Hvor er den kunstpolitiske vision?

Leder i magasinet Sceneliv #6 2013
Katja Holm

Regeringen præsenterer i disse år en lang række planer for samfundets udvikling på forskellige områder. Vækstplanen, en vision for folkeskolen og senest en socialplan. Uanset om jeg er enig eller ej, sætter jeg pris på, at politikerne har visioner for nogle områder og melder dem ud til vælgerne, som så kan forholde sig til dem.

Men når det gælder det kunstneriske område, så begrænser planen eller visionen sig som regel til et par linjer i fx finanslovsforslaget eller et regeringsprogram, om at kunsten er vigtig. Men hvor er den overordnede kunstpolitiske vision? Hvad vil politikerne og staten strategisk set med de investeringer, de laver i kunsten? Det er et spørgsmål, som jeg synes, man med rette kan stille de folkevalgte.

Jeg deltog i løbet af sommeren i Kulturmødet på Mors – en kulturel pendant til Folkemødet på Bornholm. Mange interessenter fra kunstens og kulturens verden diskuterede en række forskellige emner.

En af debatterne hed ”Hvem skal nu betale?” Her talte blandt andet fondsdirektører og erhvervsmænd om kunstens rolle i samfundet. Og navnlig investeringsmuligheder, altså hvor skal pengene investeres og hvordan.

Netop her kastede en af deltagerne sig ud i at spørge, hvor den samlede vision for kunstens rolle i samfundet blev af? Et spørgsmål, der for mig at se, giver så god mening at stille.

Hvor er visionen? Hvor bliver den af? Hvad vil politikerne med kunsten og kulturen?

En overordnet kunstpolitisk vision betyder ikke, at vi alle skal tvinges ind under det samme scenekunst- eller filmkunstbillede. Mangfoldigheden og udtrykkene bliver ikke ensrettede af den grund. Men en vision giver et fingerpeg om at der er en IDE, at der er en MENING med investeringerne. At der er en forventning og måske endda et håb til os i kunsten. At vi netop ikke er noget flødeskum eller pynt, men at vi er nødvendige.

En kunstpolitisk vision og en strategi for, hvad man vil med kunsten, vil betyde et politisk nærvær i branchen.

Vi kan alle sammen blive fuldstændig enige om, at kunsten er vigtig i samfundet. Jeg vil endda gå så vidt som at fastslå, at den er noget af det vigtigste. Den danner os, den skaber sammenhængskraft, forståelse, empati, refleksion. Den provokerer, oplyser, keder, underholder. Den kan det hele, og derfor kan det undre, at der ikke er en politisk plan.

Med en plan ville politikerne have en klar kurs at styre – og prioritere – efter. Vi, der arbejder med kunst ville vide præcis, hvor politikerne vil hen. Og så kan vi lave vores egne strategier og planer, som måske går i samme retning – måske i en anden. Men vi ville vide, at politikerne vil kunsten, og ikke mindst hvad de vil med den. Det ville også give erhvervslivet et mere oplyst grundlag i forhold til at prioritere de investeringer, de foretager i kunsten i form af fx sponsorater. Endelig ville befolkningen have en klar opfattelse af, hvordan politikerne prioriterede skattekronerne.

Det vil også være lettere at gennemskue – og måske nogle gange forstå – de politiske prioriteringer, både når der bliver skåret ned, og når der bliver investeret. En vision og en plan skaber en retning, som alle involverede parter kender og kan forholde sig til. Manglen på en plan kan let give en opfattelse af tilfældigheder og kortsigtede løsninger.

Og tag gerne kunsten og kunstnerne med på råd. Lad os komme med ideer, visioner, og dan så jeres eget grundlag – jeres egen vision. Lav kunstens 2020-plan. Og gør det nu.