Kunstneriske rettigheder

Den omsiggribende digitalisering ændrer måderne hvorpå, man kan få adgang til kunst, og der er et konstant pres for at få adgang til ophavsretligt beskyttet materiale. Dansk Skuespillerforbund arbejder for en fastholdelse af retten til at bestemme over egne kunstneriske præstationer samt retten til en fair betaling for brugen af dem. 

Forbundet arbejder således for anerkendelsen af kunstneres rettigheder og kunstneres ret til betaling for rettighederne. For at sikre respekten og forståelsen for ophavsretten i fremtiden medvirker forbundet til at finde løsninger, så brugerne let kan få adgang til kunst, samtidig med at kunstnernes rettigheder respekteres. 

Forbundet arbejder også for at fremtidssikre kunstnernes rettigheder, så de fortsat respekteres, og så kunstnerne også vil modtage en fair betaling for brugen af rettighederne på nye platforme og tjenester. 

Forbundets indsats for sikring af medlemmernes rettigheder og en fair betaling for disse –nu og i fremtiden – sker i relevante nationale og internationale samarbejdsorganer og forvaltningsorganisationer.