Året, der havde sin egen plan

Leder i magasinet Sceneliv #6 2022
Benjamin Boe Rasmussen


2022 begyndte egentlig i topform – men så rullede hele verdens ‘annus horribilis’ sig ud med sin helt egen ide om, hvad de 365 dage skulle gå med.

Du sidder med årets sidste Sceneliv i hænderne, og året nærmer sig sin afslutning. Det inviterer til refleksion over de dage, der er gået, og det år, der kommer. På mange måder var 2022 et barskt år med meget modstand. Det startede ellers godt – corona var på retur, og der var enighed over hele linjen om aftalen med Producentforeningen. Læg dertil et fremragende medieforlig, og det føltes virkelig, som om vi var på vej mod normalisering og ny luft i branchen.

Klip til at TV 2 trykkede på udviklingsstopknappen, og at Netflix og Viaplay fulgte trop. Jeg ville ønske, at min ‘årsberetning’ handlede om alt muligt andet, men jeg må erkende, at streamingkonflikten fylder det meste. I både forbundets fortælling og min personlige dagbog.

Konflikt og krig
Den fælles rammeaftale, som blev enstemmigt vedtaget i både Create og Producentforeningen, måtte vi desværre indse ikke duede. Det blev startskuddet til en langstrakt proces , hvor vi skulle forhandle aftaler hjem med hver enkelt tjeneste. Først for nylig kunne vi endelig erklære arbejdet for afsluttet – den 29. november stemte en ekstraordinær generalforsamling i forbundet ja til en midlertidig og to længerevarende aftaler med henholdsvis Viaplay, TV 2 og Netflix.

Men mens vi sad i forhandlingslokalerne, overhalede verden os med historisk høj inflation, økonomisk krise og ikke mindst krig i Ukraine – og det har efterladt tv- og filmbranchen i dyb krise. Nu har vi i DSF og Create ryddet de hindringer af vejen, vi kunne, og nu mødes vi med Producentforeningen for at se på, hvad vi kan gøre for at få politisk hjælp – hvis vi skal have det. Internt i forbundet har vi også en opgave foran os. Jeg tager den uro og uenighed, som streamingkonflikten skabte, meget alvorligt. For vores forbund kan kun bevare sin styrke, hvis vi står sammen.

Rettighedsbetaling til fremtiden

Det er også vigtigt at holde fast i den opgave, som bestyrelsen, direktionen og jeg er blevet pålagt af et flertal af medlemmerne – nemlig at kæmpe for de rettigheder, som er så centrale for så mange af os. Og vi skal gøre det på en måde, der matcher den tid, vi er i – og ikke mindst den tid, der kommer, når det gælder kulturforbruget. Man kan sige, at vi skal påtage os faglige bekymringer på jeres vegne – før I selv bliver bekymrede.

Jeg er helt med på, at alle anerkender kunstneres rettigheder til deres arbejde – konflikten har handlet om, hvordan vi bliver honoreret økonomisk for de rettigheder. Og i de otte år, jeg har været bestyrelsesmedlem og formand, har det været en lang kamp at finde bæredygtige betalingsniveauer i en verden, der bevæger sig fra flow og celluloid til streaming, når og hvor publikum vil.

Klar til 2023
Min årsberetning giver også anledning til også at lufte min dårlige samvittighed over for de mange grupper, der bor under forbundets vinger, og som vi havde lovet en række tiltag. Især indlæserne, som vi havde lovet at undersøge muligheden for en overenskomst eller i det mindste nogle aftaler på et område i kraftig vækst, men hvor lønningerne ikke følger med. Vi mangler også at holde ‘hvad er du værd’-aftener for danserne og at få kigget på, hvordan vi kan gøre noget for vores seniormedlemmer, der er en virkelig aktiv og værdifuld gruppe i forbundet.

Alt det bliver der forhåbentlig meget bedre mulighed for i 2023. Her på kanten af nytår har vi nemlig sagt velkommen til tre nye medarbejdere – Nina, Michael og Lotte – og dermed er vi endelig på fuld bemanding igen.