Dagpenge og ledighed

Dansk Skuespillerforbund arbejder for, at så mange medlemmer som muligt kan komme i arbejde og opleve så få ledighedsperioder som muligt.

Forbundet anerkender, at det for mange udøvende kunstnere er en kunstnerisk styrke at have mulighed for at anvende sine kompetencer i forskellige kunstneriske sammenhænge.

Dansk Skuespillerforbund arbejder for accept og anerkendelse af udøvende kunstneres atypiske arbejdsvilkår, som primært er freelancebaseret eller på midlertidige kontrakter med udløb. Dagpengesystemet skal derfor kunne rumme udøvende kunstnere og de ofte mange skiftende arbejdsforhold af kortere eller længere varighed.

Dagpengene skal have et tilstrækkeligt niveau til at sikre en stabil økonomi og dermed stabile levevilkår.

Det er forbundets opfattelse, at sikringen af en tilstrækkelig økonomisk støtte til udøvende kunstnere i ledighedsperioder er en investering i professionelle kunstneres fortsatte mulighed for at stå til rådighed for kunsten i samfundet.