt. Det gælder f.eks. vores branche. Samtidig er der også en udstrakt mistillid til den ledige fra politisk hold: For at motivere den ledige har man strammet reglerne, for det er jo ganske sikkert sådan, at langt de fleste ledige slet ikke vil arbejde. Fraværende er: tilliden til og troen på, at de fleste af os hellere vil klare os selv.

Hvad er modsvaret på denne mistænksomhedens tendens? Tillid! At udvise tillid og modtage den. I høj grad fra politisk hold men også mennesker imellem. For det kræver faktisk et stort arbejde at udvise mistro og mistillid, hvorimod tilliden er spontan.

Misforstå mig ikke. Naturligvis skal et samfund have regler. Men når det fremherskende i disse regler bliver mistro, så er der noget galt. Ergo: tillid er nøglen, tillid til din næste, tillid til dig selv og fra politisk hold: Tillid til os som borgere.