Kære venner

Leder i magasinet Sceneliv #8 2018
Benjamin Boe Rasmussen

Kære Venner

Nu har vi fået en finanslov, hvor vi kan sende folk, vi ikke kan lide ud på en ø. Uanset om vi synes, det er en god ide eller ej, minder det mig lidt om den måde kulturen og kunsten bliver vægtet i det politiske landskab. Vi må konstatere, at det vel nærmest kun er ligestilling, der har mindre politisk interesse. Jeg kan godt somme tider føle, at scenekunsten er sendt ud på en øde ø, hvor vi helst skal hold vores kæft og dø en langsom død.

Heldigvis er teaterfolket som humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve, men gør det alligevel. År efter år ser vi scenekunst som rører os og ryster os og forandrer noget. Vi ser ildsjæle som starter teater- og musicalkompagnier op, selvom det uden tvivl ville skabe en bedre forrentning at sætte sine penge andre steder.

Vi har i mange år vidst, at scenekunstloven skulle reformeres – desværre skal det ske lige nu, hvor hele branchen lider under omprioriteringsbidraget, og derfor forsøger vi at løse det på den mindst smertelige måde i stedet for at have den visionære hat på. Hvis man skal sige noget positivt om det, er det vel det, at vi kan stoppe nogle af de uproduktive fedtlag, man nu ikke længere kan undskylde at sende penge til.

Vi har nu været til møde med kulturministeren, som har bedt os om at komme med et bud på, hvad der ville være vigtigt at implementere i en ny reform. Vi kom skarpladte, formanden og sekretariatschefen, overfor ministeren og 2 topembedsfolk. Et tegn på, at de tog det alvorligt. Vi havde en god udveksling om tidsrammen og hovedlinjerne for reformen, og dernæst havde ministeren nogle konkrete ønsker til, hvor vi kunne byde ind. Vi nåede at runde af med, at vi ridsede vores udfordringer i faget op fx udfordringen med Netflix og vores status som atypisk ansatte med mange arbejdsgivere på et år.

Selvom jeg startede den her leder til den negative side, vil jeg alligevel nævne nogle ting, jeg er stolt af. Vi har etableret et samarbejde med Dansk Teater (de danske teatres nye sammenslutning), som tegner rigtigt godt. Og vi har også taget initiativ til at samle de øvrige aktører, som vi er i fællesskab med (instruktører, forfattere, scenografer, koreografer, de frie grupper) Så uanset resultatet er der håb for at vi kan få noget positivt ud af det på den lange bane. Og så synes jeg også, at det er en slags sejr, at vi som det eneste forbund blev inviteret ind af ministeren for at tale om reformen.

Vi har været med til at samle branchen og prøve at komme med et samlet input til ministeren.

Vi har forsøgt at synliggøre og give DSF en kulturpolitisk stemme. Det er en lang rejse, som lige er startet, men som jeg håber vil medføre en samlet branche inden for vores kunstarter med et friere flow og udvekslinger på tværs af interesser.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har en regering, som ikke er optaget af løn og arbejdsvilkår, men mere er optaget af tilgængelighed, profit og noget med udlændinge og billige dåseøl. Man skal helt i hegnet som Ryanair-sagen eller sagen om de rumænske metroarbejdere der fik 45 kr. i timen, før man kan få dem til at sige: ”Nåå jaaa – den er da lidt stram…….”

Jeg gider ikke tale vores kunst og vores muligheder ned, for uanset de politiske strømninger vil vi altid være her og lave det, vi syntes der er det fedeste i hele verden, og jeg synes, der er masser af muligheder i dag – men man må også have lov at påtale de udfordringer, som vores branche har uden man skal skydes i skoen, at man er et tudefjæs.