Tillid og ansvar

Leder i magasinet Sceneliv #7 2014
Katja Holm

I nogle af mine tidligere ledere, har jeg erklæret mig som én af filosoffens Løgstrups beundrere. K. E. Løgstrup var indimellem udsat for kritik, fordi hans teori om de suveræne livsytringer ikke kunne underbygges, og i virkeligheden var udtryk for en holdning snarere end et bevis.

Jeg er ærlig talt ligeglad med, hvad der kan bevises i den sammenhæng. De suveræne livsytringer handler, ganske forenklet, om, at ethvert menneske, når det bliver født, møder omverdenen med tillid. Mistro og had er ting, vi lærer. Ved fødslen møder barnet verden med tillid. Og det gør børn i øvrigt generelt. Derudover taler K. E. Løgstrup i ”Den Etiske Fordring” om, hvad vi skal som mennesker. Hvad der på forhånd er givet. Han taler om, at vi holder vores næstes liv i vores hænder, og at det kan være op til os, om vores næstes liv lykkes eller ej. I denne tid, hvor individualisme og retorik som ”det der har altså ikke noget med mig at gøre” eller ”vi kan jo ikke hjælpe alle” er i højsædet, forekommer det måske en anelse gammeldags at have en opfattelse af, at det at passe på hinanden og tage vare på hinanden er en dyd, ja nogle gange altafgørende.

Jeg mener alligevel, at det er rigtigt. Jeg mener, at vi dybest set er født med tillid, og kun ved skuffelser og svigt (og i øvrigt det omkringliggende samfunds retorik og handlemåder) tillæres mistro. Indrømmet: Hvor kan tillid være svært, og hvor er der mange tilfælde af svigt for os alle. Men alligevel; jeg mener, udsagnet er sandt. I vores branche lever vi af denne tillid til hinanden. Og det gælder alle dele af branchen. Vi lever af kunne stole på hinanden – kolleger imellem og når vi er i dialog med en arbejdsgiver. Det gælder, når vi går til prøver, når vi viser vores arbejde til hinanden, når vi uddanner os – og mange andre steder.

Og tilliden gælder i høj grad, når det drejer sig om at sige ja til arbejde. I vores fragmenterede arbejdsliv, hvor alt gerne skal gå op, og vi er afhængige af, at jobbet bliver til noget, så vi bliver set og måske senere får mere arbejde, og kan betale huslejen, er det vigtigt, at vi kan stole på hinanden. Stole på dem, der tilbyder os arbejdet, og i hvert fald blive behandlet ordentligt og anstændigt, hvis det værst tænkelige skulle ske, at en forestilling lægges ned, eller et projekt ikke bliver til noget. For langt de fleste af os sætter os både kunstnerisk og indtjeningsmæssigt op til det, når vi får stillet et arbejde i udsigt, og derfor er vi alt for sårbare, hvis det viser sig, at arbejdet ikke bliver til noget alligevel. Et ord er et ord, og som løn - modtagere står vi ret usikkert, hvis dette ord svigtes. Derfor bliver vi nødt til at holde hinanden op på den tillid, der hersker og fortsat skal herske i vores branche. For vi er afhængige af, at vi vil hinanden det godt, kender hinandens udfordringer og gerne vil gå til yderligheder for ikke at give hinanden problemer. 

Juridisk set er en mundtlig aftale lige så bindende som en skriftlig aftale. Det gælder ikke kun på vores område, men er ganske simpel jura på alle områder. Problemet er, at der kan være noget forskelligt syn på, hvad den mundtlige aftale egentlig går ud på. Eller rettere; der kan efterfølgende opstå forskellige tolkninger. Og hvis en mundtlig aftale ikke er efterfulgt af en meget klar skriftlig aftale, så kan det være svært at bevise, at man havde en egentlig aftale. Derfor skal en mundtlig aftale altid suppleres med en skriftlig aftale, hvor løn og arbejdstid fremgår.

Givet; måske taler jeg næsten mod K. E. Løgstrups ord lige nu. Men min erfaring er, og samfundet generelt bygger på, at det hele går lidt nemmere, hvis vi ved, hvad aftalen er. Og det er nemmest at se ud fra en kontrakt. En kontrakt er ikke udtryk for mistillid. For mig at se underbygger den bare tilliden mellem de to parter.

Så hvad er tillid i vores branche? Den bygger på troen på, at et ord er et ord, og vi ikke svigter hinanden. At vi lønmodtagere, kunstneriske arbejdere, om man vil, får en air og anstændig behandling i vores arbejdsliv. Naturligvis er der en skelnen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og der vil altid være et magtforhold. Det er sådan, det er. Netop derfor er tilliden vigtig. Vi kunstnere skal ikke pålægges ansvaret for satsninger, der måske ...måske ikke ...bliver til noget. Vi skal kunne stole på, at et ord er et ord. Når det er det, så er en kontrakt blot en cementering af den tillid, der er så vigtig.