Vanvid – dagpengeaftalen glemmer de atypiske

Leder i magasinet Sceneliv #7 2015
Katja Holm

Da man i den forrige regering nedsatte en dagpengekommission, så var det med det formål at skabe et nyt, tidssvarende dagpengesystem. Et system, der kunne rumme hele befolkningen. Personligt nærede jeg også et håb om, at der en gang for alle ville blive gjort op med absurde mantraer som ’det skal kunne betale sig at arbejde’ og ’det skal jo ikke bliver sovepude’. Udtryk, som kun bliver brugt af folk, der enten ikke har været i en freelancebranche eller aldrig har været i berøring med dagpengesystemet.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

DSF har været meget aktiv vedrørende kommissionen. I samarbejde med andre forbund og i samtale med politikerne har vi gjort alt, hvad vi kunne for at gøre det forståeligt, hvilke udfordringer det giver at arbejde på et freelanceområde med korte ansættelser og samtidig være en del af et dagpengesystem.

Vi bevæger os på det atypiske arbejdsmarked. Og det atypiske er ved at blive mere og mere typisk. Der er mange, der arbejder på samme måde som os. Vi er over 400.000 mennesker, der arbejder på korte ansættelser. Men selv om vi valgte at stå sammen, ni organisationer på tværs af hovedorganisationer, var det ikke nok til at få politikerne til at lytte. Så snart kommissionen havde afleveret deres anbefalinger, forhandlede regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti en aftale på plads, hvor netop freelancerne og honorarmodtagerne blev kastet over i en arbejdsgruppe, angiveligt fordi dette arbejde krævede mere analyse. Der blev lavet en aftale, hvori de atypiske ansættelser ikke indgik.

Aftalen skulle åbenbart lukkes hurtigtigere, end nogen kunne nå at sige dagpengesystem. Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at regeringen var så forhippet på at lande en hurtig aftale, at man ofrede de bedste løsninger. Valgte at vende det døve øre til de mange organisationer, der trods alt ved, hvad vi taler om.

Men det er vanvid, at der ikke tages hånd om et arbejde, der har været meget længe undervejs. Det er ikke godt nok. Og man kan med god grund frygte, at freelancere og honorarmodtagere er blevet skudt til hjørne.

I vores branche har dagpengene altid været med som blind makker, fordi korte ansættelser for de fleste er et grundvilkår. Det er der næppe noget at gøre ved. Naturligvis ville det være ønskværdigt, hvis lønningerne var så høje, at man ikke behøvede at melde sig ledig – eller ansættelserne så lange, at der aldrig skulle spekuleres på, hvor mange timer, der spares op. Sådan er virkeligheden bare ikke for en del. DSFs medlemmer er heldigvis ofte kun ledige i perioder, men de perioder er svære.

Dette er en tid, hvor det er nemt at blive forstemt. Handlingslammet – tynget. Men det er nu, vi skal kæmpe videre og arbejde for, at arbejdsgruppen kommer med en ordentlig løsning. Og vi gir ikke op. Vi bliver ved, indtil vi får et dagpengesystem, der også giver mening for os.