Der skete jo ikke noget...

Leder i magasinet Sceneliv #6 2014
Katja Holm

Da jeg blev uddannet, var der en udbredt opfattelse af, at det generelt var ret risikabelt at gå på arbejde.

Hvis et snoretræk ikke holdt og landede oven i hovedet på os. Hvis drejescenen begyndte at køre for tidligt. Hvis gulvet blev for glat af røgen, når man skulle løbe over det. Hvis man trådte forkert oppe i det høje tårn. Hvis stilladset, man kravlede i, begyndte at vakle. Hvis hullet i scenen ikke lukkede, som det skulle. Hvis man sprang ud på for lavt vand. Og så videre.

Men det var opdraget. Det var vilkårene. Det kunne der vel ikke ændres på, troede vi. Og hvis nogen formastede sig til at tale om sikkerhed på arbejdspladsen, så trak man lidt på skuldrene.

Og som regel gik det jo godt. Nå ja, det var lige ved at gå galt: Stålwiren knækkede, og lemmen knaldede ned. Men heldigvis 20 centimer fra mig, så der skete jo ikke noget. Der skete jo ikke noget. Det er farligt at gå på arbejde!

Sådan er det heldigvis ikke mere. Der er kommet et større fokus på sikkerhed generelt i samfundet. Og man går da også i vores branche en anelse mere op i sikkerhed end da jeg stod på scenen som nyuddannet skuespiller.

Og dog. Når der inden for ganske kort tid kan ske så grelle ulykker på både teatre og filmoptagelser, som vi har oplevet, så er der noget galt. Så mangler der fokus. Fokus nok.

Lad det være slået fast med det samme: Det er altid arbejdsgivers ansvar at sørge for, at sikkerheden er i orden på arbejdspladsen, og at der ikke sker ulykker. Det er ikke bare noget, jeg mener. Det står simpelthen i loven. Arbejdsgiveren kan altså ikke overlade ansvaret til de medvirkende og deres evne og vilje til at spotte farlige situationer og sige fra. Det skal arbejdsgiveren selv have styr på.

Når det er sagt, kan det alligevel være rigtig fornuftigt – og måske afgørende for sikkerheden – at man som medvirkende har fokus på de farer, der kan lure på arbejdspladserne. Der er masser af situationer, hvor skuespillere, sangere og dansere er usikre på, om sikkerheden nu også er i orden. Det sker også, at en scene udvikler sig et helt andet sted hen end planlagt, fordi der opstår improviserede bud. Og så tænker man måske ikke lige på sikkerheden undervejs i processen. Og hvis det så går galt, og nogen kommer til skade, så sker det også, at man ikke anmelder det som en arbejdsskade – for der skete jo ikke noget alvorligt.

Sådan skal det ikke være. Vi kan alle sammen blive bedre til at gøre opmærksom på, når noget virker usikkert, hvis vi opdager, at arbejdsgiveren ikke har været opmærksom på det. Men bedre endnu, vi skal kræve af arbejdsgiveren, at tingene altid tjekkes en ekstra gang. Der kan være situationer, hvor vi ikke engang selv kan regne ud, at der kan være tale om farligt arbejde.

Selvfølgelig kan det være rigtig svært at sige fra. Ikke mindst på en film, når man har to dages optagelse og lige skal levere varen. Det kan være svært at stoppe optagelserne og bede om at få tingene tjekket. Men netop på et filmset, hvor tingene går hurtigt, og der er mange forskellige mennesker involveret, er det ekstra vigtigt at have modet til at stoppe op og spørge. Det skal vi støtte hinanden i.

Ellers er det bare at ringe til forbundet og bede om hjælp, så tager vi over. Vi vil hellere involveres, inden det går galt, når usikkerheden melder sig, eller man er i tvivl om, hvor man skal gå hen med sin usikkerhed.

En ulykke er én for mange. Og kunsten er vigtig, men ikke vigtigere end helbredet, psyken og sikkerheden.