Dansk Skuespillerforbunds ønsker til det kommende medieforlig

10. september 2021

Dansk Skuespillerforbund repræsenterer nogen af verdens bedste skuespillere, og danske film og serier er højt skattede både i Danmark og udlandet. Det skyldes blandt andet, at der produceres meget dansk indhold, og at dansk indhold generelt har høj kvalitet. For at sikre, at der også i fremtiden vil være et bredt udvalg af dansk indhold, er det vigtigt, at rammerne for produktionen af dansk indhold tilpasses den nye medievirkelighed i forbindelse med det kommende medieforlig.

I takt med at store internationale aktører spiller en større og større rolle er det vigtigt at forhindre, at de kommer til at skabe en ubalance, som på sigt vil kunne ødelægge det kulturelle kredsløb i Danmark - og dermed den branche, vi og vores medlemmer er så stolte over at bidrage til.
 
Derfor opfordrer Dansk Skuespillerforbund til at

  • Alle kommercielle aktører pålægges at bidrage økonomisk til financieringen af nyt dansk indhold gennem et kulturbidrag på 7 % af deres omsætning.

    Mængden af udenlandsk indhold er stærkt stigende, og det er en udvikling vi hilser velkommen. Men det er vigtigt, at historierne om os, fortalt af os, ikke forsvinder i mængden. Derfor opfordrer vi til, at alle - også udenlandske – streamingtjenester forpligtes til at bidrage økonomisk til produktion af dansk indhold ved at indbetale 7% af deres omsætning til Public Servicepuljen.

  • Alle der modtager støtte fra Public Servicepuljen forpligtes til at respektere kunstneres og producenters rettighedsforbehold, så de sikres betaling for deres rettigheder, når produktionerne bliver vist.

    Den danske rettighedsmodel, hvor kunstnere accepterer en lavere betaling mod at få del i indtægterne, hvis en produktion bliver en succes, er afgørende for, at der også i fremtiden vil kunne produceres nyt, originalt, dansk indhold. Derfor opfordrer vi til, at alle aktører, der modtager støtte fra Public Servicepuljen (og tilsvarende puljer) forpligtes til at respektere de rettighedsforbehold, der er gældende i branchen.

  • Alle der modtager støtte fra Public Servicepuljen forpligtes til at sikre at alle medvirkende arbejder på overenskomstmæssige eller tilsvarende vilkår.

    De overenskomster og aftaler, der indgås mellem arbejdsmarkedets parter, er tilpasset danske forhold og derfor udtryk for en rimelig balance mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes interesser. Det er vigtigt, at de internationale aktører ligestilles med de danske aktører, ved at de pålægges at respektere det danske overenskomstsystem. Det gælder også de aktører, der vælger at stå udenfor det danske overenskomstsystem. Derfor opfordrer vi til, at alle aktører, der modtager støtte fra Public Servicepuljen (og tilsvarende puljer), pålægges at sikre at arbejdet på danske produktioner sker på overenskomstmæssige vilkår eller tilsvarende.

  • Alle der modtager støtte fra Public Servicepuljen forpligtes til at arbejde for mere mangfoldighed i forhold til køn, etnicitet, alder, social baggrund, geografi osv., så danske produktioner afspejler hele befolkningen - både foran og bag kameraet.

    Danske produktioner skal afspejle den virkelighed, vi lever i, og alle skal have mulighed for at spejle sig i dem. Derfor er det vigtigt at have fokus på mangfoldighed blandt de medvirkende, så alle publikumsgrupper kan se sig repræsenteret uanset køn, etnicitet, alder, social baggrund, geografi osv. Men det er også vigtigt at arbejde for større mangfoldighed i forhold til de historier, der fortælles. Derfor opfordrer vi til, at der stilles krav om større mangfoldighed ikke bare foran kameraet, men også bag kameraet. Kravet om større mangfoldighed skal stilles til alle, der modtager støtte fra Public Servicepuljen (og tilsvarende puljer).
  • Der oprettes en særlig pulje på 5 mio. kr. årligt til støtte af projekter og særlige tiltag, der understøtter omstillingen til en mere bæredygtig branche.

    Der er allerede fokus på bæredygtighed i forbindelse med produktion af film og serier, men der er brug for endnu større fokus og flere konkrete initiativer. Udover at den grønne omstilling er en forudsætning for, at vi også i fremtiden kan producere dansk film og tv, er vi overbeviste om, at bæredygtighed kan være med til at sikre, at branchen også er konkurrencedygtig i fremtiden. Derfor foreslår vi, at der afsættes en særlig pulje, som kan søges til konkrete initiativer, der fremmer omstillingen til en mere bæredygtig branche. Puljen foreslås administreret af DFI.