Tak, kammerater!

Leder i magasinet Sceneliv #7 2018
Benjamin Boe Rasmussen

Tak, kammerater!
Og jeg mener det virkelig. Tak! Kammerater.

Forleden sendte vi jer et brev om, at nu havde vi brug for at gøre brug af de eksklusive mandater, I  gav os, da I meldte jer ind i forbundet. Vi skulle bruge dem, så vi sammen med Dramatikerne og Filminstruktørerne kunne få streamingtjenesterne til ikke bare at forstå vores rettighedsmodel men også respektere vores rettigheder og betale os for vores arbejde. I samlet flok og med samlet forhandlingsstyrke.

Jeg ved egentlig ikke helt,  hvad jeg havde forventet. Eller frygtet. Dødstrusler, frådende producenter eller – værst af alt tænkeligt – kolleger, som ville skide på forbundet og på hinanden?

Men, altså, tak! Så inderligt, overvældet, vildt glad og stolt – tak!

Vi i forbundet har modtaget så sindssygt mange positive tilbagemeldinger på det, vi nu går i gang med. Det gir mig om muligt endnu mere energi til at kaste mig ind i kampen med alt, hvad jeg overhovedet magter. Og så lidt mere.

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg håber, at vi får lavet en aftale med producenter og streamingtjenester, som alle kan leve med. Det er selvfølgelig rasende fedt, at streamingtjenesterne er her og gerne vil producere her. Det er et kæmpe løft for branchen, for producenterne og for os, og derfor er vi også med på at finde en løsning. Men en løsning handler om dialog og om anerkendelse af hinandens udfordringer. Ikke om hvem, der kan holde sig længst. Det er mit håb, at vi med denne presbal kan tvinge streamingtjenesterne til at gå til forhandlingsbordet med seriøse løsningsforslag, der reelt kan ende med gode aftaler.

Det her, det er vigtigt. For det handler ikke kun om kroner og bottom line for dig eller mig, det er langt større. Det handler om hele branchens overlevelse. Den danske model, der betyder, at vi får en relativt lav løn, men til gengæld deler indtægter og profit – og dermed risiko, den udgør nærmest hele grundlaget for dansk serie- og filmproduktion – og den kvalitet, vi er kendt for i hele verden.   Den skal vi virkelig kæmpe for at bevare.

I Canada, dengang Netflix startede med at lave serier der, tog de alle de penge, de tjente – og det var mange penge – og førte dem ud af landet. Ren profit. Hver en krone. Intet blev geninvesteret eller kom canadierne til gavn. Vi kæmper for, at det samme ikke kommer til at ske her.

Med vores danske model bliver over en femtedel af rettighedsmidlerne geninvesteret i branchen (udover dem, vi selv bruger i Netto og 7-Eleven og på smøger). Vi har vænnet os til, at selvfølgelig er det sådan, for det er det eneste rigtige. Det er meget dansk. Men den model er i fare nu. Det er det, vi er oppe imod.
Producenternes største frygt er, at produktionerne bliver flyttet ud af landet. Men selvom det er noget, streamingtjenesterne helt åbent truer med, så tror jeg ikke på det. Fra vores samarbejde med forbund i hele verden ved vi, at streamingtjenesterne over alt, gang på gang, forhandler med en pistol på bordet. Så hvis de skal gøre alvor af deres trusler, er der efterhånden kun Antarktis tilbage at producere i – og så mange pingvinfilm er der trods alt ikke marked for. Vi ved også, at trusler på trods har USA, Canada og England haft held med at forhandle aftaler på plads, der respekterer den måde, de har indrettet sig på. Det må vi ikke glemme. Vi skal ikke lad os kyse.

Reaktionerne fra producenterne har været voldsomme, de har jo også mange penge i klemme. Men jeg håber virkelig ikke, at streamingtjenesterne får held til at presse en kile ind mellem dem og os og ødelægge det skidegode samarbejde, vi i årenes løb har fået opbygget. Det er klassisk Machiavelli: Del og hersk. Og vores model, den fungerer.

I skal vide, vi nyder stor respekt ude i branchen, og at vores styrke og sammenhold her i forbundet har meget stor betydning for ikke mindst Filminstruktørerne og Dramatikerne. Deres situation er anderledes. De har respekt for, at det er muligt at melde sig ud af deres forbund og måske forhandle sig frem til 200 procent, men de ved også, at de alligevel ikke vil kunne få lavet noget, når de ikke kan få os skuespillere med.

Igen: Jeg er superrørt og stolt over opbakningen fra jer, og jeg er helt sikker på, at vi får en god løsning. I skrivende stund ved jeg ikke hvornår – måske ikke i morgen- men i nær fremtid. Tak, kammerater! Vi kæmper videre.