Uddannelse

Dansk Skuespillerforbund arbejder for, at det til stadighed er muligt at uddanne sig til udøvende kunstner på højt fagligt niveau i offentligt regi i Danmark. Forbundet finder, at uddannelserne naturligt hører under Kulturministeriets ressort, idet skolerne er en del af dansk kunst- og kulturliv og bør have tæt tilknytning til kulturinstitutionerne. Forbundet anser uddannelserne for at være ’specialistuddannelser’ og lægger særlig vægt på uddannelsernes praktiske og kunstneriske fundament. 

Skolerne bør placeres spredt i landet for at sikre størst mulig diversitet via påvirkning fra lokalområderne. Underviserne skal have et højt fagligt niveau og indgående kendskab til branchen. Undervisningen skal indeholde praktikperioder, hvor eleverne får indsigt i de almindelige produktionsvilkår på en tryg måde, og de bør kun i særlige tilfælde påtage sig færdiguddannedes arbejde. Forbundet lægger vægt på, at undervisningen på skolerne løbende tilpasses det aktuelle arbejdsmarked og sikrer, at eleverne også er i stand til at bringe kunstneriske kompetencer i spil i andre end de traditionelle erhvervs-sammenhænge. Uddannelserne skal endvidere tilrettelægges, så de kan bruges i udlandet i såvel uddannelses- som arbejdsmæssige sammenhænge. 

Arbejdet som udøvende kunstner kræver løbende vedligeholdelse og videreudvikling af den enkeltes kompetencer. Det er forbundets opfattelse, at alle bør have ret til at dygtiggøre sig inden for deres fag i form af vedligeholdelse, opdatering og udbygning af kompetencer.

Forbundets lokaler skal udover at være mødested for alle typer medlemmer på tværs af forskellige arbejdsområder og faggrupper også være et fagligt vækstcenter, hvor medlemmerne har mulighed for at dygtiggøre sig og for at få faglig feedback.