Kulturkampen 2.0

Leder i magasinet Sceneliv #7 2012
Katja Holm

Jeg læste for nylig i Information et interview med Holger K. Nielsen og hans betragtninger vedrørende kunst og kultur.

Han skrev blandt andet:
”Vores liv og vores samfund bliver i højere grad underlagt markedets kræfter. Der er også en tendens til, at det kommer ind i kulturlivet: kultur skal kunne betale sig. Men jeg mener også, at der skal være plads til ting, der ikke kan betale sig. Måske endda ting, hvor meningen er, at der ikke er en mening.”

Se, som formand for en faglig organisation for kunstnere, er det udtalelser som denne, der gør én varm og glad indvendig, fordi der findes en politiker, der forstår selve kunstens præmis: det drejer sig ikke kun om kroner og ører, men i høj grad om sjælstilstand, dannelse og refleksion og underholdning.

Når vi i Dansk Skuespillerforbund udtaler os i fagforeningsmæssigt sammenhæng, drejer det sig selvfølgelig ofte om kroner og ører og arbejdspladser. Det er vores hovedopgave at arbejde for den bedst mulige sikring af kunstneres løn- og arbejdsvilkår. Selvfølgelig skal vi have en ordentlig løn for vores arbejde. Det er indiskutabelt.

Når vi skal redegøre for kunstens – og kunstnernes – betydning, argumenterer vi tit og ofte med de analyser og undersøgelser, der dokumenterer kunstens økonomiske værdi for et samfund, f.eks. at kulturoplevelser genererer omsætning en række steder i det omgivende samfund.

Men helt basalt er vi også af den overbevisning, at et samfund uden kunst ikke er et samfund. Det lyder måske en smule højtravende, og af samme grund er det måske også – i tider med fokus på økonomi og kroner og ører – en argumentation, der er gået i glemmebogen.

Vi er i en årrække blevet fanget ind af en retorik, hvor markedsøkonomien er det eneste saliggørende. Får vi noget målbart for pengene? Hvad er den benhårde benefit af investeringen. Vi måler og vejer,  researcher og udarbejder alverdens rapporter. Og det er selvfølgelig fortsat vigtigt. Det må bare ikke være det eneste argument.

Kunsten betaler sig, fordi den giver menneskelig formåen, menneskelig forståelse, gør os bedre til at leve
vores liv, til bedre borgere i samfundet. Fordi kunst rummer noget andet og mere end. Det kan være svært med ord at definere, hvad kunsten giver; men jeg kan jo nævne i flæng: refleksion, underholdning, morskab, beskæmmelse, indignation, indlæring… Vi er alle sammen i kontakt med kunsten hver dag, indimellem helt uden at tænke over det, som når børnene sammen med en professionel scenekunstner har lavet teater i skolen, eller forældrene sidder foran DR’s ”Forbrydelsen” søndag aften. Vi møder kunsten i vores hverdag hele tiden – og den gør noget ved os. Hvad den dimension af kunsten er værd, er umulig at sætte tal på.

Derfor blev jeg ekstra glad for at se en politiker, der slår fast, at et samfund har brug for kunst, også selv om den ikke altid kan betale sig. Ikke mindst i en krisetid.

Det var også interessant, at Holger K. Nielsen ønsker en tydeligere kulturkamp. Nu har jeg personlig aldrig været nogen stor tilhænger af ordet kulturkamp, for hvad er det egentlig, der skal vindes? Kulturen? Kunsten? Eller måske i virkeligheden befolkningen.

Men måske skal kulturkampen denne gang være kunstens egen. Vi skal tage den tilbage og begynde – også – at tale om andre værdier end de markedsøkonomiske. Vi, af alle mennesker, skal turde sætte kunstens mere uhåndgribelige værdier på den offentlige dagsorden. Jeg håber, at de politikere, der føler på samme måde – med Holger K. Nielsen i spidsen – vil hjælpe os i denne kunstens egen kulturkamp.